
Nu skal en rumsonde sendes til Jordens nærmeste stjerne - vil tage 80.000 år Hvem står bag? 80.000 år til nærmeste stjerne Kan vi nogensinde rejse til stjernerne? Tre forslag til, hvordan mennesker kan rejse mellem stjernerne
Om bare tre år er det planen at sende den første rumsonde til Alfa Centauri, vores nærmeste stjernenabo-system bare 4 lysår borte, hvilket vil sige, at lyset fra Alfa Centauri er omkring fire år om at nå frem til Jorden. Rumsonden, som har fået navnet Fermi Explorer, skal ud på en rejse, som vil tage næsten 80.000 år, og den skal bygges for private midler. Begrundelsen for at bygge rumsonden Fermi Explorer er det berømte Fermi paradoks. Det blev første gang formuleret af den italienske fysiker Enrico Fermi i 1950. Under en frokost med kolleger stillede han spørgsmålet: "Hvor er de?" Fermi undrede sig nemlig over, at vi hverken har hørt eller set noget til fremmede civilisationer, hvis universet er fuldt af dem. Det spørgsmål kan Fermi Explorer ikke løse, men rumsonden er det allerførste symbolske skridt til, at vi selv rejser ud til stjernerne for at finde svaret. Ideen til projektet kommer fra en englænder ved navn Philip Johnston. Han er både matematiker og fysiker, og han har været med til at starte et firma ved navn Starcloud, hvis formål er at anbringe datacentre i rummet – noget, som måske kan blive det næste store projekt i rummet. Med den baggrund bliver der lyttet, når Johnston kommer med et forslag – også selv om det er en stjernesonde. I hvert fald er der nu samlet et hold, der skal søge at finde 15 millioner dollar blandt private investorer til at bygge Fermi Explorer. Der er allerede udført et stort forarbejde, som er beskrevet på projektets hjemmeside – hvor man i øvrigt har mulighed for at donere til projektet. Det er dog noget af en udfordring at bygge en rumsonde, der skal flyve til Alfa Centauri, når man kun har 15 millioner dollar at gøre godt med. Der er slet ikke råd til at bygge en hurtig rumsonde, og det forklarer den lange rejsetid på 80.000 år. Men det tager man ikke så tungt, for her er det symbolværdien, der er det afgørende. På mange måder er Fermi Explorer et beskedent projekt. Sonden vejer kun godt 150 kg, og selve nyttelasten er på bare 1 kg anbragt i en lille kasse på 10x10x10 cm. Man har valgt at bruge velgennemprøvet teknik, så rumsonden er stort set en tank fyldt med gassen xenon (Xe), der bruges som brændstof i en ionmotor. For at få den til at flyve hurtigt nok begynder den lange rejse med at sende rumsonden ind mod Solen i en aflang bane, der bringer sonden næsten så tæt på Solen som planeten Merkur. Når rumsonden er tæt på Solen, har den pæn fart på, og det er først her, man tænder for ionmotoren. For hvis man i forvejen har fart på, så virker et ekstra skub fra ionmotoren bedre – den såkaldte Oberth effekt. Når rumsonden er længere borte fra Solen, slukkes motoren for at spare på brændstoffet. Hver gang, rumsonden er tæt på Solen, tændes for motoren, og hver gang øges farten. Det vil tage 12 år, før den i 2043 har fået så meget på, at den helt kan forlade vores solsystem og begynde den egentlige 80.000 år lange rejse. Den rejse kan vi ikke følge – men det betyder ikke noget. For i den 1 kg tunge kasse er der kun få instrumenter, men til gengæld budskaber rettet mod, hvem der måtte finde rumsonden. Selv om Fermi Explorer kommer godt af sted, så er det jo kun en symbolsk handling – en udfordring, vi kan tage op eller ignorere. Men det efterlader os med et spørgsmål: Hvilke muligheder har vi for at rejse til stjernerne? Hvis vi går ud fra kendt videnskab, så er der to svar på, om stjernerejser er mulige: Hvis vi taler om bemandede rejser, så er svaret næsten helt sikkert nej. Hvis vi taler om ubemandede rejser, så er svaret ja – men med besvær. Lad os starte med de ubemandede rejser. De vil sandsynligvis blive foretaget af robotter udstyret med en avanceret form for kunstig intelligens (AI), så de på egen hånd kan planlægge og gennemføre ankomsten. Det er simpelthen nødvendigt, da det vil tage flere år for et radiosignal at blive sendt fra Jorden og op til sonden, ligesom et svar også vil være flere år undervejs. Med den udvikling, der er inden for AI, skal det nok blive muligt at bygg...