
5 strategier, der hjælper dig i mål med livsstilsændringer mod demens
En omfattende livsstilsændring for ældre mennesker? Det kan måske lyde som et håbløst projekt at få ældre mennesker til at leve anderledes, end de har gjort hele livet. Men netop den gruppe har faktisk særligt gode odds for at lykkes med det, fortæller en forsker med mange års erfaring i at teste og udvikle forebyggelsesprogrammer. "Ældre mennesker vil gerne se deres børnebørn vokse op og få et godt seniorliv. Det kan være meget nemmere, når man er oppe i årene, end når man er yngre og føler sig udødelig," siger Jeanette Reffstrup Christensen, seniorforsker på Forskningsenheden for almen praksis i Aarhus og lektor på både Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet samt Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. "De er ofte ekstremt motiverede for at leve sundere og passe på sig selv. Forskning viser, at en af de allerstærkeste motivationsfaktorer er, at man får at vide, at man risikerer at blive uhelbredelig syg." Adskillige andre lande bruger et forebyggelsesprogram, som kan forsinke og i bedste fald forebygge Alzheimers og andre typer af demens. De skal blandt andet dyrke motion flere gange ugentligt, lægge kosten om, lave hjernetræning og være socialt aktive. Danmark bruger ikke det effektive program, men det håber Jeanette Reffstrup Christensen, at den nye sundhedslov vil rette op på . Ældre mennesker kan dog sjældent gøre det på egen hånd, selvom de er særligt motiverede for at ændre vaner. Her er de fem faktorer, som er nødvendige drivkræfter for, om det ifølge Jeanette Reffstrup Christensen lykkes: Hvad kræver det at forebygge demens eller en anden sygdom, man er i risiko for at få? "Mange har faktisk ikke helt styr på, hvad det vil sige at spise sundt, og hvor meget motion der er nødvendig. De har brug for viden, kostplaner og aktivitetsplaner," siger Jeanette Reffstrup Christensen. De fleste mennesker har brug for at være sammen med andre i samme båd for at holde fast. "Adskillige studier viser, at sociale relationer er afgørende, især når man ikke længere er på arbejdsmarkedet og har kolleger. Man skal have ligesindede at være fysisk aktiv sammen med, og måske skal man være med i madklubber," siger Jeanette Reffstrup Christensen. Netop socialt samvær er afgørende, hvis man vil forebygge demens: Ensomhed er en af de faktorer, som øger risikoen for at blive ramt. En stor barriere for at fastholde nye sunde vaner findes derhjemme: Hvis ægtefællen eller børnene ikke bakker op, er der risiko for, at projektet mislykkes. "Hvis en kvinde begynder at motionere, får nye sociale relationer, taber sig, får mere energi og render afsted til træning flere gange om ugen, kan det være svært for manden, som måske stadig sidder alene hjemme på sofaen og ser fjernsyn." "Flere undersøgelser viser, at det kan ende med skilsmisse, når den ene ændrer livsstil, uden at den anden er med. Det kan også medføre, at man dropper projektet og i stedet bliver hjemme ved sin partner," fortæller Jeanette Reffstrup Christensen. Ægtefæller bakker ofte op i starten, er hendes erfaring. Men med tiden kan de blive jaloux, eller der kan være andre årsager til, at de spænder ben for projektet. "Derfor er det vigtigt, at de bliver inviteret med til træning og sociale aktiviteter. Det er også nødvendigt at børn og venner bakker op." "Der er meget omvendt stigmatisering. Folk, der for eksempel taber sig, får ofte at vide af venner og familie, at de er sundhedsfanatiske, og 'nu skal du heller ikke blive tyndere'. Det kan være en barriere for at komme i mål," siger Jeanette Reffstrup Christensen. Manglende tid er den største barriere for at gennemføre en livsstilsændring, viser forskning. "De fleste har brug for hjælp til at strukturere hverdagen, så der bliver frigivet tid og energi til at være fysisk aktiv og planlægge sunde måltider. Man skal lære at balancere sine aktiviteter og prioritere træning og madlavning," siger forskeren. Når Jeanette Reffstrup Christensen laver forebyggelsesprogrammer, der indebærer nye vaner, bruger hu...