
Astrofysiker hævder at have fundet det første direkte bevis på mørkt stof
Mørkt stof menes at udgøre omkring en fjerdedel af universet. Men det mystiske stof er aldrig observeret direkte. Ifølge en gængs teori fungerer mørkt stof som et usynligt net, der holder sammen på galakser og galaksehobe. Da mørkt stof hverken absorberer, reflekterer eller udsender lys, har forskere indtil nu udelukkende observeret det indirekte ved at måle dets påvirkning på synligt stof. Men nu præsenterer en japansk astrofysiker, hvad han beskriver som de første direkte beviser på mørkt stof. Det skriver avisen The Guardian. En populær teori om mørkt stof lyder, at det består af særlige partikler, kaldet 'svagt vekselvirkende massive partikler' eller WIMP's. Disse hypotetiske partikler er meget vanskelige at observere, fordi de, som navnet antyder, sjældent vekselvirker med almindeligt stof. Til gengæld anføres det, at WIMP-partiklerne indimellem selvudsletter og i den forbindelse udsender glimt i form af gammastråler. Det er sådanne glimt, den japanske astrofysiker nu mener at have observeret ved hjælp af NASA-teleskopet Fermi Gamma-ray Space Telescope. Glimtene stammer fra centrum af Mælkevejen og matcher ifølge forskeren etablerede forudsigelser af mørkt stof-partikler, der udslettes. Observationerne er beskrevet i en videnskabelig artikel udgivet i tidsskriftet Journal of Cosmology and Astroparticle Physics. "Det kan være et afgørende gennembrud i opklaringen af mørkt stofs natur," siger Tomonori Totani, astrofysiker ved University of Tokyo og forfatter til det nye studie, til The Guardian. Flere eksperter er dog skeptiske over for det nye studie. En af dem er Kinwah Wu, professor i teoretisk astrofysik ved University College London i Storbritannien. "Jeg anerkender forfatterens hårde arbejde og dedikation, men ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser," siger han til The Guardian. "Der er vi ikke endnu med den nye analyse, men den bør opmuntre andre forskere på feltet til at fortsætte med at presse på."