
71: Vampyren fra Mykonos – en tørstig djævel, en klodset slagter og Benny fra Bænken
Hvad gør man, når en mand dør, bliver begravet og to dage senere begynder at terrorisere en hel græsk ø? Ringer man efter en præst? Graver man liget op? Eller finder man den lokale slagter og beder ham om at fjerne mandens hjerte, selvom han tilsyneladende ikke aner, hvor det sidder? I ugens afsnit af Løgn På Latin fortsætter vi årets spooky season og rejser tilbage til Mykonos i år 1700. Men glem alt om strandfester, dyre drinks og solbrændte turister. For denne gang skal vi på en vaskeægte vampyr-, zombie- og djævlejagt på en græsk ferieø, hvor en enkelt død mand angiveligt formår at drive en hel befolkning til vanvid. Det hele begynder, da en usædvanligt sur og besværlig mand bliver fundet myrdet og begravet i et af øens kapeller. Men allerede få dage senere begynder indbyggerne at fortælle, at de har set ham vandre rundt i gaderne om natten. Han bryder ind i folks hjem, vælter møbler, slukker lamper og opfører sig generelt præcis lige så irriterende, som han gjorde, da han var i live. Og snart bliver situationen endnu værre. For øboerne bliver overbeviste om, at manden er blevet til en vrykolakas – en levende død, hvis krop er blevet overtaget af Djævelen selv. Og når hverken bønner, gudstjenester eller religiøse ritualer virker, beslutter indbyggerne sig for at tage sagen i egen hånd. Men vigtigst af alt fortæller vi historien om overtro, massepanik og en hel ø, der mister forstanden. For hvordan kan en enkelt fortælling om en genopstået mand udvikle sig til en kollektiv frygt, der får folk til at flygte fra deres hjem og sove på byens torv? Og hvad sker der, når en flok skrækslagne øboere nægter at lytte til en fransk videnskabsmand, der faktisk har en ganske fornuftig forklaring på de mystiske begivenheder? Undervejs kommer vi også forbi verdens mest uheldige hestevæddeløb, en slagter med et mildest talt begrænset kendskab til menneskets anatomi, en djævel med en umættelig tørst efter vin, en mand med en meget specifik holdning til tyrkiske krumsabler og et kapel, hvor kombinationen af et rådnende lig og store mængder røgelse udvikler sig til noget nær en biologisk krigsforbrydelse. Og selvfølgelig skal vi også møde den franske botaniker Joseph Pitton de Tournefort, der egentlig bare er taget til Mykonos for at kigge på planter, men i stedet ender som førstehåndsvidne til en af historiens mest bizarre vampyrjagter. Alt det – og meget mere – i ugens afsnit af Løgn På Latin, hvor en død mand angiveligt stjæler hele byens vinbeholdning, en lokal slagter bliver hyldet for at finde et hjerte i en menneskekrop, og vi undersøger, hvor langt en hel befolkning er villig til at gå for at slippe af med en nabo, der simpelthen nægter at forblive død. 🎤 Dine værter: Emilie Eisby og Magnus Gucz 🎧 Lyt med her: https://linktr.ee/loegnpaalatin 💻 Redigering og lyddesign: Emilie Eisby og Magnus Gucz Hosted by Simplecast, an AdsWizz company. See pcm.adswizz.com for information about our collection and use of personal data for advertising.