
Carlsbergfondets Podcast
Diskutér Carlsbergfondets Podcast på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Carlsbergfondets Podcast på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Folkemødet 2026: Midlertidige ansættelser, stigende konkurrence om forskningsmidler og øget pres på forskningsfriheden præger unge forskeres vilkår i Danmark. Hvad betyder det for forskningens kvalitet, retning og risikovillighed? Og hvordan sikrer universiteter, politikere og fonde bedre rammer for den næste generation af forskere og et mangfoldigt forskningsmiljø? Hør debat mellem rektor for Syddansk Universitet Jens Ringsmose, lektor Alexandra B. Ryborg Jønsson (RUC), adjunkt Emil Laust Kristoffersen (AU), lektor Janus Juul Eriksen (DTU) og direktør for Carlsbergfondet Lasse Horne Kjældgaard. Samtalen er en liveoptagelse fra Folkemødet 2026 og var arrangeret af Det Unge Akademi og Carlsbergfondet. Moderator er journalist Nynne Bjerre Christensen.

Folkemødet 2026: Historien viser, at solide forskningsmæssige og teknologiske styrkepositioner er forbundet med lokalt forankret fremragende grundforskning. Som sådan er grundforskning en forudsætning for innovation, økonomisk fremgang, velfærd og en bedre verden på den lange bane. Alligevel fylder grundforskningen meget lidt i de politiske prioriteringer. Så hvordan skaber vi større politisk bevidsthed om grundforskningens betydning? Og hvordan sikrer vi de bedst mulige vilkår for fri dansk grundforskning? Hør samtale mellem forskningsordfører Stinus Lindgreen (RV), Nobelprismodtager og kemiprofessor Morten Meldal og videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen. Samtalen er en liveoptagelse fra Folkemødet 2026. Moderator er videnskabsjournalist Lone Frank.

Folkemødet 2026: Kvanteteknologi bliver ofte omtalt som en nøgle til fremtidens løsninger. Men teknologien er også blevet omdrejningspunkt for et globalt kapløb om magt, sikkerhed og teknologisk dominans. I denne liveoptagelse fra Folkemødet 2026 tager Carlsbergfondet temperaturen på det aktuelle kvantekapløb. Hvad er en kvantecomputer egentlig, og hvorfor kan den true vores krypteringssystemer? Hvor stærkt står Danmark og Europa i kapløbet mellem især USA og Kina? Og kan de store techgiganter sammenlignes med nationer i en geopolitisk magtkamp? Hør samtalen mellem professor i statskundskab Rebecca Adler-Nissen og professor i kvantefysik Peter Lodahl. Moderator er videnskabsjournalist Lone Frank.

Folkemødet 2026: Hvad har de erhvervsdrivende fonde betydet for Danmark? Er fondsmodellen fortsat gangbar i en stadig mere volatil verden? Og hvordan leder man en stor fondsejet virksomhed med 37.000 medarbejdere verden over? Hør debat mellem CEO i Carlsberg Group Jacob Aarup-Andersen, chefredaktør på Altinget.dk Jakob Nielsen og lektor på Copenhagen Business School Martin Jes Iversen og bliv klogere på den danske fondsmodels betydning for Danmark før, nu og i fremtiden. Debatten er en liveoptagelse fra Folkemødet 2026. Moderator er journalist Nynne Bjerre Christensen.

Hvordan opstår ny viden? Hvad vil det egentlig sige at bedrive grundforskning, hvor endemålet og resultaterne langt fra altid kan defineres på forhånd? Og hvad sker der med den frie nysgerrighed, når forskningen i stigende grad forventes at løse akutte samfundskriser eller navigere i et komplekst geopolitisk stormagtsspil? I anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum møder videnskabsjournalist Lone Frank kemiprofessor og Nobelprismodtager Morten Meldal og videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen til en samtale om grundforskningens væsen og udvikling. Samtalen er en liveoptagelse fra Akademiet LIVE - en arrangementsrække på Carlsberg Akademi, hvor forskere og andre eksperter leverer indblik og overblik og sætter perspektiv på verden.

