
7 råd fra professor i psykologi: Sådan undgår du stress efter ferien Råd nummer 1: Genoptag kontakten til dine kolleger Råd nummer 2: Besvar kun de vigtigste emails først Råd nummer 3: Hold korte pauser Råd nummer 4: Gå hjem til tiden, og undgå lange arbejdsdage Råd nummer 5: Lad være med at fylde kalenderen med møder Råd nummer 6: Bær over med dine kolleger Råd nummer 7: Sæt realistiske mål
Filosoffen og økonomen John Stuart Mill forklarede engang, hvorfor han helst ikke holdt ferie. "Ingen ferie tilladt," skrev han og fortsatte: "For så risikerer man at bryde arbejdsvanen og få smag for lediggang". Der kan faktisk være noget om snakken. For når vi vender tilbage på arbejde efter en ferie, oplever mange, at de næsten med det samme bliver ramt af stress. Den ro, man fandt ved poolen, stranden eller i hængekøjen, forsvinder, få timer efter at man igen åbner indbakken. Uanset om vi arbejder på kontor eller hjemmefra, kan arbejdslivet være hektisk, intenst og udmattende – især efter en periode med fri. I 1970'erne beskrev de amerikanske hjertelæger Meyer Friedman og Ray Rosenman følgerne af den slags arbejdsmiljøer som en form for "hastesyge" (hurry sickness, red.). Den seneste rapport om sygefravær i den britiske arbejdsmiljømyndighed Health and Safety Executives årlige statistik over arbejdsrelateret sygdom, stress, ulykker og sygefravær viser, at stress, depression eller angst stod for 51 procent af alle tilfælde af arbejdsrelateret sygdom og 55 procent af alle tabte arbejdsdage. Kort sagt arbejde er ofte stressende. Derfor har vi brug for pauser og for reel hvile, afslapning og restitution. Hvordan håndterer vi så det pres og den stress, der kan ramme, når vi vender tilbage til arbejdsdagens trummerum? Og hvordan kan vi bevare nogle af de positive effekter af pausen uden at falde i fælden med stress efter ferien? Jeg er professor i organisationspsykologi og sundhed, og jeg har syv forslag. Brug den første time eller de første timer af din første arbejdsdag på at tale med dine kolleger og udveksle ferieoplevelser og andre erfaringer. Arbejdet kan give os positive og meningsfulde relationer, og social kontakt er afgørende for vores sundhed, velvære og trivsel. Lad være med at gå i gang med at besvare mails med det samme. En overfyldt indbakke kan udløse en øjeblikkelig stressreaktion. Forsøger du at læse alle dine mails den første dag, risikerer du ikke bare at blive overbelastet og udmattet: Det kan også få dig til at svare på en måde, der senere skaber problemer i relationen til andre. Du kan for eksempel komme til at formulere dig mere kortfattet og afvisende end normalt, og modtageren kan føle sig stødt. Skim i stedet dine mails, markér de vigtigste, og besvar kun dem, der haster. Resten kan vente til en anden dag. Sørg for at holde en kaffepause og en frokostpause hver dag i din første uge tilbage på arbejde. Arbejder du på kontor, kan du holde pauserne sammen med forskellige kolleger. Prøv også at forlade kontoret i frokostpausen og spise madpakken i en park eller et andet sted udenfor. Når du kommer hjem, så vær aktiv. Undgå bare at synke ned foran fjernsynet. Tag i fitnesscenter, løb en tur, eller forkæl dig selv med en middag ude sammen med familie eller venner. Lad lidt af feriestemningen følge med hjem i hverdagen. Tempoet er højt på mange arbejdspladser. I deres bog Type A Behavior and Your Heart fra 1974 beskrev hjertelægerne Friedman og Rosenman, hvordan kontormiljøet kan få os til at blive nærmest besat af tid og effektivitet. Undgå derfor at booke en masse møder for at vise andre, at du er tilbage og allerede er godt i gang. Kort sagt: Forsøg ikke at nå alt i din indbakke på 48 timer. Kolleger, der konstant beklager sig og mener, at der ikke findes en løsning på problemerne, kan være stressende at være sammen med, især når man lige er vendt tilbage fra en dejlig og stressfri ferie. Prøv at være tålmodig og tolerant. Lyt til deres lange klagesang uden at tage den alt for alvorligt. Undgå at sætte urealistiske tidsfrister eller lave unødvendige aftaler. Sig høfligt nej til opgaver, som du ikke kan nå i den første uge efter ferien. Samfundsdebattøren Studs Terkel skrev i sin anerkendte bog 'Working': "Arbejde handler om at finde daglig mening såvel som det daglige brød, om anerkendelse såvel som løn, om forundring frem for sløvhed – kort sagt om en form for liv frem for en slags død fra mandag til f...