
48: Han lever af at improvisere rap på scenen - med Elias Ben Afia
Kan kærlighed rime på verdensfred? Ja, hvis du er freestyle rapper. Mød Elias Ben Afia. Han er 30 år og tredobbelt - regerende Danmarksmester i freestyle rap. Han står på scenen uden manuskript, på et beat og sammen med publikum. Han er blandt andet manden bag Grin og Rim. Han starter med to klassekammerater i kælderen på folkeskolen, med et beat. Til sin første battle i København møder han landets nummer ét. Og taber. Som 18-årig bliver han hjemløs. Han søger ind på retorik – også for at få et sted at bo – og rapper sig gennem studietiden. I marts 2020 går han selvstændig. Så kommer corona. Han stiller sig foran kollegieblokke med to højttalere og rapper for folk i vinduerne. I dag lever han af det. Som en af de få. Vi taler om, hvad freestyle rap er, hvorfor man rimer på lyde og ikke på bogstaver, og hvorfor han hverken blev advokat, læge eller ingeniør - på trods af sine tunesiske rødder. Vi taler også om, hvorfor han alligevel rapper om VM i Qatar, da en TV-producent beder ham lade være, om hvor kvinderne er i freestyle rap – og om mod. For ifølge Elias tager øvelse toppen af frygten. Næsten uanset hvad man er bange for. Lyt - og bliv modigere. For mod smitter! Vært: journalist og moderator Julie Lindegaard Læs mere på julielindegaard.dk/podcast Find Elias Ben Afia på Instagram: @bigbenafia.ots Grin & Rim på Facebook: facebook.com/p/Grin-Rim-61559834946078 Book Elias: tajmer.dk/artister/elias-ben-afia