
Ida-Marie træder ind i salen og får øje på et menneske, der lyser. Ikke bare stråler. Men sådan rigtigt - lyser. Et hvidt skær breder sig rundt om hans skikkelse, og med magnetisk kraft bliver hun trukket mod sin sjæleven. I dagens afsnit fortæller Ida-Marie om et skæbnemøde, der føles guddommeligt og kommer til at drage hende mod ét menneske mange år frem. Hun fortæller om lavt selvværd og jagten på selvudvikling og om at finde fællesskab i at optimere sig selv og hinanden konstant. Hun fortæller om at miste sig selv i processen, om at afelske og sørge undervejs og om det afgørende øjeblik, hvor hun ser et helt særligt billede af sig selv som barn og forstår, ar hun skal passe bedre på den lille pige.