
Jakob Clod Asmund: Rumkrigen, der ikke er science fiction
Rummet er blevet en usynlig del af vores hverdag. GPS, bankoverførsler, kommunikation og beredskab er afhængige af satellitter, som kredser hundredvis af kilometer over vores hoveder. Men det gør samtidig vores samfund sårbart. For rummet er ikke længere kun et spørgsmål om forskning og teknologiske landvindinger. Det er blevet en ny arena for militær magt, geopolitisk rivalisering og konflikt. Og hvis satellitter kan overvåges, forstyrres eller sættes ud af spil, kan konsekvenserne mærkes langt nede på jorden. I denne episode af En til En taler Daniel Cesar med major og militæranalytiker Jakob Clod Asmund, der er aktuel med bogen 'Rummet som strategisk domæne'. Hvad betyder det, at stormagterne opruster i rummet? Hvad er et ”Space Pearl Harbor”? Hvem sidder med de stærkeste kort i den nye kolde krig – og hvor sårbart er Danmark, når vores samfund i stigende grad er afhængigt af teknologien deroppe? Lyt med lige her. Vært og tilrettelægger: Daniel Cesar.