
I denne uges Vistis Vinyler skal vi have funk i usædvanligt mange afskygninger. Vi begynder hvor vi slap i sidste uges udsendelse nemlig i Zambia med WITCH, inden turen går videre til amerikansk funk med både Fred Wesley & The J.B.'s, Breakwater, Keni Burke og det hawaiianske band Seawind. Brasilien kommer naturligvis heller ikke til at stå urørt hen. Vi skal have João Donato, Milton Banana, Ed Lincoln og Sambalanço Trio - og undervejs får vi også besøg af både John Beltran og Shawn Lee, der på hver deres måde har ladet sig lokke af brasilianske rytmer. Og så skal vi selvfølgelig have lidt silkeblød soul oveni med Leon Ware og Eugene Wilde. Zambisk boogie, brasiliansk samba, beskidt funk og musik så blød, at den næsten burde komme med skyllemiddel.