
I ugens udgave af Til Allersidste Fløjt er der besøg i studiet af Viborg FF’s fodbolddirektør Mads Agesen. Han evaluerer kort søndagens knebne nederlag på udebane mod Brøndby. Men ellers er der lagt op til masser af spørgsmål og svar om det igangværende transfervindue. Det kan godt være, at det har været ret roligt indtil videre, men Mads Agesen forventer bestemt ikke, at det fortsætter sådan frem mod natten mellem den 2. og 3. september, hvor vinduet smækker i. I udsendelsen svarer han for sig på en byge af spørgsmål om planerne for vinduet, og de overvejelser, som han og den øvrige ledelse gør sig i forbindelse med køb og salg af spillere. For vi vil så gerne høre, hvordan det går med at sælge Thomas Jørgensen? Er der en afsked på vej med Lucas Lund og Srdjan Kuzmic? Og står der mon allerede en forstærkning til truppen klar til fredagens kamp i Haderslev? Fodbolddirektøren kan naturligvis ikke afsløre alt, men han kan godt afsløre, at der er gang i rigtig meget, så august kan både ende med flere salg, men formentlig også med flere indkøb. Desuden svarer Mads Agesen undervejs på flere rigtig gode lytterspørgsmål. De handler blandt andet om spilleminutter til de unge spillere, om indtjeningen på videresalg, prisen på de spillere, som VFF gerne vil købe – og om der er mål nok i VFF’s offensiv. UJS Biler er partner på Til Allersidste Fløjt. Du kan altid stille spørgsmål og komme med forslag til kassen@jfm.dk See omnystudio.com/listener for privacy information.