Diskutér Noget mellem øerne på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.
Hvad gemmer der sig under overfladen i Øhavet? Kan man lugte ildsvind? Og hvordan smager sukkertang, når den lige er trukket op af vandet? I dette afsnit tager vi dig med på Øhavsekspeditionen ombord på den over 100 år gamle Skonnert Fylla. Hvert år under Geoparkdage i Kristi Himmelfartsferien sejler forskere, eksperter og borgere fra hele Geoparken ud i Øhavet. Her undersøger vi havets tilstand, vi sænker udstyr ned i vandet, undersøger biodiversiteten på havbunden og det ildelukkende mudder, der kan være tegn på ildsvind. Samtidig indsamler vi miljødata af usynlige spor af liv, som hjælper forskerne fra Statens Naturhistoriske Museum med at kortlægge, hvad der lever i havet netop nu. På turen møder du Lars Hillerup, pensioneret naturvejleder og et fast besætningsmedlem på Øhavsekspeditionen. Og Marie Lillemark, biolog og projektleder for Citizen Science på Statens Naturhistoriske Museum. Sammen selvfølgelig med ekspeditionsdeltager fra hele Geoparken. Vinden suser på denne solrige majdag, mens vi sammen udforsker Øhavet. En fælles indsats for at passe bedre på det.
En tidlig, stille morgen i Alaska sidste sommer, den 10. august klokken 5.26, rejste en 481 meter høj bølge sig i et fjeldområde og fik hele kloden til at ryste i 36 timer. Længere ude i fjorden sejlede et krydstogtskib med sovende gæster. Det kunne have endt helt galt. 481 meter, på højde med to storebæltsbroer. Det næsthøjeste tsunamibølge, der nogensinde er målt. Men hvad har et gigantisk fjeldskred i Alaska med vores øhav og Voderup Klint at gøre? Og hvorfor er det så vigtigt netop nu at studerer og forstå hvad landskred er? Også her på langs vores kyster. Det taler vi om i det her afsnit, hvor vi har besøg af Kristian Svennevig, en af Danmarks førende eksperter i fjeld- og landskred. Han var med til at skrive det studie, som netop er udkommet i det anerkendte videnskabelige magasin Science og fjeldskredet og tsunamien i Alaska – og så er har i gang med et storstilet videnskabeligt studie i Danmark, hvor netop Voderup Klint er en af hovedlokaliteterne. Vi spørger, hvad et landskred egentlig er, hvorfor det er så vigtigt at forstå i en tid med klimaforandringer, og hvordan Voderup Klint både rummer en dramatisk historie og et landskab, der er ualmindeligt smukt.
Ved Voderup Klint bredder de bløde terrasser sig, formet af skred, der stadig sætter landskabet i bevægelse i dag. Her er idyllisk, roligt, mens solen varmer de sydvendte skråninger og giver plads til en artsrigdom af blomster, bier, frøer, firben og fugle. Men det er også et sted med en dramatisk historie, som stadig udspiller sig. En historie, vi må forstå og lære af, fordi den med stor sandsynlighed vil gentage sig. Så det er et smukt og stille sted, hvor man stadig kan mærke konsekvenserne af kysternes dynamik og klimaets kræfter. Det er et sted, der kalder på tid. Tid til at gå langs de smalle stier. Tid til at sætte sig ned et øjeblik og mærke solen, vinden og stillhed. Og imens tager vi dig med ned under overfladen. For hvorfor skrider klinten netop her? Hvordan kan det hænge sammen med både et forhistorisk hav og istidens store gletsjere? Hvordan fik Ærø sin form? Og hvad kan fremtiden bringe? I det her afsnit tager vi dig med til Voderup Klint. Så tag podcasten her med i lommen som din egen lille personlige guide, eller læn dig tilbage og drøm dig afsted.
