
GENISTREG
Diskutér GENISTREG på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér GENISTREG på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Mørkt stof. Ingen ved præcis, hvad det er. Ingen har set det direkte. Men det efterlader spor. Så hvordan leder man efter noget, man aldrig har set? Millioner af lysår væk bevæger lange, næsten usynlige strømme af stjerner sig gennem fjerne galakser og gemt i deres bevægelser kan der ligge spor efter noget langt større – et usynligt landskab af masse og tyngdekraft. Astrofysiker Julie Kiel Holm forsøger at aflæse de spor. For ligesom hvirvlende blade kan afsløre en vind, vi ikke selv kan se, kan stjernernes bevægelser fortælle os noget om de kræfter, der former deres vej gennem universet.

I år 2000 strandede 17 havpattedyr på Bahamas kort efter en amerikansk militærøvelse med aktiv sonar. Mere end 20 år senere viste sprængningen af Nord Stream-rørledningerne, hvor sårbar vores kritiske infrastruktur under havoverfladen er. De to hændelser peger på et fælles dilemma: Vi har brug for at kunne overvåge, hvad der sker under havets overflade. Men teknologien, der skal skabe sikkerhed, kan samtidig forstyrre havets dyr. Kan fremtidens teknologi hjælpe os ud af dilemmaet? Kan eksisterende fiberkabler fungere som gigantiske ører på havbunden? Kan AI analysere enorme mængder lyd og vibrationer i realtid og skelne mellem hvaler, skibe og potentielle trusler? Og kan bedre passiv lytning reducere behovet for aktiv sonar? Denne udgave af Genistreg er optaget live på Ungdommens Folkemøde, hvor vært Christian Cherry taler med Frants Havmand Jensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet med speciale i havpattedyr, bioakustik og undervandslyd, og Orlogskaptajn Kasper Munksgaard, søofficer og militær analytiker ved Forsvarsakademiet.

Kan man lave kød uden at opdrætte et helt dyr? I dette afsnit af Genistreg møder Christian Cherry professor Jette Feveile Young fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet, som forsker i kultiveret kød. Sammen undersøger de, om fremtidens bøf kan smage præcis som den, vi kender, men uden at have siddet på en ko. Hvis vi kan dyrke kød uden at opdrætte dyr, kan vi måske forbedre dyrevelfærden, mindske metanudledningen og reducere klimaaftrykket. Men hvor tæt er vi på den virkelighed?

Hvad er det, der afgør, om vi knytter os til dyr – eller spiser dem? I denne episode af Genistreg møder Christian Cherry bioetikeren Mickey Gjerris. Christian spiser kød. Det gør Mickey ikke. Sammen har de en samtale om de dyresyn, der former vores handlinger. Hvorfor føler Christian ikke noget for den gris, der har måtte lade livet, når han køber bacon? Hvad er det, der afgør, om vi knytter os til dyr, beskytter dem – eller spiser dem? Samtalen bevæger sig gennem etik, antropocentrisme og en nydelsessyg vestlig kultur. For måske handler spørgsmålet ikke kun om dyr. Måske handler det om det blik, vi møder verden med. Måske er det først, når vi ser dyrene i deres egen ret, at grisen træder ud af kølediskens kulde og ind i vores hjerter.

Hvorfor synger vi så meget om lærker, roser og bøgeskove – men næsten ikke om iltsvind, døde fjorde og arter, der forsvinder? I dette afsnit af Genistreg går vi sammen med biolog, forfatter og højskolelærer Nikolaj Voldum Ahlburg ned mellem stroferne i Højskolesangbogen. Han har læst hele sangbogen fra ende til anden for at undersøge, hvordan den fremstiller naturen – og hvad den næsten ikke synger om. Vi ser på, hvordan fællessang former vores natursyn, hvorfor den vilde natur fylder så lidt i den fælles sangskat, og om nye grønne fællessange kan hjælpe os med at mærke den økologiske krise, før det er for sent.

Hvordan ser tøjet ud i en fremtid, hvor ressourcerne bliver knappe, materialerne forandrer sig, og mode ikke længere bare handler om stil, men også om systemer, teknologi og ansvar? I dette afsnit af Genistreg rejser vi frem i tiden og undersøger, hvordan tøjindustrien kan komme til at se ud i år 2200. Sammen med tekstil- og beklædningsdesigner Malene Kristiansen, studielektor ved Det Kongelige Akademi og programansvarlig for bacheloruddannelsen i beklædningsdesign og tekstil, ser vi nærmere på, hvordan nye materialer, cirkulære forretningsmodeller og digitale løsninger kan ændre både det tøj, vi går i, og den måde, vi forbruger det på. For fremtidens garderobe kan komme til at rumme alt fra biomaterialer og reparerbare produkter til digitalt tøj, produktpas og pantsystemer for tekstiler.

Hvorfor holder noget tøj i årevis, mens andet mister formen efter få ture i vask? I dette afsnit af Genistreg går vi sammen med Karen Marie Hasling, ph.d. og lektor på Designskolen Kolding og Anne Louise Bang, tekstildesigner og forsker på VIA University College og kommer helt tæt på tekstilerne. Vi undersøger, hvad der egentlig gemmer sig i stoffet i vores tøj. Vi ser på forskellen mellem bomuld, uld, polyester og blandingsmaterialer – og på, hvad kvalitet egentlig betyder, når det gælder tøj. For materialevalg handler ikke kun om pris og komfort, men også om at vælge tråde med de rigtige egenskaber, så tøjet får bedre holdbarhed og funktion – og kan holde længere.

