
Den gør mange menneskers liv bedre – og andres værre: Nu overvejer Norge et forbud Meta-brillen er gal og genial Gamechanger for ordblinde og handicappede Ny teknologi, nye udfordringer Forbedringer kan være på vej
Du står i metroen på vej til arbejde. Senere mødes du med venner på en bar, og på vej hjem går du gennem byen. Men måske bliver du filmet, uden at du ved det. Måske bliver optagelserne offentliggjort eller delt med andre. Det er en af de mange bekymringer, der følger med AI-briller. I Norge overvejer regeringen nu et midlertidigt forbud mod brillerne i blandt andet offentlige parker, skoler og på strande. Men for en bestemt gruppe mennesker kan de selvsamme briller være livsændrende. "Man kan i nogle situationer sammenligne det med at ville forbyde en førerhund," siger Brian Due, der er professor på Københavns Universitet og forsker i blindes brug af AI-teknologi. I et nyt Nature-studie finder forskere markante forbedringer for blinde og svagtseende ved at bruge en specialdesignet AI-navigator. Den særlige AI-baserede smartphoneapp og en hvid stok gjorde det muligt for 14 deltagere at gennemføre en udendørs rute cirka 13 procent hurtigere end med Google Maps og stok. Med en AI-brille kan de bruge kameraet som øjne og gå rundt i offentligheden, mens en chatbot giver besked om, hvad der er forude. Så spørgsmålet er, om vi risikerer at ramme mennesker, som har særlig stor gavn af AI, blot fordi kunstig intelligens skræmmer os? Meta-brillen er et godt eksempel på, hvordan udsatte grupper overses i debatten, mener Brian Due. Brillen har sine åbenlyse etiske udfordringer med et kamera, der kan optage uvidende mennesker mod deres vilje, hvorfor den med rette kritiseres, ifølge professoren. Men er du blind, kan brillen ændre dit liv. Det understøtter forskning. I et indisk studie fra 2025 afprøvede 90 blinde og stærkt svagtseende personer et AI-baseret hjælpemiddel monteret på briller. Efter en måned rapporterede knap tre ud af fire positive erfaringer med brillernes læsefunktion, mens omkring 45 procent havde positive erfaringer med at få beskrevet deres omgivelser. Forskerne bag studiet vurderer, at teknologien har potentiale til at gøre mennesker med synshandicap mere selvhjulpne. Dansk Blindesamfund har kaldt brillen "noget af det største, der er sket for blinde og svagsynede" inden for hjælpemidler. "Man skal tænke det helt lavpraktisk," siger Brian Due, der har forsket i AI-briller i en årrække. "Med brillen kan man pludselig kende forskel på bønner og linser i supermarkedet." Blinde og svagtseende får besked om, om det er den rigtige bus eller det rigtige tog, man er på vej ind i. Finde den rigtige toiletdør. Læse et menukort. Alle mulige små hverdagsting, som ellers kan hæmme tilværelsen for blinde i offentligheden og i privaten. Derudover er selve designet oplagt for blinde, mener Brian Due. For det ligner ikke et hjælpemiddel fra en offentlig instans, der skriger: Her er en blind eller svagtseende. "Mennesker med handicap er ligesom alle andre mennesker. Vi vil gerne bruge mainstream-teknologier, fordi det er lettest og oftest virker bedst. Men også fordi man gerne vil undgå at blive yderligere stigmatiseret," siger han. Men hvis AI-briller er udskældt, forbindes med krænkere eller helt forbydes, er det ret svært at blende ind blandt mængden med dem på hovedet. En anden stor gruppe, der også har gavn af AI-udviklingen, er ordblinde og mennesker med læse- og skrivevanskeligheder. Det er pludselig blevet nemmere at orientere sig i omfattende eller vanskeligt forståelig tekst, forfatte jobansøgninger, skrive mails på arbejdet, kommunikere med det offentlige eller formulere en besked til ven eller familiemedlem. "De er ikke på samme måde forhindret i at læse og skrive. Man kan bruge en chatbot som sparringspartner, eller man kan få den til at skrive en hel tekst til," siger Trine Gandil, der er lektor på Københavns Professionshøjskole, til Videnskab.dk. Gevinsten er særlig stor for voksne ordblinde, der kan bruge den på arbejdspladsen og i deres hverdag, mener Trine Gandil, som uddanner lærere og vejledere, der arbejder med børn, unge og voksne i læse- og skrivevanskeligheder. Ordblindeforeningen har kaldt det en "kæmpe gamec...