Diskutér Videnskab.dk - Automatisk oplæsning på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.
Uanset vores opvækst har voksenvenskaber stor betydning for vores mentale og fysiske helbred. Forskere vurderer i et nyt studie, at gode sociale relationer hænger sammen med en mere positiv vurdering af ens mentale og fysiske helbred, tilmed i højere grad end stærke familierelationer i barndommen. Konklusionen giver ifølge Marie-Elisabeth Lei Pihl, der er postdoc ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet og forsker i venskaber, ret god mening. Hun har ikke været en del af det nye studie, men har læst det for Videnskab.dk. "Venskab spiller en særlig rolle, fordi vi gennem venskaber har mulighed for at præge vores eget liv og gå i den retning, vi selv ønsker, da venskaber er selvvalgte. Familie, derimod, er man født ind i og til en vis grad prisgivet," fortæller hun til Videnskab.dk. "Det er da tankevækkende og måske også lidt positivt, at venskaber vægter så meget, i den forstand at det understreger, at vi har mulighed for at præge vores liv." Det nye studie er lavet på baggrund af over 200.000 svar fra voksne på tværs af 22 forskellige lande via Global Flourishing Study. Et projekt, der har til formål at studere menneskelig velvære på tværs af kulturer, religiøse tilhørsforhold og lokation. Det er noget Marie-Elisabeth Lei Pihl bider mærke i: "Studiet ser umiddelbart meget velunderbygget og metodisk stærkt ud. Det bygger på en omfattende mængde data, så det tør siges at være en imponerende bedrift." Det særlige her er, at det er de samme deltagere, der siden projektets opstart i 2024 går igen i alle undersøgelser, og som fremadrettet bliver adspurgt med årlige mellemrum, skriver det videnskabelige forlag Taylor & Francis i en pressemeddelelse. Dog skal man være opmærksom på, at der er tale om selvrapporterede svar. Det vil sige deltagernes egne fornemmelser for deres sundhed og ikke fysiske målinger. Trods projektet har eksisteret siden 2024, er der indtil videre kun kommet det nye studie ud af det. Andre studier, lavet på baggrund af projektet, har dog blandt andet undersøgt, hvilken betydning din barndom har for, hvor aktiv du er senere i livet. I studiet har forskerne modtaget svar på en række spørgsmål om deltagernes syn på blandt andet deres helbred, relationer og livssyn. Deltagerne stammer fra Australien, Brasilien, Tyskland, Indien, Japan, Egypten, Storbritannien og Mexico. Forskerne har i deres analyser taget højde for en række faktorer, herunder deltagernes indkomst og uddannelse, som ellers kunne være med til at forklare sammenhængen mellem sociale relationer og helbred. "Vores fund viser, hvorfor sociale relationer burde blive opfattet som en vigtig del af vores overordnede sundhed," siger professor ved Kütahya Health Sciences University i Tyrkiet, Veli Durmuş - der er forskeren bag studiet - i pressemeddelelsen. I forlængelse heraf siger han, at man i planlægningen af folkesundhed burde tage sociale relationer og deres påvirkning af vores fysiske og psykiske helbred med i overvejelserne. At venskaber er vigtigt for vores helbred, kan Marie-Elisabeth Lei Pihl erklære sig helt enig i. "Vi har brug for at opleve nærhed og omsorg fra vores omverden. Omvendt kan man se, at ensomhed udgør en overhængende og alvorlig helbredsrisiko." Tidligere forskning (for eksempel her, her og her) beskriver desuden, hvordan venskaber kan beskytte mod stress, styrke selvværdet og gøre det lettere at styre sine følelser. Studiet er udgivet i tidsskriftet Journal of Mental Health.
Om bare tre år er det planen at sende den første rumsonde til Alfa Centauri, vores nærmeste stjernenabo-system bare 4 lysår borte, hvilket vil sige, at lyset fra Alfa Centauri er omkring fire år om at nå frem til Jorden. Rumsonden, som har fået navnet Fermi Explorer, skal ud på en rejse, som vil tage næsten 80.000 år, og den skal bygges for private midler. Begrundelsen for at bygge rumsonden Fermi Explorer er det berømte Fermi paradoks. Det blev første gang formuleret af den italienske fysiker Enrico Fermi i 1950. Under en frokost med kolleger stillede han spørgsmålet: "Hvor er de?" Fermi undrede sig nemlig over, at vi hverken har hørt eller set noget til fremmede civilisationer, hvis universet er fuldt af dem. Det spørgsmål kan Fermi Explorer ikke løse, men rumsonden er det allerførste symbolske skridt til, at vi selv rejser ud til stjernerne for at finde svaret. Ideen til projektet kommer fra en englænder ved navn Philip Johnston. Han er både matematiker og fysiker, og han har været med til at starte et firma ved navn Starcloud, hvis formål er at anbringe datacentre i rummet – noget, som måske kan blive det næste store projekt i rummet. Med den baggrund bliver der lyttet, når Johnston kommer med et forslag – også selv om det er en stjernesonde. I hvert fald er der nu samlet et hold, der skal søge at finde 15 millioner dollar blandt private investorer til at bygge Fermi Explorer. Der er allerede udført et stort forarbejde, som er beskrevet på projektets hjemmeside – hvor man i øvrigt har mulighed for at donere til projektet. Det er dog noget af en udfordring at bygge en rumsonde, der skal flyve til Alfa Centauri, når man kun har 15 millioner dollar at gøre godt med. Der er slet ikke råd til at bygge en hurtig rumsonde, og det forklarer den lange rejsetid på 80.000 år. Men det tager man ikke så tungt, for her er det symbolværdien, der er det afgørende. På mange måder er Fermi Explorer et beskedent projekt. Sonden vejer kun godt 150 kg, og selve nyttelasten er på bare 1 kg anbragt i en lille kasse på 10x10x10 cm. Man har valgt at bruge velgennemprøvet teknik, så rumsonden er stort set en tank fyldt med gassen xenon (Xe), der bruges som brændstof i en ionmotor. For at få den til at flyve hurtigt nok begynder den lange rejse med at sende rumsonden ind mod Solen i en aflang bane, der bringer sonden næsten så tæt på Solen som planeten Merkur. Når rumsonden er tæt på Solen, har den pæn fart på, og det er først her, man tænder for ionmotoren. For hvis man i forvejen har fart på, så virker et ekstra skub fra ionmotoren bedre – den såkaldte Oberth effekt. Når rumsonden er længere borte fra Solen, slukkes motoren for at spare på brændstoffet. Hver gang, rumsonden er tæt på Solen, tændes for motoren, og hver gang øges farten. Det vil tage 12 år, før den i 2043 har fået så meget på, at den helt kan forlade vores solsystem og begynde den egentlige 80.000 år lange rejse. Den rejse kan vi ikke følge – men det betyder ikke noget. For i den 1 kg tunge kasse er der kun få instrumenter, men til gengæld budskaber rettet mod, hvem der måtte finde rumsonden. Selv om Fermi Explorer kommer godt af sted, så er det jo kun en symbolsk handling – en udfordring, vi kan tage op eller ignorere. Men det efterlader os med et spørgsmål: Hvilke muligheder har vi for at rejse til stjernerne? Hvis vi går ud fra kendt videnskab, så er der to svar på, om stjernerejser er mulige: Hvis vi taler om bemandede rejser, så er svaret næsten helt sikkert nej. Hvis vi taler om ubemandede rejser, så er svaret ja – men med besvær. Lad os starte med de ubemandede rejser. De vil sandsynligvis blive foretaget af robotter udstyret med en avanceret form for kunstig intelligens (AI), så de på egen hånd kan planlægge og gennemføre ankomsten. Det er simpelthen nødvendigt, da det vil tage flere år for et radiosignal at blive sendt fra Jorden og op til sonden, ligesom et svar også vil være flere år undervejs. Med den udvikling, der er inden for AI, skal det nok blive muligt at bygg...
