
De Oversete Popperler Special - Vol. 2: John Mayer, Joe Jackson, The Stranglers, Roachford, Broken Bells, The Sundays, Phoenix & As In Rebekkamaria
Tilbage i april præsenterede vi for første gang et afsnit, hvor vi tog fat i nogle af de numre og de kunstnere, som vi synes fortjente lidt mere kærlighed. Sange, som vi af den ene eller anden grund synes er blevet glemt lidt i den store musikhistorie. Nu er det endnu engang tid til at vi iklæder os dykkerdragten, og i denne uges udsendelse dykker vi igen efter de oversete poppperler. Vi har valgt 4 numre hver, og igen er det numre fra 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne. Vi skal bl.a. have fat i tidlig 80’er pop fra jazzpianisten Joe Jackson (ikke at forveksle med Michael Jacksons far), det britiske band Roachford med sanger Andrew Roachford (ikke at forveksle med en fodboldspiller fra Sunderland) i forgrunden, lækker indiepop med et snert af italo disco fra franske Phoenix og jangly guitarpop fra start-90’erne fra det desværre lidt glemte band The Sundays. Udover de glemte popperler får vi desuden også forviklet os ud i diverse snakke om Kenny Lübcke, Tine Bryld, et band der opstår ved Roskilde Festival 2004, nældefeber, en der har held med damerne, efterkommere af Louis den 16. af Frankrig, 2 engelske pints og en lille pakke crips med vinegar, bilture med Andy i forruden og et Logic køleskab på bagsædet og hvad der gør sig rigtig godt med et glas Bourgogne. Playliste: The Stranglers - Always the sun Joe Jackson - Steppin' out Roachford - Only to be with you The Sundays - Here's where the story ends John Mayer - Clarity As In Rebekkamaria & Juvelen - Soul to my soul (Single version) Phoenix - Telefono Broken Bells - Perfect World