
VOKSNE DAMER TÆTTERE PÅ 40 END 30 - DEL 2
I druknede vores indbakker, da vi bad om følelser, tanker og spørgsmål om at blive ældre. For der var uendelige ting at tage fat på. Forældre, vi skal miste, børn, som bliver større, kroppe som forandres og livsbaner som ikke ser ud, som vi drømte om. Så i dagens afsnit laver vi del 2 og fortsætter med at dykke ned i jeres og vores oplevelse af at blive ældre. Vi taler om at flytte hjemmefra og være i sorg over aldrig at skulle bo hos sin mor igen, og om hvordan Ida faktisk bor hos sin mor lige nu igen. Vi taler om ikke længere at se sine venner naturligt gennem uddannelse, men selv skulle skabe voksenvenskaber uden nogen anledning, om hvordan vi håber, vores liv ser ud om 30 år, og hvordan en af os stejler lidt på forudsigelser og en af os har romantiske forhåbninger. Vi taler om, at vores forældre bliver ældre, om intuitivt at tænke, at folk på ens egen alder er gamle, og så taler vi om, når man står et sted i livet, hvor man slet ikke føler, man skulle være ift. ens alder. Vi vender også Idas største drømme pt, som involverer at komme noget svamp på tåen til livs, få bygget et hus færdigt og give Simon den glæde, at Sixten snart kommer op og gå på to ben. Podcasten er produceret af Heartbeats.