Går du til lægen, bliver tilset af en sygeplejerske eller får fjernet en visdomstand af tandlægen, er der stor sandsynlighed for, at du behandles af en kvinde. For mellem 1990 og 2023 blev antallet af sundhedsmedarbejdere på verdensplan tredoblet, og det var i høj grad kvinder, der stod for denne vækst. 71,4 procent af de nye medarbejdere i perioden var nemlig kvinder, og i dag er næsten 70 procent af sundhedspersonalet på globalt plan således hunkøn. Det viser et nyt studie offentliggjort i The Lancet Public Health, skriver University of Washington i en pressemeddelelse. Men til trods for den betydelige vækst af særligt kvindeligt sundhedspersonale mangler der stadig arbejdskraft i sundhedssektoren mange steder i verden - særligt i Sydasien og i Afrika syd for Sahara. Helt konkret anslår forskere, at vi mangler 34,4 millioner sundhedsarbejdere på verdensplan. "Selvom den globale arbejdsstyrke er vokset dramatisk, vil der være behov for millioner af flere læger, sygeplejersker, jordemødre, tandlæger og farmaceuter, for at sikre at folk overalt kan få adgang til essentielle sundhedsydelser," siger Annie Haakedstad, som er seniorforfatter af studiet og adjunkt i sundhedsmålinger ved Institute for Health Metrics and Evaluation på University of Washington. For at sikre at der er nok sundhedspersonale verden rundt, kræver det derfor markante forbedringer på flere områder. Studiet peger blandt andet på, at man både bør investere i uddannelse og fastholdelse, men også at man bør forbedre arbejdsvilkårene for den hovedsageligt kvindelige arbejdsstyrke. Det kunne for eksempel være at gøre arbejdstiderne mere fleksible eller sørge for, at der altid er betalt barsel.
Cannabis bliver stadig stærkere og lettere at få fat i verden over, men vi ved overraskende lidt om, hvordan større doser tetrahydrocannabinol (THC), som er det vigtigste aktive stof i cannabis, påvirker rusen. Vores nye forskning viser, at større doser generelt får folk til at føle sig mere skæve, men sammenhængen er ikke helt enkel: En dobbelt så stor dosis giver langt fra en dobbelt så kraftig rus. Det rejser et enkelt, men vigtigt spørgsmål for både førstegangsbrugere og folk, der begynder at bruge cannabis igen efter en pause: Hvordan vil den mængde THC, jeg indtager, påvirke mig? Cannabislovgivningen er blevet ændret i mange lande, og i nogle tilfælde har det ført til, at flere og mere forskelligartede produkter er blevet tilgængelige, samtidig med at antallet af nye cannabisbrugere er steget visse steder. Samtidig er THC-indholdet i cannabisprodukter steget verden over, uanset om cannabis er lovligt eller ej. THC er det stof i cannabis, der påvirker vores tanker og følelser, og det kan have både positive og negative effekter. Det sker, ved at THC påvirker receptorer i hjernen, især den såkaldte CB1-receptor. Disse receptorer er en del af det endocannabinoide system, som er med til at holde kroppen i balance og beskytte den. Førstegangsbrugere og personer med begrænset erfaring med cannabis har størst risiko for ved et uheld at indtage for meget og opleve uønskede virkninger som uro, angst og paranoia. Det store udvalg af cannabisprodukter gør det svært at vide, hvor grænsen går for, hvor meget man kan tåle. I vores studie, som er offentliggjort i tidsskriftet Neuroscience and Biobehavioral Reviews, samlede vi resultaterne fra 41 undersøgelser af, hvordan THC umiddelbart påvirker menneskers oplevelser og følelser. Undersøgelserne omfattede i alt 1.020 deltagere, som brugte cannabis mindre end én gang om ugen. I forsøgene fik deltagerne nøje afmålte doser THC, og deres oplevelser blev sammenlignet med deres oplevelser efter at have fået placebo (en behandling uden aktivt stof). Det skyldes, at alene forventningen om at have indtaget THC kan fremkalde en mild rus. Hvordan påvirker THC så vores oplevelser og følelser? Overordnet følte personer, der sjældent brugte cannabis, sig mere skæve, ængstelige og trætte samt mindre årvågne og veltilpasse, end når de fik placebo. Vi undersøgte, hvordan det påvirker rusen at inhalere 5 milligram THC, som er en mængde, der er foreslået som en standardenhed for cannabis, på samme måde som vi bruger genstande til at måle alkoholforbrug. På en skala fra 0 til 100, og efter at vi havde trukket placeboeffekten fra, øgede én standardenhed THC følelsen af at være: 'skæv' med 34 point 'urolig, bekymret' med 14 point 'træthed' med 26 point og 'rolig' med 5 point Til gengæld faldt følelsen af: 'velvære' med 71 point og 'årvågenhed' med 40 point Når dosen blev fordoblet fra 5 mg til 10 mg, steg rusens intensitet kun fra 34 til 39 point – en stigning på blot 15 procent. Resultatet er et velkendt fænomen inden for farmakologien, som er en gren inden for læge- og naturvidenskaben, der beskæftiger sig med lægemidlers kemiske sammensætning, deres virkning og brug i behandlingen af sygdomme. Når en bestemt dosis er nået, giver yderligere dosisforøgelser ofte stadigt mindre ekstra effekt. (Der var ingen ændring i ængstelighed, træthed eller årvågenhed sammenlignet med dosen på 5 mg.) For uerfarne brugere peger det på, at mere THC kan forstærke de virkninger, de ønsker at opnå, men at den ekstra gevinst forholdsvis hurtigt kan flade ud. Hver ekstra dosis bidrager med mindre end den foregående. Vores resultater understøtter det klassiske råd om at mindske risikoen ved stofbrug: "Start lavt, og gå langsomt frem." Begynd med en lav dosis, og vent, til du mærker virkningen, før du tager mere. Den behagelige virkning flader forholdsvis hurtigt ud, mens større doser stadig kan føre til ubehagelige oplevelser. Hjernen tilpasser sig hurtigt. Når THC gentagne gange aktiverer cannabinoidreceptorerne, reducerer ...
