
Når vi taler om psykisk vold, taler vi ofte om de voksne. Men hvad med børnene? I denne episode af Når døren lukkes sætter vi fokus på de børn, der vokser op i hjem præget af psykisk vold, kontrol, manipulation og konflikt. For børn behøver ikke selv at være direkte udsat for volden for at blive påvirket af den. Vi taler om vidnevold, om hvordan børn opfanger stemninger, frygt og spændinger længe før de forstår, hvad der foregår. Vi ser på loyalitetskonflikter, og hvorfor det kan være så smertefuldt for et barn at føle sig fanget mellem to mennesker, som begge er vigtige. Vi kommer også ind på, hvad der kan ske, når børn begynder at tage afstand fra en forælder, hvordan langvarige konflikter påvirker børn, og hvilke spor oplevelserne kan sætte i voksenlivet. Men episoden handler ikke kun om konsekvenser. Den handler også om håb. Om de beskyttelsesfaktorer, der kan gøre en forskel. Om betydningen af trygge voksne. Og om hvorfor børn er langt mere robuste, end vi nogle gange tror. 🎧 I denne episode taler vi blandt andet om: • Hvad psykisk vold gør ved børn • Vidnevold og konstant alarmberedskab • Loyalitetskonflikter • Når børn vender sig mod en forælder • Langvarige konflikter efter brud • Risikoen for at videreføre mønstre • Beskyttelsesfaktorer og heling Og så åbner vi forsigtigt døren til et emne, mange har efterspurgt, og som vi dykker meget dybere ned i i næste episode: Hvad sker der, når et barn begynder at vende sig mod en forælder? For når døren lukkes mellem de voksne, står der ofte et barn på den anden side og prøver at forstå, hvad der lige skete.