
Naturnationalparker, der får ødelagt deres hegn. Ulve, der bliver skudt. Sommerfuglelaver, der bliver kaldt laver fra helvede og bekæmpet med skumsprøjter og beskyttelsesdragter. Er der noget, der kan sætte sindene i kog, så er det den vilde natur. Men hvad er vild natur overhovedet? Hvor har vi vild natur i Danmark? Hvordan får vi mere af den? Og hvornår er den vilde natur vild nok? Skjold Alsted Søndergaard er biolog og Ph.D.-studerende ved Institut for Ecoscience - Biodiversitet på Aarhus Universitet og forsker i den vilde natur. Han mener, at den danske natur har et ”elefant-problem”, som han udtrykker det. Vi mangler elefanten i den danske natur til vælte træer, rode og skabe forstyrrelser og sørge for, at der naturligt opstår lysåbne områder i skovene. Det ville være det allerbedste, der kunne ske for alle de andre arter i den danske natur. ”Vi mangler simpelthen økosystemer, som er vildere. Vi snakker meget om naturbeskyttelse, men det vi kommer til at glemme er, at vi også skal beskytte, at naturen er vild. Der sker vilde ting i naturen. Vi er nok kommet til at tænke på naturen lidt for meget som noget, der skal skånes og pakkes ind i bubble-wrap, - fordi vi glemt og fjernet mange af de kilder til naturlige forstyrrelser, som engang var helt essentielle for, at arterne sameksisterede.” Skjold Alsted Søndergaard fortæller, at vi skal forstå, at vildhed er på en skala og nævner bl.a. ulven som eksempel. Han finder det naturligt, at der er blevet skudt en ulv, som har skabt utryghed, men derfor skal der stadig være plads til ulven i Danmark, - også bag hegn, hvor ulven for alvor kan spille sin rolle i et naturligt økosystem: ”De steder, hvor ulven er flyttet ind bag hegn som for eksempel i Klelund Dyrehave og Tofte Skov, - så er den ikke bare et dragende mytisk væsen at kigge på, så begynder den også at spile sin rolle i økosystemet, og så bliver det rigtig spændende. For så begynder den at spise hjorte, og så har den konsekvenser for, hvordan økosystemet ser ud. Det er dér, det bliver rigtig interessant,” forklarer Skjold Alsted Søndergaard, som bag som sommerens dramatiske overskrifter i medierne ulve, larver og hegn også ser en anden fortælling om danskerne som modige, åbne og naturelskende. Gæst: Skjold Alsted Søndergaard biolog og Ph.D.-studerende ved Institut for Ecoscience - Biodiversitet på Aarhus Universitet Henvisninger: Vildskabens Veje, dokumentar om Kragelund Mose https://www.paradisbio.dk/movie_details/15745_date=all_dage Vært og tilrettelægger: Bjørn Olsen Lyd: Seth makes sounds the storm og A Look Out, Assaf Ayalon Optaget i Frontløbernes studie i Mejlgade i Aarhus