Du står i metroen på vej til arbejde. Senere mødes du med venner på en bar, og på vej hjem går du gennem byen. Men måske bliver du filmet, uden at du ved det. Måske bliver optagelserne offentliggjort eller delt med andre. Det er en af de mange bekymringer, der følger med AI-briller. I Norge overvejer regeringen nu et midlertidigt forbud mod brillerne i blandt andet offentlige parker, skoler og på strande. Men for en bestemt gruppe mennesker kan de selvsamme briller være livsændrende. "Man kan i nogle situationer sammenligne det med at ville forbyde en førerhund," siger Brian Due, der er professor på Københavns Universitet og forsker i blindes brug af AI-teknologi. I et nyt Nature-studie finder forskere markante forbedringer for blinde og svagtseende ved at bruge en specialdesignet AI-navigator. Den særlige AI-baserede smartphoneapp og en hvid stok gjorde det muligt for 14 deltagere at gennemføre en udendørs rute cirka 13 procent hurtigere end med Google Maps og stok. Med en AI-brille kan de bruge kameraet som øjne og gå rundt i offentligheden, mens en chatbot giver besked om, hvad der er forude. Så spørgsmålet er, om vi risikerer at ramme mennesker, som har særlig stor gavn af AI, blot fordi kunstig intelligens skræmmer os? Meta-brillen er et godt eksempel på, hvordan udsatte grupper overses i debatten, mener Brian Due. Brillen har sine åbenlyse etiske udfordringer med et kamera, der kan optage uvidende mennesker mod deres vilje, hvorfor den med rette kritiseres, ifølge professoren. Men er du blind, kan brillen ændre dit liv. Det understøtter forskning. I et indisk studie fra 2025 afprøvede 90 blinde og stærkt svagtseende personer et AI-baseret hjælpemiddel monteret på briller. Efter en måned rapporterede knap tre ud af fire positive erfaringer med brillernes læsefunktion, mens omkring 45 procent havde positive erfaringer med at få beskrevet deres omgivelser. Forskerne bag studiet vurderer, at teknologien har potentiale til at gøre mennesker med synshandicap mere selvhjulpne. Dansk Blindesamfund har kaldt brillen "noget af det største, der er sket for blinde og svagsynede" inden for hjælpemidler. "Man skal tænke det helt lavpraktisk," siger Brian Due, der har forsket i AI-briller i en årrække. "Med brillen kan man pludselig kende forskel på bønner og linser i supermarkedet." Blinde og svagtseende får besked om, om det er den rigtige bus eller det rigtige tog, man er på vej ind i. Finde den rigtige toiletdør. Læse et menukort. Alle mulige små hverdagsting, som ellers kan hæmme tilværelsen for blinde i offentligheden og i privaten. Derudover er selve designet oplagt for blinde, mener Brian Due. For det ligner ikke et hjælpemiddel fra en offentlig instans, der skriger: Her er en blind eller svagtseende. "Mennesker med handicap er ligesom alle andre mennesker. Vi vil gerne bruge mainstream-teknologier, fordi det er lettest og oftest virker bedst. Men også fordi man gerne vil undgå at blive yderligere stigmatiseret," siger han. Men hvis AI-briller er udskældt, forbindes med krænkere eller helt forbydes, er det ret svært at blende ind blandt mængden med dem på hovedet. En anden stor gruppe, der også har gavn af AI-udviklingen, er ordblinde og mennesker med læse- og skrivevanskeligheder. Det er pludselig blevet nemmere at orientere sig i omfattende eller vanskeligt forståelig tekst, forfatte jobansøgninger, skrive mails på arbejdet, kommunikere med det offentlige eller formulere en besked til ven eller familiemedlem. "De er ikke på samme måde forhindret i at læse og skrive. Man kan bruge en chatbot som sparringspartner, eller man kan få den til at skrive en hel tekst til," siger Trine Gandil, der er lektor på Københavns Professionshøjskole, til Videnskab.dk. Gevinsten er særlig stor for voksne ordblinde, der kan bruge den på arbejdspladsen og i deres hverdag, mener Trine Gandil, som uddanner lærere og vejledere, der arbejder med børn, unge og voksne i læse- og skrivevanskeligheder. Ordblindeforeningen har kaldt det en "kæmpe gamec...
Generativ kunstig intelligens (AI) er på kort tid blevet en del af de studerendes hverdag. En britisk undersøgelse fra 2026 viste, at 95 procent af de adspurgte studerende havde brugt AI på en eller anden måde, mens 94 procent svarede, at de havde brugt generativ AI som hjælp til opgaver, der skulle bedømmes. Det rejser et stadig vanskeligere spørgsmål: Hvornår er der tale om legitim hjælp, og hvornår er der tale om regulær snyd? Eksamenssnyd og andre former for brud på reglerne for god akademisk praksis har længe været et problem i uddannelsessystemet, og de fleste uddannelsesinstitutioner underviser i såkaldt akademisk integritet. Undervisningen handler typisk om de regler, man forventer, at de studerende overholder, blandt andet når det gælder plagiering. I vores nyligt offentliggjorte studie satte vi os for at undersøge, hvor godt de studerende egentlig forstår reglerne, og ikke mindst hvordan de håndterer situationer, hvor der ikke findes et entydigt svar. Vi indsamlede vores data i 2020, før generativ AI blev alment tilgængelig. Det giver os et indblik i de problemer, de studerende allerede havde med akademisk integritet, inden AI for alvor gjorde sit indtog og komplicerede tingene yderligere. Vores resultater viser, at selvom de studerende på de højere uddannelsestrin er langt bedre til at genkende åbenlyse tilfælde af plagiering, har de sværere ved at gennemskue gråzonerne, hvor det afhænger af omstændighederne, om noget er acceptabelt eller ej. Og AI har skabt langt flere af netop den slags situationer. Vores studie indgik i et større forskningsprojekt, hvor vi gennemførte en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 6.000 elever og studerende på tre uddannelsesniveauer – gymnasiet, bacheloruddannelser og ph.d.-uddannelser – i ni europæiske lande: Danmark, Tyskland, Ungarn, Irland, Litauen, Holland, Portugal, Slovenien og Schweiz. Vi fandt, at undervisningen i akademisk integritet på de videregående uddannelser i 2020 først og fremmest fokuserede på plagiering. De studerende på de videregående uddannelser havde en solid forståelse af klassisk plagiering, hvor man manuelt kopierer andres arbejde. Gymnasieeleverne havde derimod svært ved selv de helt åbenlyse tilfælde: Under en tredjedel kunne identificere et direkte citat uden kildehenvisning som et brud på reglerne. Så selvom kun to tredjedele af de ph.d.-studerende i undersøgelsen kunne huske nogensinde at have modtaget undervisning i akademisk integritet, må der være sket noget positivt undervejs i deres uddannelsesforløb. Men akademisk integritet handler om mere end plagiering. I vores studie undersøgte vi også de studerendes forståelse af problemstillinger knyttet til samarbejde samt indsamling og analyse af data. Hvornår er det i orden at få hjælp fra medstuderende eller forældre? Og er det nogensinde acceptabelt at slette resultater, der afviger fra de øvrige? Vi ønskede også at undersøge, om de studerende kunne håndtere situationer, hvor det ikke er indlysende, hvad der er etisk forsvarligt at gøre. Det er her, problemerne for alvor viser sig. Når det gælder samarbejde, indrømmede 80 procent af gymnasieeleverne i vores undersøgelse, at de havde fået hjælp fra andre elever eller familiemedlemmer til opgaver, som de skulle have løst på egen hånd. Mere end halvdelen af de bachelorstuderende indrømmede det samme. Da vi undersøgte de studerendes evne til at forstå, hvad der er etisk forsvarligt ved indsamling og analyse af data, fandt vi et lignende mønster. Gymnasieeleverne så ud til at have en meget begrænset forståelse af de etiske problemer, der kan være forbundet med data. Samtidig indrømmede 14 procent af de ph.d.-studerende, at de havde "slettet eller ignoreret afvigende eller usædvanlige data ud fra en mavefornemmelse af, at de var unøjagtige eller upålidelige". I samme gruppe indrømmede 20 procent, at de ikke havde ført tilstrækkelig dokumentation over deres arbejde. Vi undersøgte også situationer, som studerende kan komme ud for, hvor reglerne er mindre ...
