
Epiosde 281 - Når politiet vender det blinde øje til
Flere betjente kigger ifølge Politiforbundets formand den anden vej, når de møder ulovlige eller potentielt farlige situationer. Ikke fordi de ikke vil passe deres arbejde, men fordi de frygter at blive filmet, identificeret og efterfølgende udskammet på sociale medier. En undersøgelse blandt 718 betjente viser, at 57 procent har oplevet at blive filmet uden samtykke, mens 79 procent af de betjente oplevede optagelserne som krænkende. Heino Kegel mener ikke, at borgere skal forhindres i at filme politiets arbejde. Videooptagelser kan være vigtig dokumentation, hvis politiet har anvendt for meget magt eller handlet forkert. Men ifølge Kegel bør betjentenes ansigter sløres, når optagelserne offentliggøres. Det uredigerede materiale kan i stedet sendes til Den Uafhængige Politiklagemyndighed eller bruges som bevis i en straffesag. Hvordan påvirker risikoen for offentlig udskamning betjentenes vilje til at gribe ind? Hvilke konsekvenser kan det få for politiets arbejde og borgernes sikkerhed, hvis betjente vælger at køre videre? Hvor går grænsen mellem offentlighedens ret til at dokumentere myndighederne og den enkelte betjents ret til beskyttelse mod chikane? Og bør det kriminaliseres at dele identificerbare optagelser af politifolk og andre offentligt ansatte uden at sløre deres identitet? Gæst: Heino Kegel, formand for Politiforbundet Vært: Rasmus Lehmann Hylleberg Magtens Tredeling er en del af K-NEWS, som er tilmeldt Pressenævnet og leverer gratis, uafhængig journalistisk dækning af juraens verden. K-NEWS produceres og publiceres af Karnov Group Denmark. Læs mere på k-news.dk.