
Astronomer opdager den hidtil yngste exoplanet
450 lysår fra Jorden udspiller en dramatisk scene sig. Astronomer har opdaget en babyplanet med vokseværk, der er i fuld gang med at æde sig stor i støv og gas. Planeten er under en million år gammel og er dermed den yngste planet, vi kender til, skriver det amerikanske W. M. Keck Observatoriet i en pressemeddelelse. "Fordi den stadig er ved at samle materiale fra sine omgivelser, kan vi observere et stadie i planetdannelse, som vi sjældent ser direkte," fortæller astronom Andrea Bernardi, der har været med til at gøre opdagelsen, i pressemeddelelsen. Den unge planet – døbt Elias 2-24 b – er allerede med til at fylde nogle af hullerne i forskningen om, hvordan planetdannelse helt præcis foregår. Planeten kredser om en ligeledes ung stjerne, der stadig er omgivet af en såkaldt planetarisk skive bestående af støv og gas. Disse skiver er en slags planetfabrikker, hvori planeter bliver dannet og får deres masse. Elias 2-24 b, der allerede har samme masse som Jupiter, er nået til et kritisk punkt i denne proces, hvor den hastigt akkumulerer gasser, som vil indgå i dens atmosfære. Opdagelsen af planeten skjulte sig i gammelt observatorie-data fra fra 2018 fra W. M. Keck Observatoriet, der findes på Hawaii. Astronomerne kunne se huller i den planetariske skive omkring den unge stjerne, som netop kan skyldes, at unge planeter gnasker løs på dem. Her var hullerne dog for langt væk fra stjernen og opstået for hurtigt til, at det kunne være på grund af planetdannelse, mente man. Men fremskridt i måden man analyserer data og lidt hjælp fra andre teleskoper gjorde det det muligt at bekræfte tilstedeværelsen af den unge kæmpe, Elias 2-24 b.