Opfindelsen af en lillebitte turbine markerer nu et stort gennembrud inden for det videnskabelige felt molekylære maskiner. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. I et studie, der netop er udgivet i det prestigefulde tidsskrift Nature, beskriver et internationalt forskerhold med flere danske deltagere, hvordan de har udviklet turbinen, der blot måler en milliontedel af en millimeter, men ikke desto mindre fungerer på samme måde som en normal turbine. Der er dog ikke tale om et elektronisk apparat i traditionel forstand. Det er derimod en såkaldt molekylær maskine, et begreb, der dækker over mikroskopiske molekyler, som designes til at efterligne traditionelle maskiner på makroniveau. Forskning i de molekylære minimaskiner løb med Nobelprisen i kemi i 2016, og feltet rummer enorme perspektiver. Knækker vi først koden, er det forventningen, at de bittesmå maskiner blandt andet kan sendes ind i kroppen på mennesker og for eksempel bruges til at reparere skadet væv eller levere medicin med enormt stor præcision. Den slags anvendelser ligger stadig et godt stykke ude i fremtiden, men med det nye studie har forskerne taget et vigtigt skridt. Konkret er de lykkedes med at udvikle et skrueformet molekyle, der roterer, når det tilføres strøm. "Når vi sender en ganske lille elektrisk strøm gennem molekylet, begynder det at dreje rundt. Det særlige er, at vi kan få det til at rotere kontinuerligt, styre rotationsretningen og endda styre hastigheden. Det er ikke set før," siger Per Hedegård, professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og medforfatter til det nye studie, i pressemeddelelsen. Den nye minimaskine er indtil videre testet ved temperaturer tæt på det absolutte nulpunkt, fordi den lave temperatur sænker molekylernes naturlige hastighed og gør dem lettere at styre. Forskerne arbejder nu på at få den molekylære maskine til at virke ved stuetemperatur. "Det store perspektiv er, at vi mennesker på makroskopisk niveau nu får nogle knapper at trykke på, der får mikroskopiske ting til at ske. Det er den slags kontrol, som kan blive afgørende, hvis vi skal udvikle mere avancerede molekylære maskiner og integrere dem i fremtidens teknologier," siger Michael Pittelkow, professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet og medforfatter til det nye studie, i pressemeddelelsen.
Hvorfor fortæller personer, der har været tæt på at dø, ofte om et stærkt lys, en følelse af at bevæge sig gennem en tunnel eller om at se deres liv passere revy? En mulig forklaring har længe været det kraftigt psykedeliske stof dimethyltryptamin, bedre kendt som DMT, der er klassificeret som et narkotisk stof i Storbritannien (og Danmark, red.). Besiddelse, produktion og handel med DMT er ulovligt. Stoffet kan fremkalde intense oplevelser, som på flere punkter minder om de såkaldte nærdødsoplevelser. I et nyligt studie har jeg derfor sammenlignet de to typer oplevelser i detaljer. Resultaterne viser markante ligheder, men også væsentlige forskelle. Tidligere forskning har peget på, at DMT-oplevelser og nærdødsoplevelser deler en række grundtræk. Men min ph.d.-afhandling er den første, der foretager en dybdegående kvalitativ sammenligning af de to oplevelser. Studiet er samtidig det første feltstudie af sin art. I stedet for at give deltagerne DMT i et laboratorium undersøgte vi oplevelser, der fandt sted i velkendte omgivelser. I alt deltog 36 personer i forsøget. De inhalerede en høj dosis fordampet DMT, typisk gennem en glaspibe, i vante omgivelser som for eksempel deres eget hjem. Bagefter interviewede mine kolleger og jeg deltagerne ved hjælp af en metode inspireret af såkaldt mikro-fænomenologi. Det er en nyere videnskabelig tilgang, der skal hjælpe personer med at beskrive sider af deres oplevelse, som normalt er svære at få adgang til og sætte ord på. Metoden hjælper interviewpersonerne med at genkalde sig detaljer fra oplevelsen ved at lade dem beskrive forløbet øjeblik for øjeblik med deres egne ord og i kronologisk rækkefølge. Undervejs bliver de bedt om at uddybe forskellige sider af oplevelsen, for eksempel sanseindtryk og følelser. Det gjorde det muligt for os at undersøge oplevelserne langt mere detaljeret. Vi kunne blandt andet se nærmere på, hvordan overordnede temaer, som møder med usædvanlige væsener eller en følelse af helt at gå i opløsning, konkret kom til udtryk. Samtidig kunne vi undersøge, hvor hyppigt de enkelte fænomener optrådte. Derefter sammenlignede vi deltagernes beskrivelser med vores analyse af rådata fra en anden forskergruppes studie fra 2018, som byggede på 34 nærdødsoplevelser udløst af hjertestop. Studiet viste, at der ud over lighederne også er væsentlige forskelle mellem de to typer oplevelser – forskelle, som tidligere forskning i vid udstrækning har overset. I begge grupper fortalte deltagerne ofte, at de følte sig adskilt fra kroppen, mødte forskellige væsener, bevægede sig gennem gådefulde rum som tunneller eller tomrum og så kraftigt lys. Lighederne kan tyde på, at nogle af de samme processer i hjernen er involveret. Det kan blandt andet dreje sig om forstyrrelser i de områder, der bidrager til vores kropslige selvopfattelse, evnen til at forestille os andre menneskers perspektiv samt bearbejdningen af sanseindtryk og rum. Men der var også tydelige forskelle. DMT-oplevelser indeholdt næsten aldrig den klassiske oplevelse af, at "livet passerer revy", som ofte forbindes med nærdødsoplevelser, hvor mennesker oplever, at scener fra deres liv dukker op igen. Det samme gjaldt dramatiske forestillinger om at vende tilbage til livet, for eksempel mødet med en symbolsk grænse, som man ikke kan krydse uden at dø. Omvendt optrådte de komplekse geometriske mønstre, der er karakteristiske for DMT-oplevelser, stort set aldrig i nærdødsoplevelser. Den mest markante forskel lå dog i måden, de enkelte fænomener kom til udtryk på. Personer med nærdødsoplevelser fortalte for eksempel ofte, at de mødte afdøde familiemedlemmer eller venner. DMT-brugerne beskrev derimod konsekvent møder med fremmedartede eller nærmest overjordiske væsener. Et typisk træk ved nærdødsoplevelser var, at personen pludselig oplevede sig selv som en ånd, der betragtede sin egen krop ovenfra, før vedkommende blev mødt af en form for guide. Til sammenligning forsvandt kropsbevidstheden helt i løbet af DMT-oplevelser, mens ...