Forestil dig lyden af hammer mod stål, duften af tjære og hav – og følelsen af at stå på et gammelt træskib, der har båret generationer ud på havet. I dette afsnit starter vi på Ring Andersens værft i Svendborg, hvor den over 100 år gamle, tremastede skonnert Fylla står på beddingen for vinteren. Her tager Fyllas reder, Julie Leerskov, mig med op på et loft over værftet, hvor der ligger hundredvis af træskilte med navne fra gamle skibe, smukt udsmykket. Håndværket er tydeligt – og forbindelsen til alle de liv, der er gået forud for os. Det er netop dér, vi begynder: i historien, på træskibsværftet. Herfra bevæger vi os videre til den 100 år gamle, tremastede skonnert Fyllas egen fortælling som del af den maritime historie. I dag er skibet et lejrskoleskib og står over for sin store 100-års renovering. Og så opstår spørgsmålene: Hvad skal vi med et træskib i dag? Hvorfor er det vigtigt at bevare det – og hvad er det, Fylla kan som et levende og autentisk læringsrum, et dannelsesrum og måske som havets klasseværelse i fremtiden?
Måske har du stået langs Langelands kyst og set et af de russiske skibe ude i bæltet. Måske har du oplevet, at dit fly er blevet aflyst på grund af droner. Eller fulgt myndighedernes anbefalinger, købt vand, en radio, talt med naboerne, bare for en sikkerheds skyld. Og måske er du eller din familie i Grønland og mærker uroen helt tæt på netop nu. Usikker på, hvad der venter. For selvom den kolde krig for mange hører fortiden til, er følelsen af spænding og skrøbelighed ikke fremmed i dag. Igen ser vi en verden forandre sig, gennem stormagter der udfordrer etablerede alliancer og internationale aftaler. Og igen synes UNESCO's grundsætning bekymrende relevant: At krige starter i menneskers sind. Men at det også er her, at freden skal bygges. Og derfra vender vi blikket mod et sted, hvor den kolde krig ikke bare var en teori, men daglig virkelighed. Til Langeland. Her, hvor Langelandsfortet stadig ligger som et roligt minde om en urolig tid, undersøger vi, hvordan geografien gjorde denne lille ø til et nøglepunkt i stormagternes spændingsfelt. Og hvilke tråde, vi kan trække fra den tid, til den tid vi står i nu. Hvor verden igen synes at vippe. Til at holde os i hånden i dag, har vi Peer Henrik Hansen, koldkrigshistoriker og leder af Langeland Museum og Langelandsfortet. Sammen ser vi tilbage for at forstå nutiden. Og husk på, at det er det enkelte menneske derude, der betyder noget. Små og store liv, som ønsker fred. Og hvis modstand kan vælte selv de største planer.
I anledning af 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, giver vi stemmen tilbage til kvinderne, der kom før os. For hvad var det egentlig for en kamp, de har taget? For deres egen frihed og for vores. Hvordan opstod kvindekampen? Hvilke strukturer skulle brydes? Og hvilke kampe kæmper vi stadig i dag? I dette afsnit tager Anita Lillevang os med tilbage til kvindekampens begyndelse. Til en tid, hvor kampen handlede om noget helt grundlæggende. Værdighed. Retten til at bestemme over sit eget liv. Muligheder. At kunne forsørge sig selv, adgangen til arbejde og ikke mindst til uddannelse. Vi starter hos Nielsine Nielsen, Danmarks første kvindelige læge og født her i Svendborg. En kvinde, der kæmpede sig ind i et system, som egentlig ikke var bygget til hende. Og det lykkedes, men hun gjorde det ikke alene. For det krævede et netværk og feministiske mænd, der åbnede døre. Men det er også kun én side af historien. For kvindekampen var ikke kun for de få privilegerede. Det var også arbejderkvindernes kamp for rettigheder, oplysning og anerkendelse. De banede vejen for mange af de moderne rettigheder, vi i dag tager for givet. Blandt andet bedre arbejdsvilkår og mere lige muligheder. Og så er der kvinderne nederst i samfundet. Dem, der aldrig selv fik skrevet deres navn ind i historien. Dem, vi stemmer sjældent blev hørt. Hverken dengang eller nu. Brugte de deres stemmeret? Fik de reelt en plads i demokratiet? I dette afsnit giver journalist, forfatter og kulturformidler fra Svendborg Museum, Anita Lillevang, stemme til dem, der ellers er faldet ud af historien. Og hun tager også med ind i en fortælling om modstand, fællesskab og om de kampe, der stadig former vores samfund i dag.
