
Drømme kræver hårdt arbejde – med Gun-Britt Zeller og Julia Lahme
Gun-Britt Zeller og Julia Lahme mener, at det mest afgørende for en kvindes karriere, er den partner hun vælger at være sammen med. I deres nye bog udtrykker de bekymring for, at færre vil arbejde, mens flere ønsker at dyrke egne interesser eller være hjemmegående – for ifølge dem skaber det en skævhed i ligestillingen. I stedet bør kvinder storme frem, dygtiggøre sig og insistere på at udnytte deres fulde potentiale. Vi taler om at turde forlade et arbejde eller et parforhold, hvis man ikke længere er glad, om at være en del af en generation af kvinder, der har mistet forbindelsen til sig selv, og om de omkostninger, der følger med at forfølge sine drømme. Vi reflekterer over ikke altid at have været en ideel chef, ambitionen om at være den bedste og frygten for at ende med at sidde stille derhjemme i alderdommen. Derudover kommer vi ind på ikke at lade sine børn definere ens identitet, og hvorfor man ikke behøver at være alt for sine børn – for verden skal nok lære dem resten. Vært og producer: Caroline Heidemann