
ComKean er megaklar til en ny dag i Gamerhulen, men bliver noget forvirret, da han ser, hvem der sidder ved mikrofonen. Det er nemlig ikke Vercinger - men EN PIGE!? Vercinger er kommet til at dobbeltbooke sig selv, og derfor har han tilkaldt en vaskeægte gamer til at være hans stedfortræder. Nemlig selveste Marie Watson! Hvordan er det egentlig at være en pige i gaming? ComKean og Marie bliver altså hurtigt enige om, at det er fjollet, at der er noget, der hedder drenge- og pigeting. Gaming er jo for alle! Og så lægger Carl og Pelle vejen forbi studiet. De ved en masse om gaming, og er helt enige om, hvad deres yndlingsspil er! Carl elsker fodbold, mens Pelle altså bare gerne vil snakke en masse mere gaming. Og så har de også forsøgt at slå en ret vild rekord, der indebærer en masse vingummier! De skal selvfølgelig også dyste om den eftertragtede Gamerhulen-kop, og bølgerne går højt, når det gælder om at komme først! Har du selv lyst til at komme forbi studiet og gamer-quizze med os, eller mangler du et megasejt gamertag? Så skriv til os på gamerhulen@dererhuligennem.dk. Du må også meget gerne sende en lydbesked. Vi glæder os til at høre fra dig! Produceret af Heartbeats Værter: ComKean og Vercinger Produktion og klip: Laura Engby og Cecilie Wortziger Foto: Kristina Pedersen