Hvad sker der, når forskeren bliver en del af feltstudiet? I denne samtale sætter Lone Frank antropologerne Ida Nicolaisen og Karen Waltorp i stævne til en samtale om antropologiens udvikling. Fra etnologiske studier, hvor forskeren hovedsageligt observerede udefra, til moderne antropologi, hvor deltagelse, samarbejde og refleksion over egen rolle er centrale elementer. De to antropologer fortæller undervejs om deres egen forskning i blandt andet nomaders liv og livet i sydafrikanske townships. Samtalen er en liveoptagelse fra Akademiet LIVE - en arrangementsrække på Carlsberg Akademi, hvor forskere og andre eksperter leverer indblik og overblik og sætter perspektiv på verden.

#12 2025 I senmiddelalderen kunne man betale sig fra et drab. Men hvordan gik det til, at denne praksis forsvandt? Lektor Jeppe Büchert Netterstrøm forsker i udviklingen af vold og statens gradvise tilkæmpelse af voldsmonopol i løbet af 1500- og 1600-tallets Danmark. I senmiddelalderen var privat vold udbredt i form af fejder - væbnede konflikter mellem adelige, der ofte angreb hinandens bønder. Kongemagten var ofte indirekte involveret i fejderne ved at støtte den ene part, fordi konflikterne havde et skjult politisk indhold. Efter reformationen i 1536 skete der en målrettet kriminalisering af vold, og der blev indført dødsstraf for overlagt drab. Retssystemet blev mere velfungerende, hvilket skabte mere tillid til domstolene, og konflikter blev i stigende grad løst gennem retsvæsnet frem for med privat vold. Vært er Nynne Bjerre Christensen

#11 2025: Uordnede proteiner bryder med den traditionelle forestilling om, at proteiner kun fungerer, når de har en fast form. Professor Birthe B. Kragelund undersøger, hvordan disse fleksible proteiner alligevel kan indgå i centrale processer i celler, og hvorfor ændringer i dem kan føre til sygdom. Sammen med sin forskningsgruppe bruger hun avanceret NMR-spektroskopi til at kortlægge, hvordan proteiner, der konstant skifter form, binder til andre molekyler og påvirker cellernes funktion. Med støtte fra Carlsbergfondet undersøger hun desuden, om netop denne fleksibilitet kan have spillet en rolle i livets tidligste udvikling. Før livet opstod, fandtes aminosyrer i to spejlvendte varianter, men undervejs blev kun den ene selekteret i udviklingen af alle levende organismer. Forskningsprojektet søger at forstå, hvorfor dette skifte skete. Vært er Nynne Bjerre Christensen 👉 Læs portræt: Birthe B. Kragelunds nysgerrighed førte hende dybt ind i molekylernes forunderlige verden

Krige og pandemier. Mistrivsel og klimaforandringer. Kriserne synes at stå i kø i disse år. Men er vores tid mere kriseramt end andre? Eller er det vores måde at tale om kriser på, der har ændret sig? I denne samtale stiller fire forskere skarpt på krisens anatomi. Samtalen kommer bl.a. rundt om krisen i et historisk og politisk perspektiv og mediernes rolle i skabelsen af krisefortællingerne. Blikket bliver også vendt mod kroppens beredskab og psykologiske reaktioner på kriser med fokus på afmagt, apati, news avoidance og handlekraft. Hør debatten mellem bl.a. professor Mikkel Vedby Rasmussen, der forsker i strategi i kritiske situationer, og klinisk psykolog Heidi Frølund Pedersen, der forsker i eksistentiel angst. Samtalen er en liveoptagelse fra Akademiet LIVE - en arrangementsrække på Carlsberg Akademi, hvor forskere og andre eksperter går i dybden med nogle af tidens mest presserende spørgsmål. Vært er journalist Clement Kjersgaard.

Folkemødet 2025: Den danske fondsmodel har i godt 150 år sikret danske ejerskaber, arbejdspladser og midler til almennyttige formål. Det handler om stabilitet, samfundsansvar og om at tænke langsigtet. Men hvordan passer modellen i en tid med accelererende iværksætteri og behov for risikovillige investeringer? Og er fondsmodellen overhovedet vejen frem - eller blot en sympatisk idé fra en svunden tid? Hør samtale mellem CEO for Carlsberg Group Jacob Aarup-Andersen, CEO for Lundbeckfonden Lene Skole og iværksætter Tommy Ahlers om samfundsansvar og langsigtede visioner. Samtalen er en liveoptagelse fra årets Folkemøde og var arrangeret af Lundbeckfonden og Carlsbergfondet. Moderator er journalist Clement Kjersgaard.

