Danske unge bringer kreativitet, glæde og fællesskab ind i klimakampen

Brændende skove, oversvømmede gader og en klode på vej ud over afgrunden. Rundt omkring i verden arbejder klimaaktivister dagligt i skyggen af katastrofer og afmagt. Forskning viser da også, at der er stor risiko for, at aktivisterne selv brænder ud, selvom de er dybt engagerede i at løse krisen. Det er ikke overraskende. Klimaaktivister møder politisk og øknomisk modstand, og kulturelle barrierer - og samtidig vokser den juridiske repression globalt. Samtidig er der sket en global stigning af den juridiske undertrykkelse af klimaaktivismen, så aktivisterne befinder sig ofte under et enormt pres. Oven i det hele tror mange af os stadig, at en bæredygtig livsstil handler om afkald: færre ferier, mindre forbrug, flere afsavn og færre fornøjelser Men det er langt fra hele historien. For her i Danmark, midt i støjen fra globale topmøder og virksomheds­løfter, spirer en anden form for klimaaktivisme, der bygger på kreativitet, fantasi og den danske tradition for fællesskab. Det er aktivisme, der blander fantasi og leg - og endda glæde. Rundt om i landet driver unge repair caféer, hvor man kan få hjælp til at reparere ting og tøj, der er gået i stykker. De dyrker fælleshaver og arrangerer skovture. De skaber kunstprojekter, samtalesaloner og workshops, der undersøger, hvordan et liv uden fossile brændsler konkret kan se ud. Vores forskning peger på, at disse initiativer er helt centrale for, hvordan græsrodsbevægelser kan inspirere til handling, og de skitserer en ny model for klimaaktivisme, både i Danmark og ud over landets grænser. Bevægelsen Arternes Ambassadører, som arbejder for at give andre arter demokratisk repræsentation, forklarer det på denne måde: "Den energi, der driver os, handler i høj grad om glæde, begejstring, kreativitet og fantasi. Jeg synes, det mangler i naturaktivismen, som ofte drives af vrede og protest, skuffelse og bekymring. Vi vil hellere forestille os, hvad vi gerne vil se ske." Klimabevægelser forbindes ofte med demonstrationer og boykot. Men vores interviews med over 40 grønne græsrodsinitiativer viser, at den del blot udgør en lille del af deres arbejde. Mange grupper erkender nu, at positive visioner for bæredygtige livsformer tiltrækker langt større opbakning end dystre advarsler. Den Grønne Ungdomsbevægelse arbejder for at vække fantasien gennem handling. De udgiver bøger om mulige fremtidsscenarier, arrangerer skovture for at få folk til at tænke kreativt om bæredygtighed og uddeler hvert år Humlebi-prisen til virksomheder, der går forrest med grønne løsninger. Orgnisationen Grønne Nabofællesskaber kalder deres tigang for 'hverdagsaktivisme'. En talsperson forklarede os: "Vi kan se, at vi får en stærkere stemme, når vi samarbejder og skaber alternativer." I økosamfund og fællesbebyggelser - som Christiania i København - omsættes disse ideer til praksis. Her bor mennesker på tværs af alder i fællesskab, holder fællesmåltider, arrangerer ikke-kommercielle festivaler og udvikler projekter for vedvarende energi. En beboer i en økolandsby fortalte os: "Vi er nødt til at ændre vores forbrugsvaner. Men vi kan hjælpe hinanden i denne proces." En anden beboer udtrykte det sådan her: "Det her er kun begyndelsen. Som en del af den grønne omstilling vil den her livsstil på et tidspunkt blive mere almindelig." Håndværks- og genbrugsfællesskaber lægger vægt på synlighed og handling. Som en gruppe sagde: "Alternativerne findes allerede - det handler bare om at komme ud og gøre folk opmærksomme på dem." Disse aktiviteter gør mere end blot at vise en ny måde at leve på. De hjælper aktivisterne med at håndtere magtesløshed, styrker lokal modstandsdygtighed og bekæmper den såkaldte 'fantasikrise', hvor folk har svært ved at forestille sig en verden uden fossile brændstoffer og overforbrug. Oprindelsen til denne form for græsrodsfællesskab kan spores tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor danske bønder og arbejdere oprettede tusindvis af kooperativer - mejerier, slagterier, butikker, boligforeninger - alle ...