
Supertanker
Diskutér Supertanker på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Supertanker på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Masser af unge danskere rejser hvert år ud i verden på udvekslingsophold. Ikke som turister, men som fremmede i nye familier, skoler, sprog og hverdage. Hvad gør fremmedhed og kulturchok - dannelsesrejsen - ved dem? Hvordan er det at komme hjem igen? Og hvad sker der med et menneske, når verden bliver større - mens man selv bliver mindre sikker på, hvem man er? Medvirkende: Lisbeth Westergaard Hansen, dokumentarinstruktør, DR's tv-serie "Ud i verden" om danske udvekslingsstudenter. Finn Thorbjørn Hansen, professor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet. Vært og tilrettelægger: Carsten Ortmann. Skriv til: supertanker@dr.dk.

Skal floder, skove og bjergkæder have egne rettigheder? Og hvem taler i givet fald på deres vegne? Vores gamle natursyn er udfordret af klima- og biodiversitetskriserne, af oprindelige folks viden og af nye forsøg på at give naturen juridisk stemme. Hvad mister vi, hvis kun den vestlige videnskab får lov at afgøre, hvad naturen er - og hvem der ved noget om den? Medvirkende: Ida Katinka Ploug, idéhistoriker og ph.d.-studerende ved Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet. Rithma Kreie Engelbreth, ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann. supertanker@dr.dk

De leder deres nationer som aktieselskaber, og deres primære formål er at berige sig selv. De har udnyttet folkets vrede mod det etablerede system til at blive valgt, og nu kvitterer de med styreformer, der nærmer sig fascisme. Sådan lyder den krasse kritik af flere kendte og kontroversielle verdensledere. Hvem kommer kritikken fra? Og er der noget om snakken? Medvirkende: Mikkel Blaabjerg, forfatter, journalist, tidl. politisk rådgiver. Nicolai von Eggers, lektor i idéhistorie, Aarhus Universitet. Vært og tilrettelægger: Carsten Ortmann. supertanker@dr.dk

Hvad ville du spørge Sokrates om, hvis han pludselig sad i den anden ende af chatten? På et dansk website kan du nu skrive med nogle af filosofihistoriens store tænkere som Sokrates, Kant og Foucault. Svarene bygger på deres egne tekster. Men er det en samtale, eller bare en meget raffineret efterligning? Og kan en kunstig intelligens hjælpe os med at tænke selv, hvis den ikke giver svar, men i stedet begynder at stille spørgsmål? Medvirkende: Karsten Holt, medstifter af wisethinking.ai. Christiane Vejlø, digital trendanalytiker, Electronista, forfatter, medlem af Dataetisk Råd. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann. supertanker@dr.dk

Feminismen er gået for vidt, og mænd er blevet kørt ud på et sidespor. Det er kvinder også, når de vil girlbosse sig til karrierer. Måske skal de hellere gå hjemme og holde hus og passe børn? Feminismen har fået en moderne modbevægelse i "maskulinismen". Hvor kommer den fra? Hvad kan den føre til? Og skal forslag om at afskaffe ligestilling og stemmeret til kvinder overhovedet tages alvorligt? Medvirkende: Tone Dandanell, filosof og højskolelærer og Andreas Beyer Gregersen, post.doc & phd, forsker i politisk aktivisme og sociale bevægelser, Aalborg Universitet, lex.dk-skribent bl.a. om maskulinisme. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann.

Samtalen er basis for enhver relation mellem mennesker - og for demokratiet, som vi gerne vil værne om og styrke. Hvornår og hvordan opnår vi den gode samtale, som parterne går berigede fra? Kan vi øve os på samtale, eller skal den helst opstå spontant? Medvirkende: Pernille Bandholm Jakobsen, konsulent, facilitator og forfatter. Søren Peter Hansen, direktør og programleder for etik og værdibaseret udvikling i Tænketanken Prospekt. Vært og tilrettelægger: Carsten Ortmann.

Er det sproget? Det rødbedefarvede pas? At være født i Danmark? At stå i kø på en særlig måde? Eller ligger det i generne? Vi taler ofte, længe og ophedet om, hvad der er dansk, og hvem der må kalde sig dansk. Men er der overhovedet nogen der ved, hvad danskhed er? Medvirkende: Kristoffer Bayer; ph.d.-stipendiat i idéhistorie, Aarhus Universitet. Alberte Bové Rud; post.doc ved Det Danske Institut i Rom og gæsteforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Carsten Ortmann; tilrettelægger og vært.