#10 2025: I millioner af år har evolutionen finpudset dyrs evne til at høre og reagere på lyd og vibrationer. Lektor Jakob Christensen-Dalsgaard har igennem hele sit forskerliv været fascineret af disse evner hos især padder og krybdyr, og hans forskning har fulgt en rød tråd fra frøers undervandshørelse og følsomhed over for vibrationer til øglers imponerende retningshørelse. Sammen med sin forskergruppe på Syddansk Universitet kombinerer han feltobservationer, laboratorieforsøg og teknologiske modeller for at forstå, hvordan dyr opfatter og reagerer på subtile signaler, og hvordan denne viden kan føre til nye teknologier, som eksempelvis lydstyrede robotter og metoder til overvågning af dyrebestande. Vært er Nynne Bjerre Christensen 👉 Læs portræt: Jakob Christensen-Dalsgaard har viet sit akademiske liv til padders og krybdyrs hørelse og vibrationssans

Folkemødet 2025: Kunstig intelligens er på vej ind i retssalene. Den kan nemlig i stigende grad bruges til at analysere sager, foreslå straffe og vurdere risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Men hvilke udfordringer bringer det med sig, når vi lader teknologien træffe beslutninger med afgørende konsekvenser for menneskers liv? Professor Jesper Ryberg forsker i, hvordan algoritmer kan bruges i strafudmåling, og hvilke etiske dilemmaer, som brugen af kunstig intelligens rejser. I denne samtale med journalist Nynne Bjerre Christensen gør han os klogere på moralsk ansvar og fremtidens retssystem med kunstig intelligens. Samtalen er en liveoptagelse fra årets Folkemøde.

#9 2025: Lektor Gunvor Simonsen forsker i det transatlantiske forhold mellem Caribien, Europa og Afrika i perioden 1650 til 1850. Hun er særligt interesseret i, hvordan det levede liv på øerne blev formet på tværs af kolonimagternes love, konstitutioner og sociale strukturer. Sammen med sin forskningsgruppe på Københavns Universitet forsøger hun at genskrive Caribiens historie med fokus på forbindelserne mellem øerne, og hvordan slavehandel og sukkerproduktion formede både plantagerne og de mennesker, der levede på øerne: hvide kolonister, slavegjorte mennesker og oprindelige folkeslag I øjeblikket skriver hun på en bog om kolonisamfundenes sociale økologi og de slavegjortes flugtforsøg til andre øer i jagten på en bedre tilværelse. Vært er Nynne Bjerre Christensen 👉 Læs portræt: Gunvor Simonsen tilføjer nye kapitler i kolonihistorien med afsæt i hidtil overset dynamik mellem caribiske øer

Fra den kolde krigs dommedagsscenarier og frygten for stråling til nutidens håb om klimavenlige reaktorer har vores forhold til atomteknologi ændret sig markant. I dag er det endda relevant at spørge, om vi står foran et teknologisk nybrud, hvor atomenergi bliver en nøgle til at bremse klimakrisen? Men hvad med atomvåbnene? USA's angreb på iranske atomanlæg satte igen fokus på, hvordan de indgår i stormagternes magtspil og kan skabe forskydninger i den globale balance mellem USA, Kina og Rusland - og dermed øge risikoen for atomkonflikt. Hør debatten mellem bl.a. seniorforsker Bent Lauritzen, der forsker i kernefysik og atomkraftteknologier, og ekspert i udenrigs- og sikkerhedspolitik lektor Camilla Tenna Nørup Sørensen. Samtalen er en liveoptagelse fra Akademiet LIVE - en arrangementsrække på Carlsberg Akademi, hvor forskere og andre eksperter går i dybden med nogle af tidens mest presserende spørgsmål. Vært er journalist Nynne Bjerre Christensen.

For nylig modtog AI-professor Claes Holger de Vreese og kvantefysiker Klaus Mølmer Carlsbergfondets Forskningspriser. Hør de to interviews, som prismodtagerne gav til journalist Nynne Bjerre Christensen umiddelbart efter prisoverrækkelsen i Glyptotekets festsal. Claes Holger de Vreese fortæller bl.a. om sin forskning i, hvordan politisk adfærd påvirkes af sociale medier, algoritmer og kunstig intelligens. Og Klaus Mølmer taler om sin banebrydende forskning i teoretisk kvanteoptik og -mekanik, som danner grundlag for nogle af vor tids teknologiske landvindinger.