
Hvad sker der, når popmusik, jazz og nye kulturelle idéer flytter ind i kirkerummet? Camilla besøger Boholte Kirke og taler med sognepræst Anita Hansen Engdahl og kirkemusiker Nikolaj Skaaning om nogle af de initiativer, der har fået mennesker i meget forskellige aldre til at finde vej til kirken. Et af dem er Pop & Pointer, hvor kendte popsange møder bibeltekster og kristne temaer. For kærlighed, håb, tvivl, tab og længsel findes ikke kun i Bibelen. Det er også temaer i meget af den musik, vi har lyttet til gennem livet. Anita og Nikolaj fortæller om, hvordan de arbejder med musikken og teksterne, og hvilke overvejelser de gør sig om forholdet mellem populærmusik og det kristne budskab. Samtidig taler de med Camilla om et større spørgsmål: Hvor meget kulturhus må en kirke være? For Boholte Kirke byder også på jazz og andre musikalske og kulturelle arrangementer. Omkring 200 mennesker kan samles til nogle af arrangementerne, og publikum spænder bredt. Der kommer busser med ældre fra plejehjem, samtidig med at mange unge også finder vej til kirken. Interessen er blevet så stor, at væggen mellem kirkerummet og menighedssalen bliver åbnet, når der er behov for endnu mere plads. Læs artiklen, se indslaget eller lyt som podcast her: https://koege.tv/2026/09/21/pop-jazz-og-nye-ideer-i-boholte-kirke/ TAK TIL Skousen Køge - Hvidevareeksperten i Den Hvide By ✔️ Premiumannoncør på Køge.tv & podcast