
Din gin og tonic kan ændre smag
Den er god nok. De voldsomme udsving i vejret, som er forårsaget af klimaforandringer, kan ændre smagen på de enebær, som - normalt - giver gin sin karakteristiske, skarpe smag, skriver The Guardian. Det er forskere fra det skotske Heriot-Watt University's International Centre for Brewing and Distilling (ICBD), som har fundet ud af, at skiftende vejrmønstre kan påvirke smagsstofferne i enebærrene. Lektor Matthew Pauley fra ICDB siger til The Guardian, at et vådt høstår kan give en reduktion på 12 procent i smagen af enebær. "Det har direkte konsekvenser for de sensoriske egenskaber, der får gin til at smage som gin," uddyber han. Forskerne destillerede enebær fra forskellige områder i Europa, herunder blandt andet Albanien, Bosnien, Makedonien, Serbien og Italien. Samtidig kiggede de på de forskellige høstår, hvor enebærrene blev indsamlet i de forskellige områder. Her fandt de ud af, at bær fra hvert deres område havde forskellige kemiske profiler, og forskellen kunne påvirke de karakteristiske noter i ginen. Men mængden af nedbør påvirkede også bærrenes smag: Et vådere vejr betød, at bærrene havde brug for længere tørre perioder, hvilket i sidste ende påvirkede de smagsgivende kemikalier i bærrene.