Den første bibel med kort var med til at udbrede idéen om landegrænser

For 500 år siden udkom den første bibel med et landkort. Jubilæet er passeret uden større opmærksomhed, men udgivelsen ændrede den måde, bibler blev produceret på. Kortet var at finde i Christopher Froschauers udgave af Det Gamle Testamente fra 1525, trykt i Zürich og vidt udbredt i det centrale Europa i det 16. århundrede. På trods af dette banebrydende øjeblik i bibelhistorien var dette første forsøg dog langt fra en succes. Kortet er spejlvendt langs nord-syd-aksen, og som følge ligger Middelhavet øst for Palæstina i stedet for vest. Det illustrerer, hvor begrænset kendskabet til Mellemøsten var i store dele af Europa, at et sådant kort kunne trykkes uden at nogen på trykkeriet stillede spørgsmål ved det. Kortet blev oprindeligt tegnet omkring 10 år tidligere af den berømte renæssancemaler og grafiker Lucas Cranach den Ældre, der arbejdede i Wittenberg i det nuværende Tyskland. Det er forsynet med latinske tekster og viser Palæstina med en række vigtige hellige steder som Jerusalem og Betlehem. Nederst på kortet ses Sinai-bjerget og den rute, israelitterne fulgte, da de flygtede fra slaveri i Egypten. Landskabet fremstår dog mere europæisk end mellemøstligt, hvilket afspejler trykkernes uvidenhed om regionen. Der er befæstede byer med mange træer, og i modsætning til virkeligheden slynger Jordanfloden sig langt mere dramatisk mod Det Døde Hav, mens kystlinjen er rigere på bugter og vige. I det foregående århundrede havde europæerne genopdaget den græsk-romerske geograf Ptolemæus fra det 2. århundrede og med ham kunsten at fremstille præcise kort baseret på bredde- og længdegrader (i det omfang længdegrad overhovedet lod sig beregne på det tidspunkt, noget der først blev væsentligt forbedret i de følgende århundreder). Køberne ønskede samtidige kort Med bogtrykkerkunstens gennembrud gik Ptolemæus' Cosmographia sin sejrsgang gennem Europa. Hans videnskabelige værk om geografi blev udgivet, og hans kort over den antikke verden reproduceret. Trykkerne opdagede dog hurtigt, at køberne ønskede samtidige kort. Snart blev nye kort over Frankrig, Spanien og Skandinavien udgivet. Set med nutidens øjne er de slående moderne: nord vender opad på siden, og byer, floder og kystlinjer er gengivet med stor nøjagtighed. Disse kort fortrængte hurtigt middelalderens korttradition med dens symbolske tilgang til verden, som for eksempel Mappa Mundi, det berømte middelalderkort i Hereford-domkirken fra omkring år 1300, hvor det handlede mere om at formidle kulturel eller religiøs betydning end geografisk præcision. Med én undtagelse: Palæstina. De tidlige trykkere af Ptolemæus gav også deres læsere et 'moderne kort over Det Hellige Land', som i virkeligheden var alt andet end moderne. Det var et middelalderkort, fremstillet ikke ved hjælp af bredde- og længdegrader, men ved brug af et gitter til at måle afstande mellem forskellige steder. Det var orienteret med øst øverst på siden og vest nederst. Kortet fremstillede kristendommens hellige steder og opdelte Palæstinas land i stammeområder. Lucas Cranachs kort blander disse to korttyper. Langs den øverste og nederste kant er der indtegnet meridianlinjer, men kystlinjen hælder, så hele kortet i praksis er orienteret med nordøst øverst på siden. Det er som om, Lucas Cranach ikke helt kunne beslutte sig for, hvilken type kort han ville skabe. Fremstillingen er realistisk og moderne, men kortet er samtidig gennemsyret af symbolsk geografi: Når vi ser på tværs af kortet, følger vi israelitternes rejse fra slaveri i Egypten til det forjættede land, med alle dets ladede steder som Karmelbjerget, Nazaret, Jordanfloden og Jeriko. Opfattelsen af Palæstina Kortet var karakteristisk for Europas manglende interesse for Palæstina, der på daværende tidspunkt var en del af Det Osmanniske Rige. Det, de europæiske bogkøbere interesserede sig for, var den særlige hybrid, som 'Det Hellige Land' udgjorde: Et sted, der på én og samme tid hørte til i den virkelige verden og alligevel stod uden for den. De byer, kort...