
Ville du turde gå i nærkamp med Vinnie Jones? Ja, eller bede Jaap Stam om at flytte sig i køen til buffeten? Halloween har ramt Fodboldlisten, og derfor sætter Andreas Kraul et hold med de 11 mest skræmmende fodboldspillere gennem tiden. 'HSV-Mathias' har taget sin egen uhyggelige maske med i studiet som dagens opponent, og i denne uge tæller både vilde blikke, voldsomme tacklinger og et temperament, som selv holdkammeraterne kunne have grund til at frygte. Men er det nok at se uhyggelig ud? Eller skal der også røde kort og lange karantæner på bordet? Oliver Kahn tager handskerne på, Thomas Gravesen vender det hvide ud af øjnene, og Luis Suárez viser tænder. Spørgsmålet er så, hvem der tør tage trænerjobbet? Og om Kraul kan bære en udklædning som ridelærer? Vært: Thomas Loft