
Silja Okking: Rapunzel, Captain Marvel og modet til at tage sin plads
Silja Okking er musiker, tv-vært, forfatter, skuespiller og cirkusartist – men i dette afsnit handler det om hendes liv bag mikrofonen. Hun fortæller om sin vej ind i dubbingbranchen, om nervøsiteten ved at stå alene i boksen og om glæden ved at give stemme til karakterer, der kan gøre en forskel for børn og unge. Særligt rollen som Rapunzel kom til at betyde mere, end Silja havde forestillet sig. Under indspilningerne fik hun en besked, hun havde haft brug for at høre hele sit liv: Hun måtte godt træde frem, tage sin plads og være en Disney-prinsesse. Vi taler også om hendes begejstring for at spille Captain Marvel, hendes tætte forhold til Chris Hemsworth – i hvert fald på Instagram – og den rolle i Encanto, som hun stadig er ked af, at hun ikke fik. Undervejs forsøger Silja at genkende nogle af sine egne karakterer i vores karakterquiz, og vi kommer omkring roller fra blandt andet To på flugt, What If…?, Paw Patrol, My Little Pony og Trolls. Derudover efterlyser Silja hjælp fra lytterne: Hvor kan hun finde den danske version af serien Best Bugs Forever, hvor hun lagde stemme til Pebble Dash? Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Daniel Glad