
Sortemis - et eventyr for børn
Diskutér Sortemis - et eventyr for børn på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Sortemis - et eventyr for børn på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Det fortælles, at den bedste måde at besejre de overnaturlige væsner på, er at være handlekraftig, modig og beslutsom. Det gør ikke noget, at man er bange samtidig med, for kan man ikke blive bange, kan man kan heller ikke blive modig. Da vi forlod Kaya, havde hun forvist Sortemis. Hun havde opdaget, at katten havde snydt hende. Sortemis havde hjulpet Nøkken med at lokke Storm, og det havde den ikke fortalt. Vred og såret går hun nu gennem den sorte skov, anført af en tvivlsom lygtemand.

Det fortælles, at blev man forført at elverkongen, blev man ellevild i hovedet. Det er derfor vigtigt at holde begge ben på jorden, når man står over for skovens fyrste. Det kræver dog, at man kan modstå de massive fristelser, som elverkongen byder én, hvilket kun få har kunnet. Da vi forlod Kaya og Sortemis, var de blevet forvist af Elverkongen. De havde fået afslag på at rejse gennem tronsalen fordi intet menneske må betræde det sted. Hvis de ikke kan komme gennem tronsalen – ind til Sølverbækken – kan de ikke redde Storm.

Det fortælles, at hvis man sover i det fri, gør man klogt i at have sine sko helt tæt ved sig. Det vil beskytte én mod mareridt mens man sover. Det kræver selvfølgelig, at ens sko ikke står og tørrer ved bålet, fordi de er våde efter, at man var faldet i vandet. Da vi forlod Kaya og Sortemis, var de i gang med at dele bål med mosekonen. Da Sortemis liste af i ly af mørket, blev Kaya bekymret, men mosekonen forsikrede hende om, at fordi Sortemis havde lovet at hjælpe, var den bundet af sit løfte. Et løfte, der ikke kan brydes.

Det fortælles, at man gør klogt i at tage sig i agt, hvis man rejser dér, hvor der bor overnaturlige væsner. Mange af dem er til at handle med, men der findes også dem, der ønsker dig ondt. Sørg derfor altid for at vide, hvordan du slipper af med disse væsner igen. Da vi forlod Kaya og Sortemis, havde de netop gjort en handel med alferne – Sortemis’ lyserøde sele mod en alfebåd, der kan sejle af sig selv. Nu er de så på vej op ad Tryggevælde Å i håbet om at finde Sølverbækken og Nøkkens sø, så de kan redde Storm.

Det fortælles, at hvis en sort kat løber over vejen foran dig, betyder det uheld – men hvis den selvsamme sorte kat kan vise dig vej ind i overtroens verden og hjælpe dig med at redde din storebror fra Nøkkens kløer, kan det måske betyde held for jer begge. Da vi forlod Kaya og Sortemis, havde de været nødt til at flygte fra en billetkontrollør, og nu står de så midt på Københavns Hovedbanegård. Hvis de skal redde Storm, må og skal de finde en anden måde at komme til Tryggevælde Å på.

På grænsen mellem Sjælland og Stevns snor den gamle Tryggevælde Å sig gennem landskabet. Åen bugner af liv, både i og omkring sig. Insektliv, dyreliv og menneskeliv har levet klods op af den i århundreder. Langt de fleste i total uvidenhed over, hvad åen også indeholder, men en gang i mellem dukker der noget op. Tryggevælde Å har altid været omkranset af mystik – og med god grund. Det er her, alle myterne og sagnene stammer fra. Historier fra folkemunde om sære væsner i åen er kendt af alle, og hvis du endnu ikke har hørt dem, må du hellere spidse ører – ellers kan det let gå galt. Dér, hvor trækronerne står tættest, og hvor mørket er så tykt, at man skulle tro, det var nat – dér løber Sølverbækken ud i Tryggevælde Å. Det er ikke et sted for mennesker, for her bor alle de væsner, man kender fra historierne. Trolde, elvere, vætter, åmænd, varulve, lygtemænd, alfer, for ikke at nævne den gamle mosekone, der brygger ved skumringstide. Røgen fra hendes gryde breder sig over eng og mose – og allerdybest inde – dér, hvor Sølverbækken har sit udspring – dér bor Nøkken. Et væsen så nedrigt og ondskabsfuldt, at man bør holde sig langt væk, for er man først endt i hans kløer, slipper man ikke derfra igen. Det siges, at man kan lave aftaler med Nøkken. Du kan få dit hedeste ønske opfyldt, hvis du er villig til at betale, hvad det koster. Men kan du ikke betale, indkræver han dit liv og din sjæl. Et klogt og sindigt menneske ville aldrig lave aftaler med Nøkken, men derimod bruge sit liv på gode og fornuftige ting. Se, dét ville ha været en god og fornuftig historie. Men som du har nok allerede har regnet ud, er denne historie ikke en god og fornuftig historie. Dette er historien om en lille pige og hendes kat. God fornøjelse.
