
Hvordan kommer man ved et tilfælde til at skabe internettets største dansetrend og ender med at kæmpe mod Taylor Swift om førstepladsen? I dette afsnit af En til en møder Daniel Cesar den britiske musiker Jamie Miller, manden bag ”Baby Doll”. En sang, der gik fra et sjovt øjeblik på nettet til over 50 millioner streams på Spotify, en førsteplads på den amerikanske iTunes-pophitliste og en viral succes på sociale medier verden over. Jamie fortæller om det mørke år inden gennembruddet, hvor han oplevede stress, depression og stod uden pladekontrakt. Han var tæt på at give op, indtil han tog to års pause for at genfinde sin lyd. De taler også om kendisser, der har kastet sig over dansetrenden, bedragersyndrom, de bedste råd, Jamie har fået, og hvad fremtiden byder på: turnéer, arenaer og et nyt album inspireret af Motown og soulet musik. Vært og tilrettelægger: Daniel Cesar.