Diskutér Danskere i Baltikum (30 år efter) på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.
Denne gang skal du møde Jørgen Nellemann. Jørgen er fra Herning-egnen og uddannet agrarøkonom. I april 1994 tog han til Letland. Han havde ingen stor masterplan og heller ingen returbillet med en bestemt dato.Som han selv siger, forestillede han sig, at opholdet kunne vare et sted mellem to måneder og ti år. Nu er der gået 32 år. Jørgens første møde med Letland blev et lille landbrug nær Smiltene med få køer og får – og en gammel traktor, der skulle skubbes ned ad en bakke for at komme i gang. Kort efter blev han involveret i en dansk-lettisk referencegård, hvor tanken var at vise, hvordan man med forholdsvis få midler kunne udvikle et moderne og rentabelt landbrug. Men virkeligheden viste sig hurtigt at være mere kompliceret end teorien. Jordejerskabet var uklart, de gamle kollektive landbrug var blevet splittet op, og nogle gange vidste man ikke engang med sikkerhed, hvem den jord, man dyrkede, egentlig tilhørte. Senere tog Jørgens historie en noget uventet drejning. Gennem et par danskere, som han hjalp med at få et varmt bad i en lokal sauna, blev han tilbudt jobbet som direktør for en ny træfabrik. Han vidste stort set ingenting om træ – men sagde ja alligevel. Fabrikken voksede med tiden til omkring 140 medarbejdere og blev en vigtig arbejdsplads i en lille landsby, hvor mulighederne ellers var få. I vores samtale kommer vi omkring landbrugets enorme forandring, livet og arbejdskulturen i 1990'erne, lønninger i kontanter, gamle traktorer, alkoholproblemer, danske virksomheder – og om et Letland, som på 32 år har forandret sig næsten til ukendelighed. Hvis du synes om det, du hører, og har lyst til at støtte arbejdet med Danskere i Baltikum og min anden podcastserie Danskere i mellemkrigstidens Letland, kan du gøre detmed et lille frivilligt bidrag via Buy Me a Coffee: https://buymeacoffee.com/esbenkalhoj Tak for enhver støtte. God fornøjelse – og velkommen til den sidste episode i denne første sæson af Danskere i Baltikum.
Denne gang skal du møde Anton Thorup. Anton kom første gang til Letland i maj 1991, mens landet stadig var en del af Sovjetunionen. Han var oprindeligt landmand fra Thy, men så hurtigt nogle af de muligheder,der åbnede sig i et land, hvor stort set alt var under forandring. Allerede året efter begyndte han for alvor at slå sig ned i Letland. Siden har Anton arbejdet med blandt andet træ, møbler og metalindustri. Han boede de første mange år i Riga, men i 2007 gik turen til Liepāja, hvor han var med til at opbygge en stor moderne metalvirksomhed med mere end 200 medarbejdere. I vores samtale kommer vi tilbage til de første år, hvor bureaukrati, stempler og lange ventetider var en del af hverdagen, og hvor det ikke altid var helt enkelt at få tingene til at fungere. Vi taler om betydningen af at lære lettisk, om dansk erhvervsliv i Letland og om den enorme udvikling, Anton har været vidne til gennem mere end tre årtier. Og så bliver der også plads til et par gode historier undervejs – blandt andet om den dag, hvor Anton pludselig befandt sig på en gummibådstur ned ad Gauja sammen med den daværende kronprins Frederik. I dag er Anton officielt pensionist – men det betyder bestemt ikke, at han er stoppet. Han er fortsat aktiv i Det Danske Handelskammer i Letland og driver samtidig sin egenkonsulentvirksomhed. --Du er meget velkommen til at støtte mit arbejde med at indsamle historier fra Danskere i Baltikum med et lille bidrag igennem https://buymeacoffee.com/esbenkalhoj
Denne gang skal du møde Morten Hansen. Da den unge sønderjyde rejste til Riga i begyndelsen af 1994, var planen enkel: Seks måneder som underviser i økonomi. Det blev til mere end 30 år – og et liv, han aldrig havde forestillet sig. I vores samtale fortæller Morten om de første år i et Letland, der netop havde genvundet sin frihed. Om at undervise i noget helt andet end forventet, om at tage tavlekridt med fra Danmark, fordi det var en mangelvare, og om de studerende, der så uddannelse som nøglen til en bedre fremtid. Vi taler også om generationskløften mellem dem, der var vokset op i Sovjetunionen, og de unge, der drømte om et nyt og vestligt Letland. Om de første rulletrapper i Riga, gåturen ud til Statoil for at få en smagsprøve på Vesten – og om et samfund, der skridt for skridt bevægede sig mod medlemskab af EU, NATO og eurozonen. Morten kom senere til Stockholm School of Economics in Riga, hvor han underviste i 28 år. Undervejs blev han også økonomisk rådgiver for den lettiske stat og en markant stemme i den offentlige debat om Letlands økonomiske udvikling. Hvis du synes om det, du hører, og har lyst til at støtte arbejdet med Danskere i Baltikum og min anden podcastserie Danskere i mellemkrigstidens Letland, kan du gøre det med et lille frivilligt bidrag på Buy Me a Coffee: https://buymeacoffee.com/esbenkalhoj Tak for enhver støtte – den er med til at bevare historier, som ellers let kan gå tabt.
