
Danmarks ældste? Mosepige fra Taastrup vækker opsigt
Et sjældent fund har set dagens lys nær Taastrup på Sjælland, hvor arkæologer fra det lokale Kroppedal Museum under en udgravning har fundet resterne af et menneske, der levede for tusinder år siden. Det skriver Kroppedal Museum i en pressemeddelelse. Flere medier har spekuleret i, om det kunne være Danmarks ældste skeletfund og dermed vippe et 10.000 år gammelt skeletfund fra en tørvemose ved Koelbjerg på Fyn af pinden som rekordholder. En arkæolog fra Nationalmuseet forholder sig dog skeptisk til dette, siger han til TV 2. Her er sagen: Da arkæologer gravede i jorden, dukkede der først et kranie med tænder frem af den mørke muld. Siden fandt de flere knogler. De jordlag, skelettet er fundet i, indikerer, at det er et moselig - altså et skelet, der ifølge arkæologerne har ligget i lavt vand, som med tiden er blevet til tørvemose. Det nyfundne skelet har arkæologer på Kroppedal museum døbt 'Taastruppigen'. De første undersøgelser viser, at skelettet sandsynligvis stammer fra en kvinde eller pige. En næsten nedslidt kindtand tyder på, at hun kan have brugt tænderne som værktøj til at bearbejde skind, hvilket var almindeligt i den ældre del af stenalderen mellem cirka 8.900 og 3.900 f.Kr. Ifølge TV 2 er det pigens hjørnetand, der peger på, at skelettet kan være helt op til 11.000 år gammelt. "I så fald vil det være det ældste skelet, der nogensinde er fundet i Danmark, og det håber vi selvfølgelig på," siger Tobias Mortensen, der er museumsinspektør ved Kroppedal Museum, til TV 2. Nyheden har spredt sig i danske medier med et Ritzau-telegram. Men ikke alle arkeæologer tror på den teori. Arkæolog Morten Fischer Mortensen fra Nationalmuseet er enig i, at skelettet har ligget i jorden i årtusinder. Han tvivler dog på, at det er er Danmarks ældste fund: "Skelettet kan være flere tusinde år gammelt, men det må en fremtidig datering af knoglerne afgøre. Men jeg tror ikke det er 11.000 år gammelt," siger han til TV 2. Ifølge ham blev området med de gamle vandhuller dannet for omkring 11.000 år siden, men skelettet ligger i yngre jordlag, vurderer han. Den præcise alder skal nu bestemmes ved kulstof-14-datering, som kan vise, hvornår 'Taastruppigen' levede, og måske give et sjældent indblik i Danmarks allertidligste fortid.