
Mørkt stof. Ingen ved præcis, hvad det er. Ingen har set det direkte. Men det efterlader spor. Så hvordan leder man efter noget, man aldrig har set? Millioner af lysår væk bevæger lange, næsten usynlige strømme af stjerner sig gennem fjerne galakser og gemt i deres bevægelser kan der ligge spor efter noget langt større – et usynligt landskab af masse og tyngdekraft. Astrofysiker Julie Kiel Holm forsøger at aflæse de spor. For ligesom hvirvlende blade kan afsløre en vind, vi ikke selv kan se, kan stjernernes bevægelser fortælle os noget om de kræfter, der former deres vej gennem universet.