I dette afsnit skal det handle om den maritime kultur, der har formet det sydfynske øhav. Om et samfund, hvor halvdelen af mændene var væk ni måneder om året. Hvor kvinder drev rederier og holdt regnskab med både fragt og fravær. Hvor smuglere udfordrede købstædernes privilegier, og hvor nykonfirmerede drenge ikke blev spurgt, om de skulle sejle men med hvem. Vi skal tale om søfart som livsform. Om skibe bygget til lavt vand og lange rejser. Om vindmagi og verdenshandel. Om skonnerttidens næsten 800 sejlskibe, der gjorde Svendborg til en af landets største søfartsbyer. Og om det øjeblik, hvor dampen banker på. Ikke bare som en ny teknologi, men som en ny tid, der splitter et samfund i to: dem, der holder fast i sejlene, og dem, der tænder kedlerne. Det er en fortælling om arbejde og eventyr. Om afsavn og afhængighed. Om et øhav, der ikke var udkant, men centrum i et netværk af ruter, varer og fortællinger, der rakte langt ud over horisonten. Med os har vi søfartshistoriker Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum. Han kan ikke sejle. Men han ved, hvorfor det betyder noget, at så mange andre kunne. Velkommen til Noget mellem øerne
Forestil dig en tåget nat i Øhavet. Vandet ligger blikstille, men langt ude i mørket hører man det svage plask fra årene på en lille smuglerbåd. Ombord? Kasser med varer, der aldrig når toldboden. I dag dykker vi ned i Øhavet som et smuglerlandskab. Hvorfor er det netop her, mellem de små øer og de lavvandede farvande, at smuglergodset altid har fundet vej? Fra 1400-tallets bondesejladser til 1700-tallets smuglerepidemi og 1920'ernes spritfloder. Og fra de spritfærger, som mange af os stadigvæk kan huske, til nutidens kokain på Langeland. Smuleriet løber som en skjult åre i Øhavets identitet og selvforståelse. Fordi med reglerne opstår modstanden. Den lille mand mod staten. Lokalkendenskab mod kontrol. Op igennem tiden har der været en klar moralsk grænse. De historier, vi fortæller med et smil over en øl eller til familiefesterne, står i kontrast til det, der krydser linjen og som aldrig accepteres. Du lytter til noget mellem ørerne. I det her afsnit er Line Bruun Nicolaisen din vært. Hun er geolog i Geoparkens sekretariat. Og med mig i studiet i dag har hun Nils Valdersdorf Jensen. Han er historiker og arbejder ved Svendborg Museum. Han tager os igennem Øhavets smuglerhistorie.
Forestil dig, at du netop er vendt hjem fra en ferie i Øhavet – og noget føles anderledes. Det var ikke bare en god ferie. Det var mere end det. Du kan stadig mærke saltet på huden og vinden i håret – og en stille tilfredshed indeni. For du gjorde noget godt. Du efterlod ikke kun minder, men også et aftryk, der gav noget tilbage. Et lille spor i landskabet, som ikke tog, men nærede. I dette afsnit undersøger vi, hvordan en regenerativ tilgang kan ændre den måde, vi forstår turisme, udvikling og vores relation til naturen på. Vi dykker ned i, hvad det egentlig vil sige at nurture naturen – at nære, pleje og drage omsorg for den. For at kunne stå i det spørgsmål må vi også turde blive i det uafklarede – dér, hvor svarene endnu ikke findes, og hvor vi må finde vej sammen. For i sidste ende handler det hele om relationer: mellem mennesker, natur og steder. På en kold og blæsende dag sidder vi derfor i studiet sammen med Malene Sakskilde fra Geoparksekretariatet og Julie Bønnelycke, adjunkt ved UCL. Vi taler om vores internationale projekt Nurturing Nature – om hvad det egentlig vil sige at nære naturen, og om hvordan en regenerativ tilgang kan ændre måden, vi tænker turisme, fællesskab og ansvar på.