Under 2. verdenskrig kæmpede USA og Nazi-Tyskland ikke kun på slagmarken, men også i laboratoriet. Her kappedes de om at komme først med udviklingen af atomenergi og ikke mindst atombomben. Som bekendt blev det amerikanerne, der vandt kapløbet og cementerede de allieredes sejr over aksemagterne, da de kastede atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Men hvor langt var tyskerne egentlig med deres atomprojekt? Den berømte tyske fysiker og nobelpristager Werner Heisenberg, der drev det tyske atomprogram, skrev efter krigen, at tyskernes reaktor blot manglede "en relativt lille mængde uran" for at virke. Det har amerikanske forskere nu undersøgt i et nyt videnskabeligt studie, og svaret er klart: Nazisterne var ingenlunde tæt på at blive en atommagt. I studiet har fysikere og ingeniører rekonstrueret dele af den atomreaktor, der kunne have været Nazi-Tysklands afgørende skridt på vejen mod en bombe: den såkaldte B8-reaktor. Forskerne har udnyttet historiske dokumenter, tekniske rapporter og to bevarede terninger af uran fra projektet til at rekonstruere, hvad den tyske B8-reaktor egentlig var i stand til. Ifølge studiets computersimuleringer var der lang vej igen for nazisterne. Konkret skriver forskerne, at "tyskerne ville have haft brug for cirka 2 gange mere uran og 2,2 gange mere tungt vand, end de rent faktisk benyttede, hvilket langt overstiger Heisenbergs forudsigelser". Tungt vand er en særlig type vand, hvor brintatomerne er skiftet ud med isotopen deuterium. I den tyske B8_reaktor blev tungt vandt brugt som såkaldt moderator, altså et stof, der i en atomreaktor bremser neutronernes fart, så det bliver muligt at kontrollere den kædereaktion, der skaber energi. Tyskerne hentede det tunge vand fra kraftværket Vemork i det besatte Norge, men blev flere gange udsat for sabotage. Af samme årsag havde nazisterne ikke mulighed for at skaffe den nødvendige mængde tungt vand til deres atomprogram. Forskerne har også undersøgt, om tyskerne teoretisk set kunne have erstattet det tunge vand med grafit. Mineralet udfylder den samme moderator-rolle som tungt vand i andre typer atomreaktorer og var afgørende for amerikanernes atomvåbenprogram under 2. verdenskrig, det såkaldte Manhattenprojekt. Det nye studie viser imidlertid, at grafit aldrig var en reel mulighed for nazisterne, fordi mineralet ikke fandtes i en tilpas ren form i de tysk-besatte områder. Med andre ord var Nazi-Tyskland langt fra at kunne udvikle en fungerende atomreaktor og endnu længere fra at skabe en atombombe. "Vi konkluderer, at Tyskland ikke ville have været i stand til at bygge reaktorer baseret på tungt vand eller grafit under Anden Verdenskrig," skriver forskerne i den videnskabelige artikel. Det nye studie viser først og fremmest, at Nazi-Tysklands beslutning om at bruge tungt vand frem for grafit ikke var afgørende for deres mislykkede forsøg på at udvikle atomenergi – de ville have fejlet uanset hvad. Det vurderer historieprofessor Mark Walker, der ikke har været involveret i det nye studie, men som selv forsker i nazisternes atomprogram ved det amerikanske Union College. "At tyskerne ikke forsøgte at bruge grafit som moderator – sådan som amerikanerne gjorde – var ikke udslagsgivende, da den grafit, der ville være tilgængelig for dem, ikke var tilstrækkelig ren," skriver Mark Walker i en mail til Videnskab.dk. Selvom tyskerne var milevidt fra at have atomvåben, kalder Mark Walker deres forsøg for "en af de vigtigste udviklinger i nyere historie". For hvis det ikke havde været for troværdige rapporteringer om det tyske atomprojekt og frygten for 'Hitlers bombe', er det svært at forestille sig, at USA havde kastet så mange ressourcer efter at komme først med atombomben. Og hvis det ikke havde været for angrebene på Hiroshima og Nagasaki, havde Sovjetunionen og USA næppe haft det samme atomkapløb efter 2. Verdenskrig, vurderer Mark Walker. "Verden ville have været et meget anderledes sted."
"Ryger du cigaretter?" spurgte jeg kort og kontant en patient ved en konsultation for nylig. "Ikke længere. Nu bruger jeg Zyn-nikotinposer," svarede han. Som med alle andre patienter forsøgte jeg at vurdere, hvor parat han var til at ændre sine nikotinvaner, eller hvor stor modstand han eventuelt havde mod det. Jeg spurgte, om han kunne være interesseret i at prøve behandling med nikotinerstatning, som er en medicinsk behandling, hvor man får små, kontrollerede doser nikotin. Hans svar overraskede mig: "Er det ikke allerede et nikotinerstatningsprodukt, jeg bruger?" Jeg samlede tankerne og forklarede, at selvom nikotinposer ganske rigtigt er en form for nikotinerstatning, er der en række vigtige forbehold. Egentlige nikotinerstatningsprodukter er reguleret af den amerikanske lægemiddelmyndighed, Food and Drug Administration (FDA), med det formål at hjælpe folk med at holde op med at ryge. Zyn og andre nikotinposer er derimod kommercielle tobaksprodukter, forklarede jeg. De er reguleret af FDA, men er ikke godkendt af myndigheden som lægemidler til rygestop. Min patient blev overrasket, for han havde ikke været klar over, at der var forskel. Det er en udbredt misforståelse. Samtalen blev afgørende for, hvordan jeg efterfølgende greb mine konsultationer an. Som læge med speciale i behandling af afhængighed taler jeg ofte med patienter, der bruger nikotin i forskellige former. Det kan kan hjælpe folk med at træffe mere oplyste valg, hvis de får en bedre forståelse af, hvordan produkterne adskiller sig fra hinanden, og hvad vi ved om deres indbyrdes risici. Når jeg taler med patienter, gør jeg meget ud af at forklare forskellen mellem de skader, nikotinen i sig selv forårsager, og de skader, der skyldes måden, nikotinen bliver indtaget på. Tobaksprodukter, der forbrændes, som for eksempel cigaretter, udsætter brugerne for tusindvis af kemiske stoffer, der bliver dannet, når tobakken brænder. Nyere produkter som e-cigaretter tilfører derimod røgfri nikotin. Men fraværet af røg betyder ikke, at de nye produkter automatisk er sikre. Nikotin er fortsat afhængighedsskabende, og undersøgelser har rejst bekymring om effekterne på hjerte-kar-systemet, blandt andet ændringer i hjertefrekvens, blodtryk og blodkarrenes funktion. De langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser af nyere nikotinprodukter (især nikotinposer) er endnu ikke tilstrækkeligt belyst. Derfor handler samtaler om, hvilket nikotinprodukt der er mest hensigtsmæssigt for den enkelte, ikke om at inddele produkterne i "gode" og "dårlige". Det handler snarere om nuancerede samtaler med patienterne, der kan hjælpe dem med at nå deres mål og begrænse de samlede skadevirkninger. Desuden afhænger et nikotinprodukts sundhedsmæssige konsekvenser ikke kun af, hvad det indeholder, men også af, hvem der bruger det, hvordan det bruges, og hvad det erstatter. Der er stor forskel på de relative skadevirkninger, alt efter om vi taler om en ryger, der skifter til e-cigaretter, eller en ikke-ryger, der begynder at vape. Det er også vigtigt at holde sig for øje, når det gælder nikotinposer: Selvom de udsætter brugerne for færre giftige stoffer, betyder det ikke, at de er uden risiko – især ikke for unge og andre ikke-rygere, der ikke tidligere har brugt nikotin. I 1965 røg 42,4 procent af den amerikanske befolkning. I 2022 var andelen faldet til 11,6 procent. Det dramatiske fald skyldes ikke et enkelt tiltag, men årtiers videnskabelig dokumentation, oplysningskampagner, advarsler på tobaksprodukter, begrænsninger på reklamer, rygeforbud, højere tobaksafgifter og ændrede sociale normer. Samtidig har tobaksmarkedet udviklet sig, og røgfrie nikotinprodukter, som for eksempel e-cigaretter og nikotinposer, er blevet stadigt mere udbredte. I USA oplyste 6,5 procent af den voksne befolkning i 2023, at de brugte e-cigaretter, mens andelen, der havde brugt nikotinposer inden for det seneste år, steg fra 3,4 procent i 2023 til 5,9 procent i 2024. Den hastige udvikling understreger, at der er behov for e...
