
Denne episode indeholder reklame for L&F Gris og Landsforeningen af Danske Svineproducenter. Der er stormvejr omkring den danske griseproduktion, og denne gang har Anders inviteret de to formænd Jeppe Bloch og H.C. Gæmelke i studiet til en snak om branchens situation. Den historisk lave notering og slagteriernes manglende konkurrenceevne kommer under kærlig, men bestemt behandling, inden Jeppe fortæller om sin omdiskuterede medvirken i DR's satireprogram Kommissionen. Der bliver også plads til Grisekongressen, dyrevelfærd og ikke mindst den kommende grisefirepart, hvor begge formænd har klare holdninger til branchens fremtid. Særligt det midlertidige byggestop vækker frustrationer, og snakken kommer omkring konsekvenserne for både landmænd, følgeerhverv og arbejdspladser i landdistrikterne. Men selvom udfordringerne står i kø, er der også plads til optimisme og troen på en fremtid for dansk griseproduktion. Der skal nørdes gris, så Anders inviterer kloge hoveder og spændende fagpersoner i studiet hver uge. Stemningen er god og fagligheden er i fokus i Grisen, som præsenteres i samarbejde med Topigs Norsvin og Bixter Work.