Afdøde slægtninge eller rumvæsener? Nyt studie afslører forskelle på nærdødsoplevelser og psykedeliske trip 36 personer tog DMT – og fortalte forskerne, hvad de oplevede Både DMT og nærdødsoplevelser kan føre til lysende tunneller og møder med væsener Afdøde familiemedlemmer eller mekaniske klovne? Her er den store forskel Biologi kan forklare lighederne – men hvad med forskellene? Rotters hjerner danner DMT omkring dødstidspunktet Kan et psykedelisk trip gøre os mindre bange for at dø?

Hvorfor fortæller personer, der har været tæt på at dø, ofte om et stærkt lys, en følelse af at bevæge sig gennem en tunnel eller om at se deres liv passere revy? En mulig forklaring har længe været det kraftigt psykedeliske stof dimethyltryptamin, bedre kendt som DMT, der er klassificeret som et narkotisk stof i Storbritannien (og Danmark, red.). Besiddelse, produktion og handel med DMT er ulovligt. Stoffet kan fremkalde intense oplevelser, som på flere punkter minder om de såkaldte nærdødsoplevelser. I et nyligt studie har jeg derfor sammenlignet de to typer oplevelser i detaljer. Resultaterne viser markante ligheder, men også væsentlige forskelle. Tidligere forskning har peget på, at DMT-oplevelser og nærdødsoplevelser deler en række grundtræk. Men min ph.d.-afhandling er den første, der foretager en dybdegående kvalitativ sammenligning af de to oplevelser. Studiet er samtidig det første feltstudie af sin art. I stedet for at give deltagerne DMT i et laboratorium undersøgte vi oplevelser, der fandt sted i velkendte omgivelser. I alt deltog 36 personer i forsøget. De inhalerede en høj dosis fordampet DMT, typisk gennem en glaspibe, i vante omgivelser som for eksempel deres eget hjem. Bagefter interviewede mine kolleger og jeg deltagerne ved hjælp af en metode inspireret af såkaldt mikro-fænomenologi. Det er en nyere videnskabelig tilgang, der skal hjælpe personer med at beskrive sider af deres oplevelse, som normalt er svære at få adgang til og sætte ord på. Metoden hjælper interviewpersonerne med at genkalde sig detaljer fra oplevelsen ved at lade dem beskrive forløbet øjeblik for øjeblik med deres egne ord og i kronologisk rækkefølge. Undervejs bliver de bedt om at uddybe forskellige sider af oplevelsen, for eksempel sanseindtryk og følelser. Det gjorde det muligt for os at undersøge oplevelserne langt mere detaljeret. Vi kunne blandt andet se nærmere på, hvordan overordnede temaer, som møder med usædvanlige væsener eller en følelse af helt at gå i opløsning, konkret kom til udtryk. Samtidig kunne vi undersøge, hvor hyppigt de enkelte fænomener optrådte. Derefter sammenlignede vi deltagernes beskrivelser med vores analyse af rådata fra en anden forskergruppes studie fra 2018, som byggede på 34 nærdødsoplevelser udløst af hjertestop. Studiet viste, at der ud over lighederne også er væsentlige forskelle mellem de to typer oplevelser – forskelle, som tidligere forskning i vid udstrækning har overset. I begge grupper fortalte deltagerne ofte, at de følte sig adskilt fra kroppen, mødte forskellige væsener, bevægede sig gennem gådefulde rum som tunneller eller tomrum og så kraftigt lys. Lighederne kan tyde på, at nogle af de samme processer i hjernen er involveret. Det kan blandt andet dreje sig om forstyrrelser i de områder, der bidrager til vores kropslige selvopfattelse, evnen til at forestille os andre menneskers perspektiv samt bearbejdningen af sanseindtryk og rum. Men der var også tydelige forskelle. DMT-oplevelser indeholdt næsten aldrig den klassiske oplevelse af, at "livet passerer revy", som ofte forbindes med nærdødsoplevelser, hvor mennesker oplever, at scener fra deres liv dukker op igen. Det samme gjaldt dramatiske forestillinger om at vende tilbage til livet, for eksempel mødet med en symbolsk grænse, som man ikke kan krydse uden at dø. Omvendt optrådte de komplekse geometriske mønstre, der er karakteristiske for DMT-oplevelser, stort set aldrig i nærdødsoplevelser. Den mest markante forskel lå dog i måden, de enkelte fænomener kom til udtryk på. Personer med nærdødsoplevelser fortalte for eksempel ofte, at de mødte afdøde familiemedlemmer eller venner. DMT-brugerne beskrev derimod konsekvent møder med fremmedartede eller nærmest overjordiske væsener. Et typisk træk ved nærdødsoplevelser var, at personen pludselig oplevede sig selv som en ånd, der betragtede sin egen krop ovenfra, før vedkommende blev mødt af en form for guide. Til sammenligning forsvandt kropsbevidstheden helt i løbet af DMT-oplevelser, mens ...