Kom lige med en tur ind i bilen. Vi triller ned ad A9 på vej mod Svendborg, mens vejskiltene blinker forbi: Årslev, Ringe, Kværndrup. Byer vi kender så godt, at navnene næsten bliver usynlige – de er bare der, som de altid har været. Men hvis man slipper hastigheden et øjeblik, og hæver blikket, melder spørgsmålene sig helt af sig selv. For hvor ligger de egentlig i landskabet, de her byer? Hvorfor hedder det Ringe og ikke noget helt andet? Og hvorfor ligger de lige præcis dér – i det åbne landskab, på bakken, ved åen – og ikke et par kilometer væk? Er det bare tilfældigheder, eller gemmer der sig et mønster i landskabet, som vi ikke længere ser? I dette afsnit undersøger vi, hvorfor vi bor, hvor vi bor – og hvordan den geologiske undergrund har været med til at bestemme placeringen af landsbyer og herregårde. Vi ser på forskelle mellem rig og fattig i kulturlandskabet, og på hvordan lag af jord, sten og isens gamle spor stadig former vores hverdag på Sydfyn, længe efter at istiden er forsvundet.
Gletsjere er mere end is. De er levende, knirkende kæmper, der over tusinder af år har formet fjelde, slebet dale og tegnet konturerne af det land, vi står på. At stå foran en gletsjer er som at stå over for en gammel ven. Den har ligget her i årtusinder, gennem alle de liv, der kom før os. I lag af is gemmer den på frosne minder om tidligere tiders klima. Når de smelter, slipper tusinder af år gamle luftbobler fri og bliver en del af nutidens atmosfære. Vand, der har været bundet, bevæger sig igen – under vores fødder, mod fjorden, videre ud i verden. Fra Arktis til øhavet. Og måske er det netop dér, forbindelsen ligger – mellem Svalbard og Danmark. For de kræfter, der i dag styrer Svalbards gletsjere, er de samme, som engang skabte vores landskab: bakkerne, dalene, øerne i Det Sydfynske Øhav. I dette afsnit kigger vi langt for at forstå noget, der er helt nært. Til Svalbard, et sted hvor isen stadig arbejder, hvor fortiden ligger åbent i landskabet. Her kan vi få et indblik i, hvordan Danmark engang så ud under den sidste istid. Vært er Line. Med i studiet er Lis Allart, forsker ved GEUS. Vi har begge studeret og arbejdet på Svalbard, og i dette afsnit tager vi jer med op til Svalbard, i tanken i hvert fald, kigger på gletsjere og dykker ned i fortællingen om isens kræfter og om de dybe rytmer, der veksler mellem istider og mellemistider, og som stadig former vores verden i dag.
Hvad betyder et lille stenrev i det store hav? Og hvorfor skal vi bruge 10 millioner på sten? Det er det spørgsmål, vi besvarer i denne podcast, hvor vi tager dig med helt ind i maskinrummet og fortæller om, hvad det netop er for et projekt, vi har fået beviget fra Havnaturfonden her i 2025. Hvad indeholder projektet? Hvad er et stenrev? Hvorfor er det så vigtigt, at det bliver genetableret? Og hvilken betydning får det for Det Sydfynske Øhav på sigt? Det her afsnit er for dig, der vil dykke helt ned i, hvad det vil sige at lave naturgenopretning i Øhavet. Du kan læse mere om stenrevsprojektet ved Drejø her: https://www.geoparkoehavet.dk/nyheder/stor-saltvandsindsproejtning-til-det-sydfynske-oehav
Vi starter et sted, hvor verden rystede. En nat i Marrakech. Fem mennesker og tre danske geoparker samlet på en bunke puder, på en parkeringsplads, under stjernerne og blandt hundrede andre. Et uventet jordskæld. En nat fuldt af revner, både i vægge og i erfaringer. Men også en nat fuldt af fællesskab. Og det er netop det, vi vil undersøge i dag. Hvad fællesskabet i geoparker betyder. Lokalt, nationalt og globalt. Hvad vil det egentlig sige at være en UNESCO Global Geopark? Og hvordan hænger natur, kultur, formidling og udvikling sammen på tværs af landegrænser Dagens gæst er Jakob Walløe Hansen. Formidlingschef i Geopark Odsherred, geolog, formand for Naturvejledning Danmark og en af Danmarks mest vidende stemmer, når det kommer til geoparker. Sammen tager vi på en rejse fra istidslandskaber og gulerødder til kirkespor i landskabet og geoparker i alle verdens hjørner. For at finde ud af, hvad geoparker egentlig fortæller os om den verden, vi lever i. Og om os selv.