
Den danske ulvebestand er i fremgang: Når højeste niveau i nyere tid
Efter 200 års pause er ulven for alvor blevet en del af den danske natur igen. Det slår et nyt notat fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum, Aarhus, fast. Ifølge notatet befinder der sig nu 42 ulve i Danmark - nærmere bestemt Jylland - hvilket er rekord, siden ulvene vendte tilbage til den danske natur i 2012. Ulvene er fordelt på seks kobler (ulvepar og deres hvalpe), to 'revirhævdende par' - det vil sige ulve, der holder sig til et fast område/territorium - og en enlig revirhævdende ulv. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse. Det stigende antal af ulve betyder også, at man nu er begyndt at opgøre ulvebestanden på en ny måde. Hvor man før talte individer baseret på DNA-prøver, er der nu så mange ulve, at man i stedet opgør det i kobler, som man ganger med syv. Det store antal af ulve og deres permanente status i dele af Jylland har fået forskerne bag notatet til nu at betegne ulven som en 'fast etableret' art i Danmark, ifølge pressemeddelelsen. De danske ulve holder til i følgende områder: Nordjylland: Lille Vildmose, Råbjerg Vestjylland: Skjern, Ulfborg, Klosterhede, Lønborg, Oksbøl Midtjylland: Nørlund, Hovborg