
Aldrig set før: Spækhuggere flår hvidhajs lever ud
Måske skulle spækhuggerne i Den Californiske Golf tage navneforandring til leverhuggere. For en spækhuggerflok (Orcinus orca) i området er nemlig blevet observeret i at lamme en hvidhajsunge (Carcharodon carcharias) for at flå leveren ud på den og efterfølgende æde den. Det skriver tidsskriftet Frontiers in Marine Science i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie. Spækhuggerne lammer hajerne ved at vende dem om på ryggen. På den måde mister de deres bevidsthed om deres omgivelser, og det tvinger dem ind i en trancelignende tilstand. Samtidig får optagelserne forskerne til at tro, at spækhuggere jager hvidhajer i et større omfang end hidtil antaget, fremgår det af pressemeddelelsen. "Denne midlertidige tilstand gør hajen forsvarsløs og giver spækhuggerne mulighed for at flå dens næringsrige lever ud og sandsynligvis også fortære andre organer, før de efterlader resten af kadaveret i havet," udtaler studiets hovedforfatter, marinebiolog Jesús Erick Higuera Rivas, i pressemeddelelsen. Under en rutinemæssig overvågning af spækhuggerne, observerede forskerne to jagter, hvor tre hvidhajer blev dræbt. Ved at kigge på hajernes skader mener forskerne, at spækhuggerne kan have udviklet den særlige teknik til at fremme den trancelignende tilstand i hajerne og dermed minimere risikoen for, at spækhuggerne bliver bidt. Hvidhajen er verdens største kødædende haj. Grunden til, at det netop er hajunger, spækhuggerne vælger at angribe, skyldes formentlig, at de kan være et lettere bytte. Forskerne understreger dog, at der er tale om enkeltstående observationer, hvorfor de mener, at der er behov for yderligere forskning, for at konkludere at spækhuggere i området jagter hvidhajer som bytte. Tidligere på Videnskab.dk har vi beskrevet, hvordan spækhuggere ud fra Sydafrikas kyst også jagtede flere hvidhajer. Det kan du læse mere om her, hvor der også er en video, der viser spækhuggernes hvidhajsjagt.