
Din juledekoration kan gemme på alt fra skrubtudser til dværgflagermus
Alt det mos, du bruger i din juledekoration, er ikke bare flot grønt. Det kan indeholde spor af dyr og planter fra det område, hvor mosset er groet. Det viser et nyt studie, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. Opdagelsen skete, da biologen Kasun Bodawatta var i færd med feltarbejde. Han snublede og røg pladask ned i mosset. Det fik ham til at tænke på, at mosset til forveksling minder om havsvampe, som kan bruges til at samle DNA på havets bund. Herefter begyndte han og en række andre forskere et studie, hvor de indsamlede 25 mosprøver ved Lille Vildmose for at teste, om mos har samme funktion på land, som havsvampe har i vandet. Forskerne fandt DNA i mosset fra hele 13 fuglearter, 11 pattedyrarter, 54 insektarter, 21 planteslægter, 210 svampeslægter og over 500 bakterieslægter. "Ved bare at pode overfladen på bittesmå stykker mos med en vatpind kunne vi opfange vilde, lokale dyr som bisonokse og grævling," siger Kasun Bodawatta, som er gæsteforsker ved Globe Institute på Københavns Universitet og medforfatter på studiet. Forskerne fandt også DNA fra dværgflagermus, skrubtudser og springhaler. I studiet testede forskerne også mos fra Elfenbenskysten, hvor de blandt andet fandt 18 fuglearter og 13 pattedyrarter, herunder bøfler og aber. Ifølge Kasun Bodawatta er resultaterne rigtig gode nyheder, da det giver en ny måde at måle biodiversitet på. "Vi har stadig brug for at optimere teknikken, men mos er ekstremt lovende som en vej til at overvåge dyre- og plantelivet verden over."