Den første kvindelige kemiforsker i Danmark havde en eventyrlig karriere. Men du har sikkert ikke hørt om hende.

For 150 år siden fik kvinder adgang til Københavns Universitet, der dengang var det eneste universitet i landet. Som den første kvinde fik 36-årige Margrete Heiberg (1865-1952, senere Bose) tildelt magistergraden i kemi i 1901. Og det var kun begyndelsen på en lang og eventyrlig karriere, der især foregik i Tyskland og det fjerne Argentina. Alligevel er hun på det nærmeste glemt, idet hun højst optræder som en parentes i såvel dansk som international kvinde- og videnskabshistorie. I Gyldendals 'Store Danske Encyklopædi' udgivet 1994-2001 nævnes hun slet ikke. Men hendes historie fortjener at blive fortalt. I slutningen af det 19. århundrede var gymnasierne og de lærdes skoler endnu lukket land for piger. Derfor var de nødt til at gå ad omveje, hvis de ønskede at blive optaget på universitetet. Først efter privatundervisning og eksamen fra en handelsskole for kvinder fik Margrete som 30-årig adgang til universitetet, hvor hun studerede kemi som hovedfag. 14. september 1901 afsluttede hun sine studier med en magisterkonferens (en slags ph.d.-grad), den første af sin slags i Danmark. Kort tid senere blev hun midlertidigt ansat som assistent ved universitetets kemiske laboratorium under professoren Emil Petersen. Videre i det videnskabelige hierarki kunne Margrete ikke komme, da embeder ved universitetet indtil en lovændring af 1921 var forbeholdt mænd. I stedet for at opgive sine ambitioner om at blive kemisk forsker, rejste hun til Göttingen i Tyskland for at videreuddanne sig indenfor den nye forskningsgren 'fysisk kemi'. Med accept fra den berømte kemiker og senere nobelpristager Walther Nernst specialiserede hun sig i den fysiske kemis teori og eksperimenter, hvilket resulterede i videnskabelige artikler om elektrokemi i nogle af tidens mest anerkendte tidsskrifter. Årene i Göttingen var ikke alene videnskabeligt frugtbare for Margrete, de var også frugtbare på det personlige plan. Hun mødte nemlig en ung lovende kemiker Emil Bose, der holdt forelæsninger om fysisk kemi og netop var blevet enkemand. Emil forelskede sig i den ni år ældre Margrete, der først efter nogen tid blev klar over, at der var amoriner i luften. Det endte med, at de blev gift i Roskilde i 1903, hvorefter parret tog tilbage til Göttingen. To år senere blev den nu 40-årige fru Margrete Bose mor til sønnen Walter. Ægteskabet førte ikke til, at Margrete forlod videnskaben. Tværtimod. Hun og Emil fortsatte deres karrierer og samarbejdede i flere tilfælde om videnskabelige projekter, der blandt andet resulterede i en lærd artikel udgivet af Videnskabernes Selskab i København. I 1906 flyttede den lille familie til Danzig (nu Gdansk i Polen), hvor Emil var blevet ansat som professor i fysisk kemi, og hvor Margrete virkede som videnskabelig assistent. Efter tre år i Danzig fortsatte familien til et mere eksotisk sted, nemlig til universitetet i La Plata, Argentina, hvor Emil blev professor i fysik, og Margrete ekstraordinær professor med ansvar for undervisningen på det fysiske institut. Det fulgte med jobskiftet, at de to måtte lære spansk, hvilket ikke voldte problemer. Fremtiden som forskere og lærere i Argentina så lys ud, men allerede i maj 1911 skiftede lyset til mørke, da Emil døde af tyfus, blot 36 år gammel. Situationen for Margrete var alvorlig. Hun var alene med sit barn og usikker på, om hendes kontrakt med universitetet i La Plata ville blive forlænget. På trods af udbruddet af 1. verdenskrig tog hun og sønnen Walter til Tyskland i 1915, men på grund af krigen kunne de ikke vende tilbage til Argentina. I Tyskland oplevede Margrete de hårde levevilkår og det revolutionære kaos, der herskede efter kejserdømmets fald, og som hun beskrev i en lille bog fra 1919. Efter tilbagekomsten til La Plata måtte hun kæmpe en lang og opslidende kamp med de lokale myndigheder, før de accepterede, at hun kunne fortsætte i en mere beskeden stilling som adjungeret professor i fysikundervisning. Hun havde nu besluttet sig for at blive i Argentina, hvor hun dog først f...