I takt med at flere og flere leder efter måder at holde aldringsprocessen i strakt arm, er kosttilskudsindustrien gået videre fra cremer og kosmetiske løsninger til noget mere ambitiøst: Produkter, der hævder at kunne bremse aldring ved at påvirke kroppens cellulære processer. Blandt de mest markedsførte stoffer er NAD+, NMN og resveratrol, som ofte bliver præsenteret som midler, der understøtter cellereparation, energiproduktion og sund aldring. Men hvad gør de egentlig, hvor bruges de, og hvor stærk er den videnskabelige dokumentation? For at forstå påstandene er det nyttigt at skelne mellem tre ting: Molekylet NAD+ De forbindelser, der sælges for at øge niveauet af NAD+ Produkter såsom kosttilskud, cremer og serummer, der indeholder dem. NAD+ (nikotinamidadenindinukleotid) er et coenzym, der findes i alle levende celler. Et coenzym er et hjælpemolekyle, som gør det muligt for enzymer at udføre kemiske reaktioner i kroppen. NAD+ spiller en afgørende rolle i energistofskiftet, DNA-reparation, inflammation og aktiviteten af en familie af proteiner, der er involveret i cellernes respons på stress. Niveauet af NAD+ har tendens til at falde med alderen, selvom dette fald er komplekst og kan variere mellem forskellige vævstyper. Et lavere niveau af NAD+ er forbundet med nedsat mitokondriefunktion. Mitokondrierne er de strukturer i cellerne, der hjælper med at producere energi. Det er én af de biologiske forandringer, som forbindes med aldring. NAD+ er også begyndt at finde vej til hudplejeprodukter som creme og serum, men der findes foreløbig kun begrænset videnskabelig dokumentation for effekten, og dokumentationen er endda endnu svagere end for kosttilskud. Selvom NAD+ er vigtig for hudcellernes energiproduktion og reparationsprocesser, er det stadig uklart, om NAD+ i almindelige hudcremer kan trænge igennem huden i tilstrækkelige mængder til at skabe en reel anti-aging-effekt. Mere veldokumenterede ingredienser som solbeskyttelse, retinoider og niacinamid har i øjeblikket langt stærkere videnskabelig dokumentation for at forbedre synlige tegn på aldring i huden. Da NAD+ i sig selv ikke menes at blive optaget særligt effektivt, når det indtages oralt, har meget af forskningen fokuseret på såkaldte NAD+-forstadier. Forstadier er stoffer, som kroppen kan omdanne til et andet stof. I dette tilfælde er det forbindelser, som kroppen kan omdanne til NAD+. To af de mest kendte er: Nikotinamid-mononukleotid (NMN) Nikotinamid-ribosid (NR) I dyreforsøg har NAD+-forstadier vist lovende resultater. Ældre mus, der fik disse stoffer, udviste forbedringer i energistofskiftet, insulinfølsomhed og visse aspekter af fysisk funktion. Flere studier har også rapporteret forbedringer i sund levetid (healthspan) og markører relateret til levetid, selvom resultaterne varierer mellem forskellige dyremodeller og ikke uden videre kan overføres til mennesker. Disse resultater har været med til at skabe enorm kommerciel interesse, men det har vist sig langt vanskeligere at omsætte lovende museforsøg til konkrete fordele for mennesker. Kliniske studier på mennesker tyder på, at NMN og NR kan øge niveauet af NAD+ eller relaterede markører for NAD+-aktivitet i blod og væv. Den stærkeste dokumentation findes dog for ændringer i blodet, mens evidensmængden for målbare effekter i specifikke væv stadig er begrænset. En del mindre studier har rapporteret mulige fordele for stofskiftet, blandt andet forbedret insulinfølsomhed hos bestemte grupper. Andre studier har set på potentielle effekter på muskelmasse, men nyere gennemgange af forskningen har ikke fundet overbevisende evidens for, at NMN eller NR opretholder muskelmasse eller muskelfunktion hos ældre voksne. Når forskere fokuserer på de resultater, der har størst betydning for den daglige aldring, for eksempel styrke, kognitive evner, skrøbelighed eller biologisk alder, bliver billedet langt mere uklart. Biologisk alder er et omdiskuteret mål for, hvor gammel kroppen fremstår på et cellulært eller molekylær...