Vi har altid taget tøj på. Fra vikinger i uld og skind til kolonitidens tekstiler, industrialiseringens fabrikker og nutidens masseproducerede tøj. Tøj har beskyttet os, pyntet os og holdt os varme – men det fortæller også en historie om teknologi, handel og naturens ressourcer. I dette afsnit af podcastserien Genistreg undersøger Christian Cherry, hvordan tekstilindustriens udvikling hænger sammen med de teknologiske gennembrud, der gjorde masseproduktion mulig. Sammen med historiker Morten Grymer-Hansen fra Center for tekstilforskning ved Københavns Universitet tager vi på en rejse gennem historien til fjerne egne med farverige skatte, til handelsruter og materialer, der satte gang i en global tekstiløkonomi og formede vores valg af tøj. Vi ser på, hvordan fortiden har formet den forbrugskultur, vi lever med i dag, og spørger samtidig: Kan historien hjælpe os med at finde nye veje mod en mere bæredygtig tekstilproduktion? Lyt med, når vi folder tøjets historie ud – tråd for tråd.

Hvor kommer vi egentlig fra? Og hvad vil det sige, at alt levende på Jorden deler den samme, mikroskopiske stamform? I denne episode af Genistreg zoomer vi langt ud – og ned i de mindste byggesten – sammen med naturfilosoffen Morten Grønborg. Morten jagter svar på de helt store spørgsmål: Hvordan opstod livet? Og hvilken plads har vi mennesker i naturens puslespil? Undervejs rejser vi tilbage til LUCA – Last Universal Common Ancestor – den encellede organisme, som alt liv i dag nedstammer fra. Vi taler om celler som små individer, der for millioner siden valgte samarbejdet og skabte de flercellede organismer, vi kender. Om mennesker som “overindivider”, der består af milliarder af celler og lige så mange bakterier og svampe. Og om, hvorfor du er i familie med træet i skovbrynet og edderkoppen i hjørnet af dit værelse.Det ændrer ikke bare vores syn på naturen, men også på os selv. For hvis vi kun er én gren på livets stamtræ, hvad betyder det så for vores følelse af at være noget særligt – og for vores ansvar i en tid med klima- og biodiversitetskrise? Samtidig vender vi op og ned på vores idé om, hvad der er naturligt og unaturligt. For hvis myretuen, skoven og kunstig intelligens vokser ud af den samme kæde af forandringer, giver det så mening at sætte skarpe skel? Lyt med, når vært Christian Cherry og Morten Grønborg folder livets stamtræ ud – fra Big Bang til bakterier, bevidsthed og din egen plads i det store system.

Hvad kan naturens største dyr lære os om at overleve? Da jeg mistede min mor alt for tidligt til pancreaskræft, begyndte jeg at lede efter håb – og svar. Hvorfor rammes nogle, mens andre lever uden kræft trods millioner af celler, der hver dag deler sig? I denne episode taler Christian med Lotte Bjergbæk, lektor ved Aarhus Universitet, om naturens måske største mysterium: Hvorfor får hvaler sjældent kræft? Sammen udforsker vi ‘Peto’s Paradox’ – hvordan store dyr bekæmper mutationer – og hvorfor gærceller kan hjælpe os med at forstå menneskets sårbarhed og styrke.

Der er mange, der siger, at vi spiser med øjnene. Men spiser vi i virkeligheden med næsen? Vores lugtesans spiller en afgørende rolle for, hvordan vi oplever og smager mad – duften kan vække minder, skabe forventning og forstærke selve smagsoplevelsen. Alexander Wieck Fjældstad er lektor i lugte- og smagssans ved Aarhus Universitet og arbejder til dagligt med tidligere COVID-patienter, der har mistet deres lugtesans – og dermed også smagssansen. Sammen med dem arbejder han på at genvinde sanserne gennem træning og tålmodighed, så glæden ved at dufte og smage langsomt kan vende tilbage.

Er livet simpelthen bare lettere med en lille skid på? Kan det virkelig passe, at man med 0,5 promille alkohol i blodet pludselig kan åbne op for mere kreativitet, større følelser og en helt anden måde at leve livet på? Måske kan øl, vin og vodka faktisk gøre vores liv bedre – det undersøger vi denne udgave af Genistreg. Med som ekspert er Maja Thiele, der er professor i leversygdomme med Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

AI vinder indpas i klasselokalet, men hvor langt kan vi egentlig tage teknologien? Vi taler med Kim Rants – en ung tech-iværksætter, der gik fra NBA-drømme til at udvikle Alice.tech, en AI-baseret læringsplatform. Hvad kan AI løfte i undervisningen og hvor møder det sine grænser? Er den fysiske lærer på vej ud, eller vigtigere end nogensinde?

Dit hus består af virkelig mange individuelle dele, der tilsammen skaber de trygge rammer, hvor du bor. Men faktisk er vi langsomt ved at løbe tør for de byggematerialer, som vores huse består af og det har fået forskere til at tænke i helt nye mere bæredygtige ressourcer. I denne episode taler Christian Cherry med Torben Valdbjørn Rasmussen fra Aalborg Universitet, der til daglig arbejder med fremtidens byggematerialer.

Forestil dig en landmand på sin mark. Når jorden skal gødes, så tænder han for traktoren, spænder gødningssprederen bagpå og kører frem og tilbage henover hele marken og spreder de her små kugler af kunstgødning ud over hele jorden. Men det billede ser måske helt anderledes ud i fremtiden. For måske er de små kugler af kunstgødning inden længe erstattet af små krystaller af ren fosfor. Det er det, der hedder struvit. Håbet er, at de vil sætte gang i en udvikling, der vil gøre markerne mere bæredygtige og landmændene mere økologiske. Men hvad kræver den her udvikling – og hvor kommer struvitkrystaller fra? I denne episode af Genistreg taler Christian Cherry med Anton Rasmussen, der er agronom og arbejder med næringsstoffer i Innovationscenter for Økologisk Landbrug.