
Bold, bajer og betting: Vores fodboldkultur er formet af alkohol- og spilindustrien Når underholdning bliver skadelig Øl og odds får frit spil Drik og odds 'ansvarligt' Et resultat af vores kommercielle omgivelser?
Premier League-sæsonen er godt i gang, og for både danske og britiske fodboldfans betyder det fyldte barer, hvor man samles om øl og storskærm med vennerne og ikke mindst oddser på favoritholdet. Det kan føles som en helt naturlig del af fodboldoplevelsen. Men fodboldens tætte forbindelse til alkohol og pengespil er ikke opstået af sig selv. Gennem årtier har sponsorater, reklamekampagner og kommercielle partnerskaber gjort det at drikke øl og spille om penge til noget, der nærmest virker uløseligt forbundet med sporten. Som forskere i folkesundhed i henholdsvis Danmark og Storbritannien hæfter vi os begge ved, hvordan særligt Danmark og Storbritannien har givet alkohol- og spilindustrien en meget synlig plads i fodbolden. Fodbold er ikke kun blevet synonym med øl og odds, fordi fodboldfans gerne vil have det. Alkohol- og spilindustrien har mindst lige så meget at skulle have sagt. Mængden af reklamer er slående. I løbet af en Premier League-weekend kan en tv-seer blive eksponeret for op mod 27.000 budskaber om pengespil og helt op til 54 spilfremmende budskaber i minuttet under kampene. Det betyder noget, fordi både alkohol og pengespil kan have alvorlige konsekvenser. Alkohol er en af de største årsager til dødsfald, der kunne være forebygget. I 2023 døde tilsammen omkring 23.600 mennesker af alkoholrelaterede årsager i Danmark og Storbritannien. Pengespil – herunder betting på sport – kan også føre til alvorlige økonomiske problemer og påvirke menneskers helbred, trivsel og relationer. Forskning viser, at omkring to procent af danskerne og tre procent af briterne oplever problemer med pengespil. Det understreger, at der ikke blot er tale om enkelte personers adfærd, men om en bredere udfordring for folkesundheden. På trods af dette har begge lande ført en forholdsvis lempelig regulering. I en sammenligning af 18 europæiske lande fandt vi, at Danmark ligger blandt de fem lande med den svageste lovgivning på alkoholområdet. Alkohol er billig og let tilgængelig, og der er kun få begrænsninger på markedsføring af alkohol. Storbritannien klarer sig lidt bedre med højere priser og strengere regler for salg af alkohol, men reklamer og markedsføring for alkohol er fortsat en integreret del af hverdagslivet og sporten. Et lignende billede tegner sig på spilområdet. Danmark har en mere liberal regulering af pengespil end mange andre nordiske lande, især efter at markedet blev åbnet for større privat konkurrence i 2012. Reglerne for spilreklamer fokuserer primært på reklamernes indhold. For eksempel må virksomheder ikke fremstille pengespil som en løsning på økonomiske problemer eller målrette reklamer direkte mod børn. Til gengæld begrænser reglerne ikke den samlede mængde markedsføring, som befolkningen bliver eksponeret for. Også i Storbritannien er spillovgivningen blevet kritiseret for at lægge for stor vægt på den enkeltes ansvar frem for den massive markedsføring og de kommercielle interesser bag betting. Kritikere peger på, at britisk spilpolitik i højere grad beskytter spilindustrien, end den beskytter mennesker mod de skader, som spil kan forvolde. Den britiske spillov fra 2005 behandlede da også i høj grad spilproblemer som et spørgsmål om personligt ansvar frem for at rette fokus mod de virksomheder og den markedsføring, der fremmer og tjener penge på problematisk spiladfærd. Begrebet 'ansvar' går igen i begge branchers kommunikation. Siden midten af 00'erne har kampagner i Storbritannien opfordret folk til at 'gamble aware' og 'when the fun stops, stop'. På samme måde opfordres forbrugere i begge lande til at 'drikke med måde'. Alligevel er både alkohol- og spilindustrien i høj grad afhængige af et højt forbrug for at skabe overskud. I Storbritannien står personer, der drikker mere end de anbefalede grænser, eksempelvis for næsten 70 procent af det samlede alkoholsalg. På spilområdet er koncentrationen endnu større: 86 procent af overskuddet fra onlinevæddemål kommer fra blot fem procent af kunderne. Der er dog tegn på...