
3-2-1 Erhverv
Diskutér 3-2-1 Erhverv på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér 3-2-1 Erhverv på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Life Science handler i bund og grund om mennesker og sundhed - men der er flere vinkler på det. Sådan siger Thøger Jensen Krogh fra foreningen Life Science Fyn, som siden 2022 har arbejdet for at samle aktører og virksomheder, der arbejder med området. Det har foreningen gjort dels for at sikre, at aktørerne bliver synlige for hinanden, men også for at vise nyuddannede forskere og læger, at man ikke behøver rejse fra Fyn for at få sig en karriere inden for Life Science. I skrivende stund vurderer Thøger Jensen Krogh, at der er flere end 70 virksomheder, som enten arbejder direkte eller indirekte med området på Fyn. Det taler han med Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn om i denne episode. Jan Bonde er vært.

Da Eva Pasgaard Skytte i 2020 overtog direktørposten hos Odense Åfart, skete det stort set samtidig med corona-pandemiens ankomst. Det tvang oplevelsesvirksomheden til at tænke innovativt, og den tilgang har siden fulgt Eva Pasgaard Skyttes arbejde med at udvikle attraktionen fra at være en tursejlads til – ja, alt muligt andet. Senest har Åfart-direktøren kastet sig over AI og vibe-coding og har effektueret alt fra billetsystem til vagtplaner og chatbotten ”Spørg Eva”, der giver de mange sæsonmedarbejdere svar på praktiske spørgsmål. Der er innovation på dagsordenen, når Eva Pasgaard Skytte deler sine erfaringer med Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn. Jan Bonde er vært.

Man behøver ikke være verdensmester i alt, hvis blot man er verdensmester i at uddelegere og stole på de input, man får. Evita Rosdahl er direktør og ejer i produktionsvirksomheden JEROS, som blandt andet sælger opvaskere til fødevareindustrien. Med eksport til 45 lande har JEROS fundet vejen til internationale markeder, og nu er arbejdet med at sikre konkurrencekraften gået ind. JEROS har købt to robotter, der skal hjælpe virksomhedens 65 ansatte med at fastholde den høje kvalitet. Det er nødvendigt, når man har hele verden at konkurrere med. Evita Rosdahl fortæller historien til Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn - og kommer med gode råd til virksomheder, der gerne vil krydse grænser med deres varer. Jan Bonde er vært.

Hvad gør man, når ens forretningsmodel eroderer i løbet af få måneder - overhalet af den teknologi, man i første omgang har forsøgt at omfavne? Casper Stendahl fra det digitale bureau Ecreo giver "en rapport fra virkeligheden" i forhold til indtoget af kunstig intelligens. Og selv om det i første omgang kan lyde som en skræmmende indgang, så fortæller Casper, hvordan Ecreo har fejet "plejer" af bordet og derfor stadig står stærkt og ærligt i forhold til sine kunder. For i virkeligheden er AI-revolutionen lige så meget en kulturrevolution på arbejdspladserne. Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn perspektiverer. Jan Bonde er vært.

Hvis jeg skulle starte min virksomhed i dag, hvad ville jeg så gøre? Spørgsmålet er måske irriterende, men det skaber klarhed, når det handler om at sætte retning. Sådan siger Martin Brems fra Brems og Co i denne episode, hvor emnet er strategi. Martin Brems lever af at hjælpe virksomheder ind i fremtiden, og han oplever, at når kunder kommer til ham, har de allerede besluttet, at der skal ske noget nyt. Hans rolle er derfor først og fremmest at give dem et grundlag for at vælge retningen – og at lægge planen for at udføre den. Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn tager snakken med udgangspunkt i deres egne organisationer. Jan Bonde er vært.

51 procent af de studerende, der læser humaniora, ender med at få et job i det private erhvervsliv. Det er et tal, som Simon Møberg Torp gerne ser løftet, men som han samtidig er stolt af. Som dekan på Det Humanistiske Fakultet ved SDU ser han et meget stort potentiale for virksomheder, der ansætter humanister. For en grundessens i humaniore er evnen til at optage ny viden. Og det bliver der brug for. Udfordringen ligger lige nu først og fremmest i at matche de studerende og virksomhederne, for det er perioden mellem studiet og det første job, der er plads til forbedring. Simon Møberg Torp vender emnet med Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn. Jan Bonde er vært.

Hvorfor får vi stress, og hvad kan vi gøre, hvis glasset er ved at løbe over? Det har stresshåndteringsekspert Rikke Maj Thauer nogle gode bud på, og dem deler hun i denne episode, hvor hun også giver et både kærligt og kritisk blik på, hvordan velkomsten tager sig ud, når man rykker sin virksomhed fra hovedstaden og til Fyn for at starte næsten forfra. Det har Rikke Maj Thauer nemlig gjort - lyt med for at finde ud af, om selv en stresshåndteringsekspert kan føle sig en smule - ja... stresset. I studiet er desuden direktør Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og direktør Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn. Jan Bonde er vært.