På denne tid af året bliver hoveddøre, haver og butiksvinduer over hele landet pyntet med fantasifulde dekorationer, der forestiller spøgelser, vampyrer, zombier, hekse og varulve. Men du behøver faktisk ikke lede i gyserfilm for at finde den slags væsener. Dyreverdenen er fuld af virkelige skabninger, der har overraskende meget til fælles med vores værste halloweenmareridt. Den sydlige græshoppemus (Onychomys torridus) hyler eksempelvis mod Månen, lidt ligesom varulvene i gyserfilmene. Disse nataktive gnavere rejser sig på bagbenene, strækker snuden i vejret og udstøder højfrekvente lyde for at forsvare sit territorium og tiltrække en mage. Græshoppemus er aggressive, glubske, kødædende rovdyr, der jager skorpioner, biller, græshopper og endda andre mus. Disse små gnavere er så frygtindgydende, at de uden tøven angriber hvad som helst, der har en passende størrelse og kan betragtes som føde, selv hvis det kan være farligt. Dertil kommer, at de er immune over for stikkene fra deres yndlingsføde, den giftige barkskorpion (Centruroides sculpturatus). Græshoppemus kan nemlig blokere den kemiske signalvej, der normalt sender giftens smertesignaler videre. Derfor mærker de stort set ikke skorpionens stik. De bider halen af skorpionen og efterlader byttet helt forsvarsløst. Men inden du tænker noget dårligt om den lille gnaver, så husk, at små pattedyr som græshoppemusen spiller en afgørende økologisk rolle i deres økosystemer. Når de for eksempel graver deres huler, ændrer de omgivelserne og skaber små levesteder, som andre arter kan få glæde af. En anden art, der er vigtig for naturen, er er Ampulex compressa, som på dansk er bedst kendt som juvelhvepsen eller den smaragdgrønne kakerlakhveps. Den er en fantastisk smuk og økologisk vigtig art, men i løbet af millioner af år har smaragdhvepsene udviklet en makaber evne: Med et stik kan de forvandle kakerlakker til viljeløse zombier, som de derefter lægger deres æg på. Når æggene klækkes, fortærer larverne den zombificerede kakerlak indefra. Hvepsen fungerer ikke blot som lejlighedsvis bestøver af en række plantearter, men spiller også en vigtig rolle i den biologiske skadedyrsbekæmpelse ved at holde bestanden af skadedyrsarter nede. Oksehakkere (slægten Buphagus) er afrikanske fugle, som traditionelt har været anset for at leve i et gensidigt fordelagtigt forhold til store pattedyr. Fuglene holder til på ryggen af de store dyr, hvor de blandt andet æder generende flåter og andre parasitter fra pattedyrene, og for det arbejde bliver de belønnet med et hurtigt og velsmagende måltid. Man ser ofte oksehakkere sidde på ryggen af de store dyr, mens de bevæger sig omkring. Forskning har imidlertid vist, at forholdet muligvis er mere kompliceret end hidtil antaget. Oksehakkere hakker nemlig også i åbne sår for at spise blod og kød, hvilket påfører deres værter skader, hæmmer sårhelingen og øger risikoen for infektioner. Hekse er kendte for at brygge magiske eliksirer, men det gør nogle insekter også. Bombardérbillen (Brachinus crepitans) er en lille løbebille, der er kendt for sin usædvanlige evne til at forsvare sig med eksplosive kemikalier, som den udsender fra bagkroppen ved temperaturer på 100 °C. Det sker, ved at den blander hydroquinon og hydrogenperoxid i en slags indbygget heksekedel i form af et lille kammer inde i kroppen, hvor de to stoffer reagerer med hinanden og udløser en eksplosion. Andre insekter bruger ikke kemikalier til at forsvare sig, men til at lokke en mage til. Her er der ikke tale om en kærlighedseliksir, men om en kombination af et kemisk stof og et enzym (luciferin og luciferase), som frembringer et smukt, omend lidt uhyggeligt, lys. Ildfluerne i familien Lampyridae er faktisk biller, hvis hanner ivrigt udsender lysglimt for at tiltrække en hun, der sidder og venter i underskoven. Men ud over deres skønhed og fascinerende egenskaber gør ildfluer også nytte overalt i deres naturlige udbredelsesområde. Som larver lever de af mange forskellige blødkroppede hvirv...
Stort set alle kulturer og historiske epoker syder af magi. Man kunne kalde magien en hemmelig ingrediens i menneskelivet, fordi den antager så mange former og tjener så mange formål. Et relativt nyt forskningsfelt blandt historikere og arkæologer beskæftiger sig med brugen af magi og mystik til at beskytte bygninger, haver og deres beboere. Det er en af de mange former for magi, jeg undersøger i min nye bog, 'Magick: Decoding the Visual Culture of Spells, Illusions and Psychic Powers'. I det tidligt moderne Europa findes der talrige beretninger om byer som Schiltach i Sydtyskland, der i 1533 blev brændt ned af "brandstiftende hekseri" og ildspåsættende dæmoner. Disse dramatiske eksempler fra en tid, hvor boliger var skræmmende letantændelige, er med til at forklare, hvorfor så mange mennesker koncentrerede den magiske beskyttelse af bygninger omkring skorstene og ildsteder. Selv i dag bruger mennesker, der lever forholdsvis trygge og komfortable liv, særlige genstande og okkulte teknikker til at dæmpe deres bekymringer og øge deres følelse af sikkerhed. For nogle år siden forklarede en venlig frivillig, der viste mig rundt i en gammel kirke i North Yorkshire, at hun havde plantet et rønnetræ i sin have. Formålet? At afværge naboens "onde øje". Rønnetræer er blevet brugt på denne måde i århundreder overalt på De Britiske Øer. Så hvis du har besværlige naboer, eller dit hus og din have synes at være ramt af uheld, er det måske på tide at prøve en magisk løsning. Træer, urter og andre planter blev og bliver brugt til at beskytte ejendomme mod både naturlige og overnaturlige farer. Den engelske botaniker, herbalist, læge og astrolog Nicholas Culpeper hævdede i det 17. århundrede i 'Complete Herbal' (1653), at et laurbærtræ i haven beskytter mod hekseri, djævelen og lynnedslag. Planten lægebetonie (Stachys officinalis) blev anset for at være virksom mod leversygdomme, epidemier og hekseri, mens bittersød natskygge (Solanum dulcamara) blev betragtet som effektiv mod skadelig magi. I Storbritannien og resten af Europa mente man, at en rosmarinbusk i haven beskyttede mod skadelige nattehekse, som ville blive fanget i at tælle hvert eneste blad, indtil morgenlyset fik deres onde kræfter til at forsvinde. I Nord- og Sydamerika har chilipebre længe været anset for at kunne afværge ondskab, og de blev undertiden fastgjort til døre for at holde skadelige kræfter væk. I det tidligt moderne Europa og andre steder blev fem- og sekstakkede stjerner ridset ind i træ og mørtel for at afværge ondskab. Magiske vejledningstekster, der i dag kaldes 'grimoires' – blandt andet den lille 'Booke of Experiments' (1622), som i dag er at finde i Bodleian Library i Oxford – forklarer, at disse stjernesymboler kunne hjælpe med at overvinde fjender. Nogle af indskrifterne kan have været håndværkermærker, der skulle hjælpe under byggeriet. Koncentrationen af disse symboler i bestemte områder af historiske bygninger tyder dog på, at de også kan have været beregnet til at afværge hekseri og andre skadelige påvirkninger. Vi er mindre sikre på betydningen af et andet tilbagevendende symbol – to V'er, der er flettet ind i hinanden. I den tidligt moderne periode blev de ofte ridset ind i bjælker, vægge og døre. Henvisningen kan stamme fra det middelalderlige kristne udtryk Virgo Virginum, der betyder 'Jomfruernes Jomfru'. Betydningen af såkaldte 'heksafoiler' (sekstakkede figurer, som består af seks ellipser i en cirkel) er endnu mere usikker. Nogle mener, at heksafoilerne var håndværkermærker eller udsmykning, men fordi de ofte findes ved vigtige indgange og steder, hvor faren lurede (for eksempel omkring ildsteder og skorstene), kan de også have haft et mere mystisk formål. Gennem hele verdenshistorien har forskere fundet, at mange bygninger rummer forskellige former for magisk beskyttelse. Middelalderlige kinesiske vejledninger i murerarbejde gav for eksempel råd om placeringen af dæmonfliser og figurer, der skulle skræmme indbrudstyve og onde ånder væk. I ...
