I denne uges indtalte brev deler jeg en bid af min egen daglige praksis. Det krævede disciplin at sætte mig bag mikrofonen i dag. Jeg har gået runder omkring mig selv, og jeg følte ikke, jeg havde noget vigtigt jeg kunne dele med dig. Men jeg satte mig i stolen og trykkede optag, fordi det er vigtigt for mig, at træne den disciplin det kræver at gøre noget nyt. Det er vigtigt for mig at turde være famlende, ikke at vide, og føle mig som en nybegynder. Det er et vigtigt træningsrum og et rum, jeg gerne vil dele med dig. Jeg fik også lyst til at dele, at ordene disciplin og discipel kommer fra det latinske verbum “at lære”. Det er ord jeg vender tilbage til igen og igen, fordi jeg synes de er direkte forbundet med det at have en daglig praksis. At have en daglig praksis er en livslang læring. Hver dag dukker jeg op, på meditationspuden, på yogamåtten, i min notesbog, på mine daglige gåture, i mine relationer - for at lære. Det kræver disciplin, og det kræver, at jeg er en discipel, i den forstand, at jeg hver dag er elev i livets skole. Min daglige praksis gør mig ydmyg og min medfølelse, for det at være menneske, vokser. Der er dage, hvor jeg slår mig selv i hovedet, hvor jeg aldrig finder vej igennem min indre uro, dage hvor jeg føler mig som verdens dårligste elev. Men jeg oplever faktisk, at det der udfordrer mig allermest, også er det der lærer mig mest om det at være menneske. Bare for at sige, at det er ikke nemt, men det er meningsfuldt. Hvis du længes efter at have en praksis, så er det også noget af det vi kan arbejde med i mit terapeutiske rum. Vi kan sammen træne det at være sammen med dig selv og dine indre tilstande, fornemmelser, følelser og tanker. Faktisk ser jeg det terapeutiske rum som en form for praksis, et sted, hvor du sammen med mig, kan øve dig på, at træde lidt tættere på det der rør sig i dit indre. Min dør er åben og du er velkommen indenfor. This is a public episode. If you would like to discuss this with other subscribers or get access to bonus episodes, visit ninalerche.substack.com