
Computerkonsulenter i stedet for mennesker: Kan AI effektivisere jobcentrene?
Forestil dig, at du er nyuddannet, eller at du har mistet dit job. Du henvender dig i jobcentret, men i stedet for at møde et menneske af kød og blod ved det første møde, bliver du i stedet placeret foran en computer, der på baggrund af dine oplysninger kan fortælle dig, hvor stor chancen er for, at du kommer i arbejde. Eller værre: Om du er i risiko for at havne i kategorien som langtidsledig. Hvordan ville du have det med, at en algoritme skulle diktere, hvor jobparat du var..? I denne episode af podcastserien 'Hvordan ved vi det?' har biolog og vært Line Friis Frederiksen besøg af professor i datalogi Thomas Hildebrandt samt lektor i psykologi og arbejdsmarkedsforskning Sabina Pultz. Her diskuterer de, hvilke muligheder og udfordringer der er ved at bruge kunstig intelligens og profileringsværktøjer i beskæftigelsesindsatsen. For er det ikke meget fint, hvis en AI kan bruges til at finde folk, der snyder for at tilegne sig penge fra sociale ydelser? Eller skal vi overhovedet tro på en AI over mennesker? Og kan AI overhovedet løse vores problemer og sikre store besparelser i det offentlige, eller vil det bare bidrage til en øget digital ulighed? Du kan lytte til podcasten 'Hvordan ved vi det?' der, hvor du normalt hører podcasts, eller på Videnskabernes Selskabs hjemmeside her.