3 ting skal til, for at flytning til plejehjem går godt ifølge forsker

Det er næsten altid stressende at flytte. Første gang, vi gør det, er det som regel præget af eventyrlyst, optimisme og en frydefuld blanding af spænding og nervøsitet. Men den allersidste flytning kan være præget af noget helt andet. Forskere fra Lunds Universitet i Sverige har undersøgt, hvordan ældre mennesker oplever at flytte på plejehjem. De er kommet frem til, at selve flytteprocessen er afgørende. "Det viser sig, at selve flytningen er lige så vigtig for trivsel som den omsorg, man faktisk får på plejehjemmet," siger forsker Linda Arvidsson i en pressemeddelelse. Den svenske forsker fulgte 7 ældre personer i alderen 87 til 95 år, mens de flyttede fra deres hjem til en institution. Hun interviewede dem ad tre omgange: Da de fik at vide, at de skulle flytte. Under selve flytningen. Efter, at de havde boet på det nye sted i et stykke tid. Forskeren beskriver flytteoplevelsen som både eksistentiel og praktisk. Den er ofte præget af ambivalens og stress - og den fysiske belastning er betydelig. Arbejdet med at pakke og sortere ejendele fra et helt liv og beslutte, hvad der skulle bevares, oplevede de som krævende. Dertil kommer det følelsesmæssige arbejde: Tanken om at forlade sit hjem og flytte til det, der sandsynligvis bliver det sidste sted, man bor. Alle deltagerne i studiet flyttede på grund af deres fysiske helbred. Ingen af dem havde demens, som ellers er den mest almindelige årsag til, at ældre ikke længere kan bo hjemme. Studiet er en del af forskerens ph.d.-arbejde. Flytningen er også farvet af relationerne til de nærmeste. Flere af de ældre i studiet fortalte, at de primært flyttede for at gøre det lettere for deres pårørende. Det er ikke usædvanligt, at ældre forsøger at berolige deres nærmeste ved at sige: "Det bliver rigtig fint", fortæller Linda Arvidsson - selv om de i virkeligheden bekymrer sig ret meget. Spørgsmålet, forskeren ville besvare, var, hvordan flytteprocessen kan gøres bedre. Anne Marie Mork Rokstad er professor ved Høgskolen i Molde i Norge. Hun har selv forsket i og interviewet personer med demens. Her kom temaet om flytning til plejehjem ofte op. "Jeg tror, den største udfordring er usikkerhed og skepsis overfor det ukendte," siger hun. "Plejehjem har jo også fået et negativt ry gennem medierne og andres erfaringer." Ligesom i den svenske undersøgelse fortalte flere af de ældre, at de frygtede, at belastningen skulle blive for stor for deres nærmeste. "Flere var i udgangspunktet skeptiske og ønskede at blive boende hjemme. Men efterhånden, som behovet for hjælp i hverdagen blev betydeligt større, blev de mere indstillet på at flytte," siger Anne Marie Mork Rokstad. Mange oplever, at de ikke i tilstrækkelig grad er involveret i beslutningen om, hvornår de skal flytte på plejehjem, fortæller Anne Marie Mork Rokstad, som også er ansat ved Nationalt Center for Aldring og Sundhed i Norge. "Det gælder især personer med kognitiv svækkelse og demens," siger hun. Anne Marie Mork Rokstad forklarer, at både pårørende og fagpersoner kan tøve med at tage emnet om flytning op af frygt for protester og anklager om, at de pårørende vil 'skille sig af med' dem. "Jeg tror, denne frygt i høj grad er ubegrundet," siger hun. Tilbuddet om en plejehjemsplads kan komme meget pludseligt, hvis der med et bliver en ledig plads. Og den skal ofte fyldes hurtigt. Det kan være vanskeligt for alle involverede - både for den ældre og for de pårørende, ifølge Anne Marie Mork Rokstad. Men på trods af alt dette fandt de fleste, hun interviewede, sig godt til rette i deres nye hjem. Ifølge den svenske forsker er der tre ting, der skal til, for at flytningen skal gå godt: De ældre skal selv være så involveret som muligt. De skal have gode relationer til dem, der hjælper med flytningen - for eksempel slægtninge, venner eller en partner. Tidspunktet for flytningen skal passe både den ældre og de pårørende. "Det er en stor, praktisk og følelsesmæssig proces. Den skal have lov til at tage tid. Nogle er hurtige, mens andre har bru...