
Cigaretter, vapes eller nikotinposer: Hvad er mindst skadeligt? Mere oplyste valg Væk fra sort-hvid tænkning Hvor skadelige er produkterne i forhold til hinanden? Hvilke nikotinprodukter er mest skadelige? FDA-godkendt nikotinerstatningsbehandling Aspejler forskelle i kultur, kontrol, tilgængelighed og forbrugsmønstre Nikotinens risici i perspektiv
"Ryger du cigaretter?" spurgte jeg kort og kontant en patient ved en konsultation for nylig. "Ikke længere. Nu bruger jeg Zyn-nikotinposer," svarede han. Som med alle andre patienter forsøgte jeg at vurdere, hvor parat han var til at ændre sine nikotinvaner, eller hvor stor modstand han eventuelt havde mod det. Jeg spurgte, om han kunne være interesseret i at prøve behandling med nikotinerstatning, som er en medicinsk behandling, hvor man får små, kontrollerede doser nikotin. Hans svar overraskede mig: "Er det ikke allerede et nikotinerstatningsprodukt, jeg bruger?" Jeg samlede tankerne og forklarede, at selvom nikotinposer ganske rigtigt er en form for nikotinerstatning, er der en række vigtige forbehold. Egentlige nikotinerstatningsprodukter er reguleret af den amerikanske lægemiddelmyndighed, Food and Drug Administration (FDA), med det formål at hjælpe folk med at holde op med at ryge. Zyn og andre nikotinposer er derimod kommercielle tobaksprodukter, forklarede jeg. De er reguleret af FDA, men er ikke godkendt af myndigheden som lægemidler til rygestop. Min patient blev overrasket, for han havde ikke været klar over, at der var forskel. Det er en udbredt misforståelse. Samtalen blev afgørende for, hvordan jeg efterfølgende greb mine konsultationer an. Som læge med speciale i behandling af afhængighed taler jeg ofte med patienter, der bruger nikotin i forskellige former. Det kan kan hjælpe folk med at træffe mere oplyste valg, hvis de får en bedre forståelse af, hvordan produkterne adskiller sig fra hinanden, og hvad vi ved om deres indbyrdes risici. Når jeg taler med patienter, gør jeg meget ud af at forklare forskellen mellem de skader, nikotinen i sig selv forårsager, og de skader, der skyldes måden, nikotinen bliver indtaget på. Tobaksprodukter, der forbrændes, som for eksempel cigaretter, udsætter brugerne for tusindvis af kemiske stoffer, der bliver dannet, når tobakken brænder. Nyere produkter som e-cigaretter tilfører derimod røgfri nikotin. Men fraværet af røg betyder ikke, at de nye produkter automatisk er sikre. Nikotin er fortsat afhængighedsskabende, og undersøgelser har rejst bekymring om effekterne på hjerte-kar-systemet, blandt andet ændringer i hjertefrekvens, blodtryk og blodkarrenes funktion. De langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser af nyere nikotinprodukter (især nikotinposer) er endnu ikke tilstrækkeligt belyst. Derfor handler samtaler om, hvilket nikotinprodukt der er mest hensigtsmæssigt for den enkelte, ikke om at inddele produkterne i "gode" og "dårlige". Det handler snarere om nuancerede samtaler med patienterne, der kan hjælpe dem med at nå deres mål og begrænse de samlede skadevirkninger. Desuden afhænger et nikotinprodukts sundhedsmæssige konsekvenser ikke kun af, hvad det indeholder, men også af, hvem der bruger det, hvordan det bruges, og hvad det erstatter. Der er stor forskel på de relative skadevirkninger, alt efter om vi taler om en ryger, der skifter til e-cigaretter, eller en ikke-ryger, der begynder at vape. Det er også vigtigt at holde sig for øje, når det gælder nikotinposer: Selvom de udsætter brugerne for færre giftige stoffer, betyder det ikke, at de er uden risiko – især ikke for unge og andre ikke-rygere, der ikke tidligere har brugt nikotin. I 1965 røg 42,4 procent af den amerikanske befolkning. I 2022 var andelen faldet til 11,6 procent. Det dramatiske fald skyldes ikke et enkelt tiltag, men årtiers videnskabelig dokumentation, oplysningskampagner, advarsler på tobaksprodukter, begrænsninger på reklamer, rygeforbud, højere tobaksafgifter og ændrede sociale normer. Samtidig har tobaksmarkedet udviklet sig, og røgfrie nikotinprodukter, som for eksempel e-cigaretter og nikotinposer, er blevet stadigt mere udbredte. I USA oplyste 6,5 procent af den voksne befolkning i 2023, at de brugte e-cigaretter, mens andelen, der havde brugt nikotinposer inden for det seneste år, steg fra 3,4 procent i 2023 til 5,9 procent i 2024. Den hastige udvikling understreger, at der er behov for e...