Halloween står for døren, og snart dukker mumier, hekse, spøgelser og andre uhyggelige og skrækindgydende skabninger frem fra deres skjul. Også på Aarhus Universitet står den i uhyggens tegn til dette års Halloween, eftersom forskere har opdaget særlige 'zombie-bakterier', der kan fortsætte med at fremstille DNA, efter at de er døde, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse. Mere præcist fortsætter zombie-bakteriernes deres arbejde på grund af nogle virusser, der både slår bakterierne ihjel og får dem til at fortsætte deres arbejde. Bakterier lever normalt i fællesskaber, der også kaldes for biofilm. Her er de omgivet af en klæbrig masse, der blandt andet indeholder DNA. Mange bakterier bærer også på bakteriofager, som er virus, der kun angriber bakterier. Nogle bakteriofager ligger i dvale som en del af bakteriens arvemasse. Derfor valgte forskerne bag studiet, der blev publiceret i tidsskriftet Angewandte Chemie, at udsætte to bakteriearter, Shewannella oneidensis og Bacillus Subtilis, for næringsmangel. Det førte til, at nogle af de sovende virusser vågnede og formerede sig, så de til sidst sprang bakteriecellerne. Da cellerne gik i stykker, slap byggesten til DNA og særlige enzymer fri, hvor sidstnævnte fortsatte med at fremstille DNA i biofilmen, men uden for de døde bakterier. "På en måde fortsætter livet efter bakteriens død," siger studiets førsteforfatter, Gabriel Antonio Minero fra Institut for Biologi på Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen. Da forskerne undersøgte det nye virusproducerede DNA i et mikroskop, så de, at DNA'et samlede sig med andre stoffer til former, der lignede blomster hos den ene bakterieart, mens den i den anden art samlede sig i lange tråde. Når forskerne efterfølgende brugte en bakteriestamme uden de relevante virusser, kom der ingen produktion af det særlige DNA. Derfor kalder forskerne bakteriofagerne for nanoarkitekter, for når de slår bakterierne ihjel, gør de det også muligt at bygge videre på bakteriefilmen. Gabriel Antonio Minero sammenligner det med at give zombierne en rustning eller et våben, der udstyrer bakteriefilmen med nye egenskaber. I fremtiden forestiller forskeren sig, at man kan programmere bakteriernes DNA-produktion til at fremstille forskellige materialer, der kan hjælpe med at nedbryde forurenende stoffer. På den måde kan man undgå at fremstille de biologiske materialer på en fabrik og i stedet få bakterierne til at producere dem der, hvor de skal bruges.
En begivenhed, der står i stærk kontrast til det billede, man måske havde fået af spækhuggere fra filmen Befri Willy, skete for syv år siden. For første gang observerede man en gruppe spækhuggere (Orcinus Orca), der angreb og spiste en blåhval (Balaenoptera musculus). Det skriver forskere i et australsk studie fra 2022. Spækhuggeren lever altså godt op til det engelske øgenavn 'killer whale'. Den er stort set altædende, og det er nok det, der har fået vores læser Magnus til at tænke: "Spækhuggere er havets kongerovdyr, de æder alt fra sæler til hvidhajer og kan sågar dræbe blåhvaler, når de jager i flok. Men hvorfor går de ikke efter mennesker? Der har, så vidt jeg ved, aldrig nogensinde været et eksempel på, at vilde spækhuggere har angrebet mennesker. Hvorfor ikke?," skriver Magnus til vores brevkasse, Spørg Videnskaben. Vi har sendt spørgsmålet videre til Magnus Wahlberg, lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og forsker i havpattedyr, og Mia Lybkær Kronborg Nielsen, postdoc ved Institut for Ecoscience - Havpattedyrforskning på Aarhus Universitet, som blandt andet har forsket i spækhuggerflokkes interne forhold. Som sagt er spækhuggeren et 'kongerovdyr'. Den har ingen naturlige fjender, som den skal svømme rundt at passe på. Manglen på naturlige fjender i havene giver spækhuggerne mere overskud. Det bruger de på at lege og udforske deres omgivelser. "Spækhuggere gør alle mulige sjove ting, de er meget opfindsomme," siger Magnus Wahlberg om spækhuggernes adfærd. "De er meget legesyge og også en smule overlegne, for der er ikke rigtig nogen, der truer dem." Nogle gange leger de med hinanden, og andre gange vil man måske mene, at de leger med 'maden'. Det er nemlig ikke noget nyt syn, at de kaster rundt med bevidstløse fisk eller andre havdyr. Der findes studier, der beskriver, hvordan spækhuggere kan finde på at slå andre havdyr ihjel uden at spise dem. Nogle gange er det leg, andre gange er det jagttræning for ungerne, tyder det på. "De lever i meget stabile flokke og udvikler deres egne jagtteknikker, som kan være meget komplicerede. De lærer dem så videre til ungerne," siger Magnus Wahlberg. Der har ikke været direkte angreb mod mennesker fra vilde spækhuggere, men Mia Lybkær Kronborg Nielsen har alligevel oplevet, hvor nysgerrige de store havpattedyr kan være. "Når man skal have information om spækhuggere, er vi ude på vandet. Spækhuggerne kan godt finde på at svømme tæt på vores båd for lige at finde ud af, hvad vi er for nogen," fortæller Mia Lybkær Kronborg Nielsen. Men spækhuggerne langs Portugals kyst har også en leg, der kan gøre os mennesker bange: De angriber både. Selvom der ikke er en tydelig og konkret forklaring på, hvorfor spækhuggerne angriber både, peger et studie på, at det muligvis skyldes et sammenstød mellem en hun-spækhugger og en båd. Både Mia Lybkær Kronborg Nielsen og Magnus Wahlberg har også andre teorier om bådsænkningerne. "Jeg tror næppe, det har noget at gøre med os mennesker. Spækhuggere er opmærksomme, så måske de har opfanget, at der fiskes fra nogle af de her både, og at bådene er lig med mad," siger Mia Lybkær Kronborg Nielsen. "I de tilfælde, hvor spækhuggerne angriber en båd og sænker den, er de ret ligeglade med menneskene om bord. Når menneskene ligger og flyder rundt, efter båden er sunket, svømmer spækhuggerne væk," beskriver Magnus Wahlberg lettere grinende over telefonen. Men betyder det så, at de absolut ikke vil spise os? Spækhuggere lever i flok, ligesom vi mennesker gør. Flokkene er forskellige og opfører sig forskelligt. Faktisk er der også en lille genetisk forskel mellem nogle af flokkene, viser et studie fra 2016. Kort sagt har spækhuggere kultur. Eksempelvis spiser de forskelligt fra flok til flok. Spækhuggerens kost kan også variere drastisk fra nord til syd. "Spækhuggere i Nordatlanten spiser sild og har nogle bestemte måder, de styrer sildeflokkene på. Så findes der også dem på den sydlige halvkugle, som kaster sig op på strande for at få fat på sælung...