Denne gang skal du møde Mads Michael Hastrup Nilsson. Mads Michaels historie begynder faktisk flere år, før Estland genvandt sin uafhængighed. Som gymnasieelev blev han fascineret af nogle gamle biblioteksbøger og svenske tv-programmer om et land, som de færreste danskere vidste ret meget om. Fascinationen voksede hurtigt. Allerede i 1988 besøgtehan Estland for første gang, mens landet stadig var en del af Sovjetunionen. To år senere var han i gang med at lære estisk, og efter endt uddannelse flyttede han permanent til Estland. Den 1. oktober markerer han 30 år som fastboende ilandet. I vores samtale fortæller Mads Michael om de første besøg i et Estland på tærsklen til friheden, om hvorfor sproget blev nøglen til at forstå landet, og om hvordan han har oplevet udviklingen fra de første usikre år efter selvstændigheden til det moderne Estland, vi kender i dag. Vi taler også om historie, identitet, dansk-estiske forbindelser og om, hvorfor der stadig findes mange misforståelser om Baltikum blandt danskere. Hvis du har lyst til at støtte projektet, kan I gøre det via min Buy Me a Coffee-side: Danskere i Baltikum https://buymeacoffee.com/esbenkalhoj
Denne gang går turen til det sydlige Letland. Her, i den lille landsby Rite tæt ved den litauiske grænse, opstod en idé om at skabe en dansk inspireret højskole. Det blev aldrig en højskole i traditionel dansk forstand, men i mere end 30 år har stedet været et samlingspunkt for kurser, børnelejre, frivilligt arbejde og mødet mellem dansk og lettisk kultur. Mine gæster er Niels Bendix Knudsen og Lis Bendix Knudsen. Siden 1994 har de rejst frem og tilbage mellem Danmark og Letland utallige gange. De har oplevet et land i hastig forandring, arbejdet tæt sammen med lokalbefolkningen og været med til at bygge noget op, som stadig lever i dag. Det er en fortælling om idealisme, tålmodighed, kulturmøder og om, hvordan store visioner ofte udvikler sig på en helt anden måde, end man først havde forestillet sig. God fornøjelse – og velkommen til endnu en episode af Danskere i Baltikum.
Denne gang går turen til Estland. Min gæst er Ole Rasmussen. Ole kom første gang til Tallinn i oktober 1992 som ung VU'er. Estland havde kun været selvstændigt i lidt over et år, og meget var stadig ved at finde sin form. I de følgende år vendte Ole tilbage igen og igen, og i 1998 valgte han at flytte permanent til Estland. Det blev begyndelsen på et nyt liv. I dag, mere end 25 år senere, er Estland stadig hanshjem. I vores samtale ser vi tilbage på de første år efter uafhængigheden. Vi taler om et land i hastig udvikling, om at skabe sig et nyt liv og om de venskaber og relationer, som kom til at præge Oles liv. Vi kommer også omkring iværksætteri, turisme,digitalisering, kulturforskelle – og om, hvorfor Ole mener, at det vigtigste råd til enhver udlænding er at lære sproget og blive en del af det samfund, man vælger at bosætte sig i.
Min første gæst er Jakob Hauptmann. Jakob er oprindeligt fra Sydfyn, og i 1996 var han på en ganske almindelig salgstur på Langeland, da han pludselig fik tilbuddet om at tage til Letland i tre uger. De tre uger blev efterhånden til næsten 30 år. I dag driver Jakob stadig den metalvirksomhed i Jelgava,som han og hans far var med til at bygge op fra bunden. I vores samtale fortæller Jakob om de første år i et Letland, der stadig var ved at finde sine ben efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi taler om iværksætteri, familieliv, kulturforskelle og om de mange oplevelser – både de udfordrende og de morsomme – som følger med, når man vælger at skabe sig et liv i et nyt land.