Hvad sker der, når man skifter job - og gør karriere? Hvor meget kan man planlægge, og hvor meget er tilfældigheder? Dagens gæst er tidligere landsholdsspiller i håndbold, Torsten Laen. Han har flere gange i sit arbejdsliv oplevet store skift. Først fra håndboldspiller til erhvervslivet, og siden da han for et år siden blev valgt som formand for Dansk Håndbold. Det skifte kalder han selv "at komme hjem", men han erkender samtidig er den nye rolle er helt anderledes, og at der er flere områder, hvor han må finde sig i at være grøn og uvidende. Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn giver deres perspektiver på karrierens store skift, og alle tre leverer doktriner til efterlevelse - fra "Hesselager Stadion-doktrinen" over "Ulla Terkelsen-doktrinen" til "Stregspiller-doktrinen". Jan Bonde er vært. Lyddesign, Morten Juul.

Er det en god forretning at renovere gamle bygninger i stedet for at bygge nyt? Det er det for virksomheden Olav de Linde, der i mere end 50 år har excelleret i at omdanne gamle industribygninger til nye erhvervslejemål. Men hvordan gør de, og hvad er de største udfordringer i processen? Afdelingsdirektør Lars Friis fra Olav de Linde er med i studiet hos Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn. Jan Bonde er vært.

Lisbeth Chawes kender iværksætter- og scale up-miljøet særdeles godt. Hun er nemlig både investor i flere start ups og CEO i en scale up-virksomhed. I denne episode får vi en del af hendes egen historie, men hun tager samtidig livtag med de strukturelle genvordigheder, hun ser for iværksættere på Fyn, og hun udfordrer såvel Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv som Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn i forhold til nye måder at understøtte udviklingen på. Hun trækker erfaringer fra såvel Finland som Sverige ind i samtalen og åbner for en ny fynsk vision i forhold til vækst i helt unge virksomheder.

Der er travlhed ved mikrofonerne i denne episode. Mille Lindskrog Knudsen er professionelt bestyrelsesmedlem og leder af Bestyrelseskvinder. Sammen med Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn kommer vi omkring tre vigtige aspekter i forhold til bestyrelser i SMV'er. 1. Hvornår skal en SMV have en bestyrelse og hvordan skal den se ud? 2. Hvordan bliver man selv bestyrelsesmedlem i en SMV? 3. Hvordan kan flere kvinder i bestyrelser forbedre forretningen? Og hvordan får vi øget antallet af kvinder i bestyrelser? Der er cirka 20 minutter til hvert emne, hvis du har travlt og ikke kan høre det hele.

Turisme er et vigtigt erhverv, der genererer 10.000 årsværk alene på Fyn. Derfor er udviklingen af turismen vigtig for hele øen. En af de største attraktioner på Fyn er Egeskov Slot og de mange events, der er bygget op omkring det. I denne episode fortæller direktør Henrik Neelmeyer om alt det, der er gået godt de senere år, men også om drømmene, der har fået attraktionen til at søge om en helt ny lokalplan for området. For måske kan man få gæster til at overnatte og til at komme igen, når nye store events løber af stablen. Ikke mindst gæster fra udlandet, der vælger et kogende Sydeuropa fra for at holde ferie i det mere tempererede nord. Med i studiet er naturligvis også Fynsk Erhvervs direktør Anne Dyrehauge og direktør Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn. Jan Bonde er vært.

De sociale medier er vigtige for din karriere. Og LinkedIn er et moderne visitkort. Så langt er Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn enige, når det gælder deres færden på sociale medier. Men de går forskelligt til opgaven, og mens Anne gerne vil være til stede med opslag oftere, end hun er det lige nu, så insisterer Niels Erik på, at han kun leverer indhold, når han synes, han har noget på hjerte. Undervejs i deres snak får du konkrete bud på, hvordan du skal: Justere din profil, når algoritmen er glad Publicere indhold på særligt udvalgte tidspunkter Interagere med andre for at sikre mere rækkevidde til dit eget indhold. Samt gode pointer på forskellen mellem personligt og privat indhold.

Danmark - og Fyn - er blandt de førende i verden, når det gælder udvikling af robotter. Helt så gode er vi ikke, når det handler om selv at benytte robotterne i vores virksomheder - ikke mindst i SMV-segmentet. Og den øgede effektivitet i Europa bliver nødvendig, hvis vi skal kunne følge med konkurrencen fra andre verdensdele. Der er da også gode eksempler på, at indkøb og brug af robotter giver mening. Hos virksomheden Lars Broe Rustfri Stål A/S har administrationschef Jørgen Dahl haft travlt, siden han blev ansat for fire år siden. Robotter har indtaget såvel kontoret som produktionshallen, og det giver de ansatte mulighed for at koncentrere sig om mere interessante opgaver. Det fortæller Jørgen Dahl om i denne episode, hvor han er flankeret af Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn.

Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i det danske erhvervsliv. Og kigger man i prognoserne, bliver problemet kun større i de kommende år. Så hvordan rekrutterer og integrerer man udenlandsk arbejdskraft til sin virksomhed? Hvordan fastholder man de erfarne medarbejdere længere på arbejdsmarkedet? Og er hjemmearbejde et gode eller et onde i den ligning? Det ved Lars Hedal noget om. Som direktør i e-handelshuset Hesehus har han op mod 20 forskellige nationaliteter ansat. Hvordan har han gjort - og hvad skal man være opmærksom på? Anne Dyrehauge fra Fynsk Erhverv og Kasper Aagaard fra Erhvervshus Fyn perspektiverer Hedals erfaringer i denne episode.