Livmoder, mælk, vasketøj, skrabeknæ og omsorg. Moderskab er en af de mest almindelige erfaringer i verden, men samtidig en af de sværeste at finde sprog for. Mor er krop, stemme, arbejde og myte. Og et fænomen som litteraturen har forsøgt at skrive sig ind i. To kvinder med hvert deres "mor-kontor" men med en universel erfaring, giver deres bud på år de fødte og opfostrede børn. Medvirkende: Marianne Verge,; forfatter og mor. Lilian Munk Rösing, lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, litteraturkritiker ved dagbladet Politiken og mor. Natalie Mealand, førstegangsmor. Carsten Ortmann ; tilrettelægger, vært og far.

Elitesporten har i årtier udviklet sprog, træningsmetoder og miljøer, så stjernerne præsterer bedst muligt under pres. Kunsten har omvendt romantiseret den ensomme og lidende udøver, som nærmest ud af det blå laver sine unikke værker - og somme tider bukker under for presset. Men kan kunstens stjerner tage ved lære af elitesportens helte, selv om det erklærede mål ikke er at blive bedst og vinde medaljer? Det mener en musikentreprenør, som taler for et Team Danmark for musik. Medvirkende: Jakob Sørensen musikentreprenør, forperson i Danske Uafhængige Pladeselskaber, medstifter af Copenhagen Records og The Bank og Kristoffer Henriksen professor i sportspsykologi ved Syddansk Universitet. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa er det tætteste, vi kommer på en nulevende rockstjerne inden for filosofien. Hans tanker om de menneskelige omkostninger ved det moderne livs høje tempo har vundet verdensomspændende udbredelse. Men hvad stiller vi op med afmagten, når vi pisker afsted i hamsterhjulet? Det giver Rosa et bud på i en ny samfundskritisk bog. Medvirkende: Hartmut Rosa sociolog, politolog, Universiteterne i Jena og Erfurt. Tilrettelægger: Christoffer Heide Høyer. Vært: Carsten Ortmann.

Er demokratiet truet? Bestemmer snedige og stærke tyranner over os? Påvirker techverdenens SoMe-algoritmer og AI vores holdninger? Forskere er i fuld gang med den store Magtudredning 2.0, som kortlægger hvem der egentlig bestemmer hvad i Danmark. De er blevet mere bekymrede, siden den første magtudredning kom i 2003... Medvirkende: Michael Bang Petersen professor i Statskundskab, Aarhus Universitet og leder af Magtudredningen 2.0. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann.

Hvad skal man kunne for at leve et godt liv og være til gavn for samfundet? Antikkens filosofiske skoler fokuserede på karakterdannelse og dyder. Et par tusinde år senere grundlagde Grundtvig højskolen og kaldte den "Skolen for livet". Har danske højskoler græske filosofiske aner? Og kan man blive en bedre samfundsborger ved at hoppe ind i en skoleboble fri for eksamener og uden fastlagt pensum? Medvirkende: Ingrid Ank teolog og leder af Grundtvig-Akademiet, Grundtvigsk Forum. og Simon Axø idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann. I redaktionen: Mikkel Poulsen.

Når vi oplever, at verden begår de samme fejl om og om igen, siger vi ofte: "Vi må da have lært noget af historien." Men kan vi i det 21. århundrede fx lære noget af Romerriget og dets fald? Der er måske paralleller, men vil omstændighederne ikke altid være nogle helt andre? Medvirkende: Mary Beard, professor emerita i historie, Cambridge University og Marianne Pade, professor i klassisk filologi, Aarhus Universitet. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann,

Vi lever i en klimakriseramt verden, der kalder på, at vi forestiller os noget andet. Noget vi endnu ikke har set. Men hvad hvis problemet ikke er mangel på viden men mangel på evnen til at sanse og føle det, vi allerede ved? En sensibilitetskrise, kalder en sociolog det, og en filosof minder os om, at vi er jordboere. På ARoS, Aarhus Kunstmuseum kan man se udstillingen Step Inside, hvor man træder ind i værker, der omslutter kroppen og sanserne og måske hjælper forestillingsevnen. Medvirkende: Victoria Christiansen kurator, ARoS, Jacob Wamberg kunsthistoriker, dr.phil. og Jonas Holst filosof og forfatter. Carsten Ortmann. Tilrettelæger og vært: Carsten Ortmann.

Vi taler om patriarkatet, som noget gammeldags og kvindeundertrykkende, som vi gerne vil gøre op med. For kvindernes skyld - på bekostning af mændene. Men er patriarkatet overhovedet nogens ven, når mænd angiveligt lider lige så meget under kulturen, som kvinder gør? Hvad er overhovedet patriarkatets dynamikker, og hvordan slipper man(d) fri af dem, hvis man ønsker det? Medvirkende: Søren Rosendal filosof, sociolog, oversætter og Elisabeth Friis litteraturforsker og feminismeteoretiker, Lunds Universitet. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann