
Danske forskere har en god nyhed til hedepletvingen – og flere andre truede arter
Over hele verden forsvinder arter i et tempo, der ikke er set siden de fem store masseudryddelser i Jordens historie. Danmark er ingen undtagelse. Mange af vores dyre- og plantearter er i tilbagegang, selv når der bliver gjort en stor indsats for at bevare dem. Årsagerne er mange – tab af levesteder, ændringer i landskabet, klimaforandringer – men resultatet er det samme: Bestande bliver mindre, mere isolerede, og dermed langt mere sårbare. Der er kun ti bestande tilbage af hedepletvingen Tag for eksempel hedepletvingen (Euphydryas aurinia), en lille, men iøjnefaldende sommerfugl med et mosaikmønster af rød-orange felter, sorte bånd og en karakteristisk række af sorte pletter langs vingens yderste kant. Engang var den udbredt i store dele af landet, men i dag er der kun omkring 10 små, isolerede bestande tilbage i Nordjylland. Det er med andre ord en truet art. Og det på trods af, at arten i årtier har været tæt overvåget og i centrum for målrettede naturplejeindsatser med formål at skabe bedre livsvilkår for arten. Når arter lever i små bestande, opstår der indavl og tab af genetisk variation – en tilstand, der kraftigt øger risikoen for uddøen. Derfor vil man ofte overveje såkaldt genetisk redning (på engelsk genetic rescue), som indebærer at flytte individer fra én bestand til en anden for at øge variationen, reducere forekomsten af indavl og alt i alt forbedre overlevelseschancerne. Men strategien virker ikke altid efter hensigten. I nogle tilfælde har introduktionen af nye ubeslægtede individer ført til, at en bestand klarer sig endnu dårligere end før. Dette fænomen kaldes udavlsdepression og skyldes at forskellige bestande kan passe dårligt sammen genetisk. Derfor er mange naturforvaltere tilbageholdende med at bruge redskabet – selv om det er en effektiv metode til at reducere indavl, når det fungerer. Den gode nyhed Vores helt nye studie, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift PNAS, kommer imidlertid med en god nyhed for hedepletvingen. Og for alle andre truede arter, hvor man overvejer genetisk redning. I studiet præsenterer vi et redskab til vurdering af, hvilke bestande man trygt kan blande - og dermed redde fra indavl - og hvilke man bør holde adskilt. Metoden bygger på analyser af bestandenes arvemasse (genomer) og gør det muligt at måle, om de er så forskellige, at det kan være risikabelt at flytte individer mellem dem. Eller om de ligner hinanden nok til, at genetisk redning sandsynligvis vil virke efter hensigten. For at genetisk redning kan udføres sikkert, skal nogle få grundlæggende betingelser være opfyldt. Først og fremmest skal bestandene tilhøre den samme art og have det samme antal kromosomer. Ellers vil deres afkom ofte være sterile eller have svært ved at udvikle sig normalt. Derudover må bestandene ikke have været adskilt i meget lang tid. Hvis to bestande har levet isoleret fra hinanden gennem mange generationer, øges risikoen for, at deres arvemasse har udviklet sig forskelligt. Det kan betyde, at der er opstået nye varianter af enkelte gener, som fungerer udmærket i hver sin bestand, men ikke i kombination med hinanden. Det kan give store problemer, når individer fra forskellige bestande får afkom sammen. Endelig skal bestandene være tilpasset nogenlunde de samme miljøforhold. Individer fra en bestand, som eksempelvis gennem generationer har tilpasset sig meget varme og tørre forhold, kan have svært ved at klare sig i meget kolde og våde områder. Og det samme vil ofte gøre sig gældende for dens afkom. Hvis man blander bestande med forskellige tilpasninger til tørre og våde forhold, risikerer man altså at skabe afkom, der ikke passer til nogen af miljøerne. Indavl kan undersøges via DNA Vores studie demonstrerer, hvordan man trin for trin kan teste disse betingelser ved at analysere forskelle i genetiske mønstre mellem bestandene. Et helt afgørende punkt i beslutningsredskabet er dog vurderingen af, om genetisk redning overhovedet er nødvendig. Det kræver, at man kan se,...