Abstrakt kunst på hjernen: Studie viser, at vi alle sammen ser noget vidt forskelligt

To mennesker går rundt på et kunstmuseum. Deres blikke falder på et kunstværk. De bliver hurtigt enige om, at værket må være abstrakt, for de kan ikke gennemskue, hvad det egentlig skal forestille. Den ene begynder at se motiver af mennesker i stregerne. Det ligner, de slås. Det ligner, de dyrker sex. Men faktisk er de nærmest for deforme til, at personen tænker på dem som egentlige mennesker. Den anden ser en flod, der sender tankerne tilbage til barndommen. Men det er slet ikke så underligt, at de har to vidt forskellige oplevelser af kunstværkerne, ifølge et nyt amerikansk studie. Forskerne er nemlig kommet frem til, at vi oplever abstrakt kunst vidt forskelligt afhængigt af de dele i hjernen, der har at gøre med vores fantasi, hukommelse og selvreference. "Når vi ser kunst, sætter vi os selv ind kunsten. Vi oplever en følelsesmæssig respons og fortolker værket ud fra vores egne subjektive baggrund," siger Elvira Brattico, der er hjerneforsker, og som har læst studiet, til Videnskab.dk. Og det er særligt sandt for abstrakt kunst. Da forsøgspersonerne i studiet så figurativ kunst (se faktaboks) fik de en anden reaktion i hjernen. "Når man kigger på den abstrakte kunst, er oplevelsen mere individuel," siger Elvira Brattico, der er professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Helt forenklet viser studiet, at to mennesker på et kunstmuseum ser de samme streger på malerierne. Det er altså ikke i deres synsfelt eller det såkaldte visuelle cortex, at de oplever maleriet forskelligt. Det sker i hjernens højere lag eller 'default mode network' (DMN). Her tilskriver vi mening til de ydre indtryk, vi får - og propper vores egne erfaringer og fantasi ind i kunstværket. Det lyder måske ikke så banebrydende. Men studiet støtter op om en kendt kunstteori kaldet 'The Beholders Share', ifølge forskerne bag. "Det bekræfter det fænomen, at vi ser os selv i kunsten. Vi bruger vores følelser og fortolker på kunsten ud fra vores subjektive baggrund," siger Elvira Brattico. Ifølge teorien er kunstværket nemlig ikke færdigt, når maleren slipper penslen. Det er beskueren, der færdiggør værket. Teorien er særlig forbundet med den abstrakte kunst, hvor motivet i højere grad er op til fortolkning, og hvor det derfor ikke er indlysende, hvad beskueren kommer til at opleve. Om man ser to mennesker, der slås, eller en flod fra sin hjemby, handler derfor i høj grad om beskueren. I studiet deltog hele 59 forsøgspersoner. De gik ikke rundt på et museum, men lå på en briks med hjernescannere på hovedet, hvor de blev undersøgt med en teknik kaldet fMRI - 'functional magnetic resonance imaging'. Teknikken måler ændringer i blodets iltindhold og afslørede, hvor i hjernen neuronerne var mest aktive under kunstoplevelsen. Ud over den data forskerne fik fra deres scannere, fik de også deltagerne til at besvare spørgsmål, mens de så på billederne. "De finder, at der er større mulighed for mental hjerneaktivitet, når de kigger på abstrakt kunst," siger Elvira Brattico. Det vil sige de dele af hjernen, der har at gøre med fortolkning, minder og personlig meningsdannelse. Den figurative kunst sætter mere gang i de områder i hjernen, der har at gøre med at genkende objekter, scener og handlinger. Elvira Brattico er enig med forskerne i, at årsagen må være, at den abstrakte kunst overlader mere fortolkning til beskueren. Hun understreger dog, at vi også har forskellige reaktioner på figurativ kunst - bare ikke i lige så høj grad. Elvira Brattico mener generelt, at studiet er godt lavet og viser gode resultater. Hun mener dog ikke, at studiet giver det fulde billede af, hvordan vi i al almindelighed oplever kunst. Det er nok de færreste, der ligger på en seng og kigger på kunst, mens de løser opgaver. Hun mener derfor, at oplevelsen for hjernen kan variere i den virkelige verden. "De mangler flere af de elementer, man oplever under en æstetisk oplevelse," siger Elvira Brattico. På et museum har vi også øje for alle mulige andre indtryk: De smukke m...