
At hjælpe sine børnebørn kobles til gavnlige effekter for hjernen i nyt studie
Børnebørn er livets dessert, siger man. Men ifølge ny forskning, publiceret i tidsskriftet Psychology and Aging, kan omsorgen overfor børnebørnene også være forbundet med gavnlige effekter for bedsteforældrene, skriver American Psychological Association i en pressemeddelelse. Mange bedsteforældre passer regelmæssigt deres børnebørn og yder en omsorg, der støtter familier og samfundet mere generelt. "Et åbent spørgsmål er imidlertid, om omsorg for børnebørn også kan gavne bedsteforældrene selv," fortæller ph.D-studerende og studiets hovedforfatter, Flavia Chereches, fra Tilburg Universitet i Holland i pressemeddelelsen. Derfor valgte forskeren og hendes kollegaer at undersøge, om børnepasningen kunne gavne bedsteforældrenes helbred og potentielt bremse kognitiv tilbagegang. Det skete ved at analysere data fra 2.887 bedsteforældre over 50 år (gennemsnitsalder 67 år), der mellem 2016 og 2022 havde udfyldt spørgeskemaer om, hvorvidt de havde en omsorgsrolle for deres børnebørn, og i så fald hvilken og hvor ofte. Deltagerne blev blandt andet spurgt, om de havde passet børnebørn det seneste år, hvor ofte de gjorde det, og hvilke opgaver de hjalp med, for eksempel overnatning, pasning af syge børn, leg, lektiehjælp, kørsel og madlavning. Samtidig gennemgik bedsteforældrene kognitive tests tre gange i perioden. Resultatet viste, at de bedsteforældre, der aktivt var involveret i deres børnebørns liv, klarede sig bedre i tests af hukommelse og sproglig flydende tale end dem, der ikke var aktivt involveret. Især for bedstemødre var fordelene forbundet med en langsommere kognitiv tilbagegang over tid sammenlignet med bedstemødre, der ikke var aktive omsorgspersoner. Studiet fandt desuden ingen signifikante forskelle mellem dem, der ydede hyppig omsorg, og dem, der ikke gjorde. "At være en omsorgsgivende bedsteforælder synes at have større betydning for kognitiv funktion, end hvor ofte bedsteforældre ydede omsorg, eller hvad de præcis gjorde med deres børnebørn," siger Flavin Chereches i pressemeddelelsen. Hun understreger dog, at der er behov for yderligere forskning på området, og at effekten kan afhænge af familiens situation. Frivillig pasning kan nemlig have andre virkninger end pasning, der opleves som en belastning.